Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


14 kommentarer

Politiet troede at jeg var helt idiot

strand, vendt, IMG_1576

En dag havde jeg været ude at svømme i Øresund sammen med de andre drenge fra klassen, og bagefter gik de i gang med at slås, men sådan noget havde jeg overhovedet ikke tid til, for jeg var i gang med ”Tarzan og Dværgene”, bogen som ventede på mit håndklæde. Min krop var blevet fuld af sand og havfruehår som ikke er til at få af igen de klistrer overalt, – det betød intet!

Der lå en sten i den som bogmærke, jeg åbnede straks og gik i gang. Vandet dryppede fra mit hoved ned i den og lå som små brændeglas, en dråbe over bogstavet z så det blev kæmpe stort.

Det irriterer mig som regel med fugtigt badetøj og sand i ørerne og mellem tænderne. Men den dag var Tarzan i en mega knibe, så jeg sansede intet. Han havde fundet dværgenes by langt inde i urskoven hvor nogle hvide røvere var ved at fange dem i bure. Og i et af burene sad Tarzans bedste ven, Sabor. Hvordan kunne han redde Sabor? Han fik en idé – det her var det mest spændende punkt i hele bogen hvor jeg ikke turde trække vejret, jeg vendte bladet og ….

.. nogle piger på stranden hvinede, drenge og mænd skreg, en motor brølede voldsomt og kom i fuld fart nærmere. En fyr på motorcykel prøvede at standse op foran mig, i stedet hvinede motoren op og den skred et stykke og lagde sig på siden, oven på fyren. Den  skrabede et par duelighedstegn af hans gamle lædervest med englevingerne. Hells Angels på næsen i sandet. 

Pis, at blive afbrudt på den måde midt i Tarzan. Baghjulet snurrede stadig rundt ved siden af bogen så den klappede i. Mit tæppe blev hvirvlet rundt til en klump og jeg selv blev sprøjtet over med sand og motorolie eller hvad det sorte var. Der løb et zig-zag spor over hele stranden hvor han havde kørt slalom mellem folk. De var rasende, men turde aldrig gøre noget ved banderne.

HA-eren slukkede motoren og fik bakset maskinen op på højkant, der var ikke sket noget med den.

– Det var ikke meningen at genere dig, sagde han, nogle gange sker det bare. Jeg giver en tur på kværnen og al den is du kan æde. Kom så.

– Du skal køre roligt, ellers gider jeg ikke.

– Hop op, ingen diskussion!

Med bogen inden i håndklædet satte jeg mig op bagpå, rygmærket lige op i næsen. Han kørte næsten pænt bortset fra at han stejlede en gang, så jeg var ved at falde af. Ellers roligt.

– Du kører den forkerte vej, råbte jeg, du kører ind i skoven.

– Rolig nu, en genvej.

Han kørte ind igennem nogle buske, det var altså ingen genvej. Og kværnen standsede.

– Du skal gøre mig en tjeneste, bagefter kører vi direkte til ishuset. Stig af og læg dine sager.

Jeg svang benet over bagsædet og lagde omhyggeligt håndklæde med Tarzan fra mig.

Da jeg vendte mig om, stod han foran mig med bukserne trukket ned.

– Du kan bare lege at det er en is. Slik! sagde han. Rød i hovedet, stirrende øjne. 

Aha, en HA-svans. Det smagte ikke værre end min mors rosenkål, og jeg ville få is bagefter. Kun nogle få slik og han kom ud over sine bukser; bagefter kørte vi virkelig roligt mod ishuset. Han virkede afslappet, ikke som den vilde engel på stranden. Vi drejede af ved Bellevueteateret og trillede hen til kiosken, helt hen til disken, han gad ikke stige af: – Giv drengen hvad han vil have.

HA-eren smed 500 kroner til ismanden og var kørt inden han nåede at reagere. Et pænt stykke længere nede ad vejen vinkede politiet motorcyklen til siden – godt at jeg ikke var med.

Ved siden af kiosken stod en bænk, her anbragte jeg ismandens stativ med alle vaflerne. Det tog mig dejlig lang tid at spise dem, samtidig med at jeg læste resten af bogen. Derfor kom jeg for sent til aftensmaden og min mor blev rasende og ville vide hvad grunden var.

