“Blodprøven: der er noget I skal vide” eller “Næse for Blod”

7. april 2017 by jesperodlp 28 kommentarer

I anledning af Finn Wilkens’ fødselsdag tilegnes han denne beretning

Mig og Kurt sad nede på Café O, han havde for en gangs skyld bare en kop kaffe foran sig: – Vi kan ikke starte med promillerne før Næsen er her, vel? Det ville være mod alle traditioner.

Jeg sniffede ind: – Har du cognac i den?
Han nikkede næsten usynligt: – Hvad er så vigtigt at vi skal mødes ved højlys dag?
– Næsen ringede til mig, helt ude af den. Han behøver vores hjælp.

Kurt rystede på hovedet: – Jeg har også brug for hjælp. Husker du lille Selma som serverede her sidste måned? Jeg må bare have hende, men det er helt umuligt.

Jeg elsker når jeg kan overtrumfe Kurt: – Du må læse Clausewitz om krig. Hvis et frontalt angreb er umuligt, foretag en omgående bevægelse.

Han så betænkelig ud: – Mener du en baghyler? Udelukket. Hun sidder hele sin fritid hos sin mor der arbejder i hundesalonen, jeg kan ikke komme i nærheden.

Det var endnu bedre, nu kunne jeg belære ham: – Du må starte med moren, det er Clausewitz’ omgående bevægelse.

Inden jeg nåede at uddybe, ankom Næsen, ganske bleg og med regndråber løbende ned ad kinderne. Han smed et fugtigt stykke papir på bordet idet han kastede sig i stolen og råbte mod disken: – Dobbelt af det sædvanlige. En akut nødsituation.

– Fortæl, Næse, lød det enstemmigt fra mig og Kurt.
– Forfærdeligt. Jeg har drukket blod.
Kurt mente at det var et brud på vores musketéred: En for alle, og alle får en lille en. At drikke blod må høre til de stærke varer forbeholdt Café O, altså et anliggende hvor vi alle tre skal være sammen.

Næsen indvendte at det skete for længe siden da han blev konfirmeret, rødvinen ved en tvungen altergang er for en kristen lig med blod, og at der ikke siden havde været tilbagefald. Hans problem stammede fra en ny kæreste, Bente, som han i øvrigt måtte skjule for den ordinære kæreste. Bente havde vist sig at være Jehovas Vidne, de har noget med blod.
– Hun er bange for at jeg har pådraget mig et Acquired Immune Deficiency Syndrome. Jeg skal have taget en blodprøve.
Kurt indskød af hensyn til mig at de ord betyder aids.
Jeg forklarede at det var nemt nok, en tur på hospitalet og så er den hjemme.

Næsen sad forknyt og kiggede ned i bordet: – Jeg har et problem som jeg deler med otte procent af den danske mandlige befolkning.
Kurt trøstede ham med at syfilis nemt kan helbredes i vore dage, men han forstod da godt at den nye kæreste var bekymret.
– Nej, sagde Næsen, jeg er rød-grøn farveblind. Læs på sedlen, der er sygehusets rutevejledning til blodprøve, man skal følge røde og grønne streger på gulvet. Det kan jeg bare ikke.
Kurt rejste sig op og erklærede med sin formandsstemme at problemet var så alvorligt at han ville give en dobbelt omgang. Han så ud til at være meget påvirket af situationen, og måske – som jeg senere tænkte på – af det ekstra indhold i kaffen.

Efter at have læst sedlen advarede Kurt om at han havde bemærket noget der gjorde ham betænkelig ved det sygehus. Det var punkt 7, ”Kirurgisk Amb” for enden af den grønne streg, er det virkelig nødvendigt at foretage en amputation ved blodprøvetagning? Vi vedtog at undgå den grønne streg helt, uanset aids eller ikke. Det var blevet klart at Næsen havde behov for vores fulde støtte. Også til at holde ham fast under den på sedlen omtalte scanning og amputation, der forekom overdreven ved en banal blodprøvetagning

Kurt og mig drog ikke desto mindre afsted puffende Næsen varsomt i ryggen idet han knugede sedlen fast i hånden. Den viste sig at mangle detaljer, fx vel ankommet til ”Sygehus” skulle vi finde en streg på gulvet i ”afd”. Jamen, hvad pokker er afd, og hvor fanden er den? Vi opgav, – indtil Næsen fandt en smart strategi, som grebet ud af Clausewitz’ lærebog for krigsførelse, Sygehuset var altså vores modstander. Vi gik ind i den første den bedste afdeling: Han greb en stok i paraplystativet og fægtede vilkårligt med den, plirrede som en sindssyg med øjnene mens han stirrede ud idet tomme rum, greb en sygeplejerske i armen og tvang sedlen i hånden på hende. Den slags får mig og Kurt til at lægge afstand til Næsen.
– Vise mig vej til blodprøve, sagde han i en ukendt dialekt som han mente de blinde bruger.

Den måde at gribe sagen an på var helt i overensstemmelse med krigens hensigt som er: ”en voldshandling med det formål at tvinge modstanderen til at følge vores vilje”. Og den virkede, Næsen fik taget sin blodprøve. I øvrigt belærte sygeplejersken os om at amputation staves med p, hvorimod ”amb” med b betyder ambulatorium. Hvortil Næsen mumlede at for en blind lyder det ens.

I anledning af at Næsen blev erklæret rask greb han i Café O ordet og takkede os for vores moralske støtte, selv om han syntes at han selv havde klaret det praktiske:

– Men de tog også en anden blodprøve, min promille var helt nede på 1,02, ikke sært at jeg var ude af mig selv den dag.