Hun fik hele historien, og så blev min far rasende og ringede til politiet som kom drønende i to biler. Henne på politistationen fortalte jeg historien igen og igen – så mange gange at jeg fik hovedpine. De spurgte og spurgte uendelig længe, hvad jeg lå og læste, hvad der var sket, hvordan jeg havde det, hvad han havde gjort ved mig, om han havde rørt mig dernede, om jeg havde ondt, om jeg ikke vidste at det var en børnelokker – selvfølgelig vidste jeg det, jeg er ikke helt idiot.

De pressede mig virkelig hårdt jeg kunne næsten ikke hænge sammen af bare træthed på den tid af natten. Det eneste jeg ønskede var at komme hjem til min far og mor. Men jeg holdt tæt, jeg røbede intet om hvordan bogen endte.

Reklamer


33 kommentarer

Vi fandt ud af at bruge en kamel

DSCN9905

Jeg har bagt en tærte til Ellen og taget en pæn kjole på, men hun lægger ikke mærke til det, skæver heller ikke engang til kagen, hælder bare op af kaffen.

– Du, Margrethe, hvordan går det egentlig med din søn? Siger hun.

Hun borer ned i mit mest ømme punkt, det er hun godt klar over. Han er hoppet af skibet og gemmer sig et sted nede i Afrika. Vi har både min kjole og kagen at tale om, hvorfor netop om mit savn?

– Han sender mig noget en dag, siger jeg. – Måske kommer han selv. Men jeg har tænkt mig at vi skulle hygge os med et afsnit af Matador. Hvis du flytter dig, så jeg kan se skærmen.

– Matador har jeg set så mange gange, men lad gå, bare et enkelt afsnit.

Hun flytter sig og jeg kan stadig ikke se fjernsynsskærmen for der står en kamel i stuen. Den ser irriteret ud, skuler med hængende underlæbe. Betragter os, vi er ligegyldige kryb, kan jeg se i dens blik. Den bider blomsterne af den buket som Ellen er kommet med.

– Hvad laver I, siger den i mit hoved. I er ved at kede hinanden ihjel.

Ellen sidder forstenet, man kan næsten se mosset vokse på hende. En figur på kirkegården. Hun vil ikke lade mig vide at hun er overrasket, for ikke at sige forfærdet.

Kamelens tunge øjne hviler på mig, øjenvipperne er for lange til at den kan holde dem helt åbne.

– I trænger til noget plads, denne stue er for lille og fyldt med ragelse, åbne vidder giver liv, siger den.

Lidt urin løber ned ad bagbenene idet den knækker sammen på forbenene for at sætte sig. Først ned med forenden, så at pukkel og ende stritter op i luften. Derefter sidder den med bagbenene, åbenbart affindende sig med at der ikke er plads. Underkæben maler fra side til side. Tygger den drøv på blomsterne eller noget den har gylpet op fra mavesystemet? Øjnene er halvt lukkede, alle mentale processer koncentreret om tygningen.

Der er noget sært beroligende ved synet, og Ellen slapper af, kan jeg se.

– Er dyret en gave fra din søn? får hun endelig fremstammet.

Hun skærer et stykke tærte for at bringe sig tilbage til virkeligheden. – Hvad vil du med den kamel?

– Det er ikke min, forklarer jeg, den har bare slået sig ned her. Den æder mine blomster og ødelægger gulvet. Jeg aner ikke hvordan den kommer ud igen. Min dør er for lille. Den er ganske rolig og fredelig, måske kan jeg have den i stedet for en hund.

– Du er åndssvag, siger Ellen og kommer til at hoste tærtekrummer ud over bordet. Hun er ikke meget bedre end kamelen hvad angår at grise.

– I øvrigt, fortsætter hun, er kameluld noget af det blødeste og fineste man kan få. Min mormor havde en kameluldsfrakke.

Jaså, tænker jeg, og går over til den og betragter pelsen. Den vender hovedet mod mig og ræber dybt nede fra. Jeg træder et skridt tilbage for at undgå dunsten, idet jeg lader hånden strejfe kamelens flanke. Ganske rigtigt, blødt som barnehår på et lille hoved. Der klæber lidt kameluld ved mine fingre.

– Du har ret, Ellen. Jeg rækker hende hårene, og tænker på hvad der er indeni dyret, inden i puklen. Måske er den helt tom. Et univers af ingenting, af ligegyldighed, af kedsomhed – lige som min stue, som mig og som Ellen og som vores samvær. Kaffe hver lørdag, gensidig irritation og alligevel et fælles ønske om menneskelig varme. Når hun går hjem sent på eftermiddagen, er der kun nogle kagekrummer tilbage af vores møde, intet andet, ingen tanker, ingen følelser. Bare kold tomhed.

Hun gnider fingrene om uldtotten og ser en anelse glad ud, kun i den ene mundvig.

– Ellen, vi to trænger til noget mere  end tærte hver uge.

Hun ser op på mig, men siger ikke noget. Det betyder på hendes sprog at vi er enige.

Det er godt, for jeg har sådan lyst til at sprænge det hele, måske til store vidder med plads til store tanker og store følelser. Til bevægelser. Til at danse og råbe. Til at dekonstruere hverdagen – hvad end det så betyder.

Et øjeblik befinder jeg mig ude i ørkenen på knasende sand, med en uendelig blå himmel over mig og en gumlende kamel foran mig, den er fuldstændig ligeglad med mig og himmelen.

I næste øjeblik er jeg tilbage i stuen og står med min vidunderlige Yoshikin kødøkse i hånden, skarp som en kirurgisk skalpel og stærk som et slagsværd. For en gangs skyld klar til at gøre noget ved situationen.

Med et fast greb om øksen svinger jeg den mod kamelens lange, bugtede hals. Igennem pulsåre og luftrør. Hovedet falder, stadig gumlende, til den ene side og et springvand af pulserende blod står ud i stuen, hen over min Grimbergs Verdenshistorie, Kulturens veje af Kaj Birket-Smith, strikkeopskrifter, en massaimaske fra min søn, mine trampedachreproduktioner og familiefotografierne på reolen. Mit håndknyttede mashadtæppe fra Iran, den eneste kostbare ting i lejligheden – svampet af blod.

Ellen udstøder et skrig henne i sofaen da hun ser blodsdråberne på sin grå spadseredragt. Så får hun øje på kamelhovedet der endnu hænger på halsen i nogle halvt gennemskårne halshvirvler. Hun rejser sig lynhurtigt op med et intenst udtryk jeg aldrig før har set, i et spring står hun ved siden af mig. Skoene er røget af undervejs, hendes fødder med nylonstrømperne glider i det friske blod, men hun taber ikke balancen. Hun rykker kødøksen ud af mine hænder og råber: – Lad mig komme til!

Begge hænder om håndtaget, et vældigt sving så det suser i luften, og kamelens hoved ligger for sig selv under kaffebordet.

– Flyt sofaen, kommanderer hun, vi skal have plads til at skinde den, partere, hive indvolde ud.

Min pæne sorte sofa er fuld af røde fingeraftryk. Lige som resten af stuen.

Vi vælter kroppen om på gulvet og hugger benene af. Det er svært at stå fast, alt er klæbrigt og glat af blod. Min stue er et slagteri, intet tilbage af civilisationen. Ellen kryber ind i kamelskindet med pukkel og hale og det hele; kravler rundt på alle fire og brøler så godt hun kan.

– Kom ned til mig, siger hun med blod og sved silende ned over kinderne, her er plads til én til. Og tag tærte og kaffe med. Nu skal vi hygge, her er lunt og godt.

Vi propper resten af tærten i munden og tygger drøv på den.


14 kommentarer

At blive teenager er en beslutning

DSCN6555

Han tog sejlet ned og surrede det fast til bommen, derpå hentede han deres bagage i kahytten, hans egne ting i en kanvaspose og Nanas i hendes skoletaske.
– Far, sagde hun, jeg glæder mig altså sådan til at jeg bliver teenager.
Han nikkede: – Vi skal jo op og besøge mor. Det er allerede ved at være sent.

De gik op mod Mohrø landsby, en samling af små huse, omkring femten. Gammeldags med stråtage og gulkalkede, skæve mure, vinduerne skaldede af. Forbi gadekæret og videre til kroen, hvor de lagde deres ting i værelset og fik en hakkebøf, bare et hurtigt måltid.

Solen var ikke langt fra trætoppene, da de begav sig op mod kirken. Herfra kunne man se ud over Mohrø i klart vejr. Men tågen var kommet ind over øen mens de havde spist, turen var klam og kold. Nana holdt ham i hånden og havde den anden hånd nede i lommen om glasrøret.
Oppe ved kirken var dens hvide mure næsten ikke til at få øje på i tågen, hendes øjenvipper var fugtige af fortættet væde. Faren fortsatte, han kendte vejen til gravstedet hvor han satte sig tungt på den lille grønne bænk.

Nana tog et skridt frem, knælede ned ved siden af morens sorte gravsten, og lod en finger glide hen over den iskolde flade, fingeren efterlod et spor i fugten. Hun lod prøvende neglen trækker endnu et spor, ingen ujævnheder overhovedet. Stenen havde ingen revner.
I lommen lå reagensglasset med sin gummiprop, hun drog forsigtigt glasset frem og holdt det op foran øjnene. Indeni fandtes noget der kunne være en forvitret post-elastik, den raslede når hun rystede glasset, det var hendes navlestreng.

Helt henne langs stenen stak hun reagensglasset ned igennem mos og grus, helt ned i jorden, og endnu længere så hånden forsvandt, og underarmen, indtil den klisterede jord nåede helt op til armhulen.

Hun kunne ikke slippe reagensglasset, det trak hende ned. Hun prøvede at frigøre sig, men hendes hånd knugede sig sammen og hun mærkede med ét en skarp smerte i pegefingeren, glasset var gået itu, og hendes navlestreng var faldet bort i jorden. Hun famlede blindt efter den.

– Far, udbrød hun, men han sad med lukkede øjne, hensunket i sine erindringer. Hovedet bøjet.
– Far!
Han hørte hende ikke.

Nana ville have navlestsrengen med op igen, den havde været hos hende altid, det var for tidligt at give slip, for smertefuldt, måske når hun blev tretten år, ikke før. Ikke nu. Hånden søgte rundt, men det var som om den sad fast, noget holdt den fast, hun greb fat i dette noget og mærkede i det samme glassplinten. Det stik betød ikke noget. Hun lænede sig bagover og langsomt kom armen, og hånd og glassplint og det hun holdt i hånden. Overalt på hendes jakke og ærmets kant sad fugtig jord og plantedele.

I hånden fandt hun et par gule tænder og en halv underkæbe.
– Far, vågn op, udbrød hun med en stemme der kun kunne hviske. Jeg vil hjem nu! Nu!

Hun stak hånden i lommen og slap kæben og tænderne, lidt havde hun da tilbage af sin mor. Så længe det varede.
De gik langsomt ned ad bakken, tilbage til kroen, mens hun pillede glasskåret ud og sugede blod og jord af fingeren.

– Hvad skete der, Nana? spurgte faren, du er så underlig.
– Måske må det gerne vare længe inden jeg bliver teenager … jeg kan ikke holde ud at skilles fra mor endnu.


15 kommentarer

Som jeg altid siger, det er spildte kræfter..

IMG_1452

Om aftenen plejer jeg at være sammen med mine to venner Næsen og Kurt på café O, hvor vi diskuterer eksistentielle emner. Ingen grund til at springe Nytårsaften over, vel?

Kurt bekendtgjorde: – En flaske champagne, tak!
Vedtaget med fire stemmer for og ingen mod. Den fjerde stemme var Selmas, serveringspigen.

Vi fik et par glas hver og der kom en ny flaske på bordet.
Næsen var der lynhurtigt: – Kurt, du har glemt noget. Hvad er dit nytårsforsæt?
Kurt svarede med beslutsom stemme: – Det er her.

Han smækkede et kondom i lækker indpakning på bordet: – I år aldrig uden kondom. Jeg husker det besvær vi havde med næsens blodprøve, da deltidskæresten var bange for at han havde smittet hende med aids.

Næsen pakkede den ud: – Et kondom skal kunne stå for lidt af hvert. Vi afprøver.

Han hældte et par glas vin i kondomet og afsluttede med en knude foroven. Sådan et kondom er meget elastisk så den gode vin samlede sig i bunden, en halv meter under knuden.

– Se engang, fortsatte han og viste Kurt at man kan bruge ballonen som yo-yo. Op og ned gled væsken. Meget sjovt, især fordi champagnen begyndte at skumme af og ballonen voksede til bristepunktet og lidt over – den brast. Resultatet af afprøvningen blev at Kurt sad med maven og bukserne våde.

Med rynkede bryn konkluderede Kurt: – Jeg har mistet tilliden til kondomer. Det nytårsforsæt er afblæst.

– Du griber det forkert an, forklarede Næsen: – Det drejer sig simpelthen om huller, jeg vil besøge alle huller i næste år. Nu skal jeg vise jer. Selma, bring mig en stiv grønlænder!

En stiv grønlænder var noget Cafe O i stilhed havde lært at destillere omme i garagen og hælde på karaffel, forklarede han. – Den hedder sådan fordi grønlandske fangere bruger den til at fange hvaler med. De klatrer op på ryggen af nærmeste hval og hælder en flaske i åndehullet. Hvalen begynder at piske vandet til skum og ender uvægerlig oppe på stranden på bugen med saligt lukkede øjne. Så er den ged barberet, som man siger.

Selma bragte flasken, Næsen greb den og hældte direkte ned i sit gab uden mellemlanding. Øjeblikkelig virkning. Øjnene kørte rundt i hovedet på ham, hver sin vej. Kinder blussede, panden brød i sved og snot løb ud af øjenkrogen. Med ørerne blafrende gled Næsen slap ned under bordet.

Vi var vel gamle kammerater, så vi hev ham op på plads igen, hældte resten af karaflen i håret og bad Selma om en skål isterninger. – Noget gik galet, hviskede han, det var en dårligt nytårsforsæt. Jeg holder mig til det vi plejer.

Hvad han så mente med det. Læs resten


33 kommentarer

Rasmussenrapporten

rektor

Mor lægger madpakken ned i mit tornyster, sammen med et stort brev.
– Husk nu at du skal aflevere brevet til inspektøren.
– Mor, jeg har det virkelig dårligt, jeg må hellere blive i sengen i dag. Det er rigtigt.
Jeg prøver at snøfte.
Hun mærker på min pande: – Sludder. Se nu at komme afsted. Du kan lige nå det.

Døren smækker bag mig og jeg står på gaden.

Her skal jeg dreje ved det store hvide skilt med ”Ridning og Cykling Forbudt”. Stien går ned ad bakke, jeg løber, har ikke tid til at se på mit armbåndsur. Fødderne bevæger sig så hurtigt som muligt, hælen skrider i gruset, jeg bliver presset bagover, fægter med armene for at holde balancen. Kommer ind i tjørnehækken, den river mig i hånden og kinden. Der sidder to torne i hånden, men jeg faldt ikke.

Det plejer at være slemt når jeg får brev med hjem fra hr. Rasmussen, men at mor sender brev til inspektøren er uhyggeligt. Ikke komme for sent – til inspektøren. Min hånd gør ondt, jeg prøver at trække tornene ud mens jeg løber, men de knækker af, der er ikke tid til at standse.

Den anden gangsti ligger lige efter den første. Den er flad og uden grus. Jeg hader de stier, de fører til skolen, hver dag ønsker jeg at blive syg så jeg kan være hjemme. Mit ur viser stadig tyve minutter i otte, sekundviseren bevæger sig ikke. Det er nemt nok at trække det op mens jeg løber, men der er nogle steder hvor jorden er ujævn så jeg er nødt til at se ned i stedet for på uret, og jeg ved ikke hvordan jeg skal stille det når jeg ikke ved hvad klokken er.

Et øjeblik standser jeg for at få vejret og trækker uret helt op, så går det i det mindste, og hvis jeg kommer for sent kan jeg sige at uret har tabt, det sker hver dag så jeg skal kontrollere. Gruset knaser bag mig, jeg vender mig om, en mand med store, sorte briller.

– Er der noget galt, lille ven, har du brug for hjælp? siger han.

Det er børnelokkeren! Jeg spæner op ad næste sti uden at se mig tilbage. Der er kun lyden af mine egne skridt, så jeg er løbet fra ham. Bare ordet børnelokker er nok, jeg skulle være gået en anden vej. Min mor har fortalt om ham. Han tager børn med hjem og gør noget farligt ved dem, jeg ved ikke hvad. Nu orker jeg ikke mere at løbe.

Ind i skoven. Det har regnet i nat, så cyklerne har opkørt stien helt, den er rent mudder og der hvor jeg skal over åen er der meget vådt. Jeg hader det mudder, og jeg hader skolen, og jeg hader at jeg skal vandre til skole hver dag. Min mor gider ikke hjælpe mig så jeg kan blive hjemme, de andre i klassen vil ikke lege med mig og maser snebolde ned ad nakke på mig om vinteren og vasker mig i ansigtet, så sidder jeg i klassen og er våd og fryser, og mor skælder ud fordi mit tøj er vådt og beskidt.

Jeg er bange for at skride i mudderet når jeg skal over åen, hvis jeg vælter bliver tornystret fuld af vand og brevet til inspektøren ødelagt. Tornystret er spændt godt fast på min ryg, men jeg vrider det af og tager fat i håndtaget, det skal kastes over åen så brevet ikke bliver vådt. Luften suser i tornystret da jeg svinger det rundt og slipper. Godt op i luften, et fint kast, men havner halvvejs på bredden og halvvejs ude i vandet.

Mine bukseben er smøget op til under knæene, de bliver ikke våde, det gør mine sko, fulde af pludder er de, da jeg er vadet over på den anden side. Og tornystret er helt slimet. Det er ikke til at lukke den op fordi mine fingre glider hele tiden. Jeg kigger ned i den. Stilehæftet er plaskvådt og sejler i mudder: Ha! Det glæder mig. Men brevet, det forbandede brev er helt bulet. Skal jeg sidde efter i en måned? Slår han lige som hr. Rasmussen? Skal jeg rykkes ned i en anden klasse fordi min mor også er sur over mine stile, som jeg selv har skrevet – helt alene!?

Brevet lægger jeg ind på maven så det kan tørre. Uret viser tyve minutter i otte, det er gået i stå igen.

Skolegården er stadig fuld af børn på rækker, jeg er næsten ikke kommet for sent. Op til inspektørens kontor. Sekretæren er sød og giver mig et håndklæde til at tørre det værste af. Men brevet er stadig fugtigt.

Døren ind til hans kontor går op: – Kom bare ind, lille ven, siger han og stirrer på mig igennem sine sorte briller.

Tænkte nok at han også er børnelokker.

Han sprætter det bløde papir op med en finger og læser mors brev: – Det er alvorligt, siger han og betragter mig.

Der er fodspor efter mig på inspektørens gulv, mine fødder er iskolde, min højre hånd ryster. Efter at have slynget tornystret, – eller fordi jeg venter på dommen?

Alvorligt? Ja, det regnede jeg med, når der skulle breve med og hen til inspektøren og kigge ind i hans sorte briller.

Han fortsætter: – Din mor klager over hr. Rasmussen. Han retter ikke dine stile ordentligt, man har den skrift man har, det skal han ikke skælde dig ud over. Desuden skælder hr. Rasmussen ud over at du ikke regner de frivillige regnestykker – det behøver du da ikke når de er frivillige. Han gør dig til grin foran hele klassen med at du både sjusker med tøjet og arbejdet. Og han slår lussinger.

Inspektøren tager et stykke papir og skriver noget på det, lægger det i en kuvert og tager brillerne af, han ligner ikke nogen børnelokker i virkeligheden: – Bed sekretæren give det her til hr. Rasmussen, jeg vil tale med ham.


29 kommentarer

En rejse til universets grænse

IMG_0537

Jeg har været menneske for længe siden. Dengang havde jeg en kvinde, vi lå sammen, hendes hud mod min, jeg havde en hånd som kunne vandre over hendes krop, mærke hvor den gav efter; og somme tide at den ikke gav efter og nægtede at lukke min hånd ind. I et sært øjeblik kunne vores kroppe smelte sammen og skabe en ny verden, et barn.

Det var dengang jeg var et menneske. Efterhånden blev det menneskelige erstattet af maskiner. Først forsvandt mine ben og blev til en kørestol. Hænderne tabte bevægeligheden. Stemmen blev erstattet af syntetisk tale. Min spontanitet forsvandt, for alting skulle overvejes og planlægges, selv at frembringe et ord kræver min fulde opmærksomhed, ordene flyder ikke af sig selv længere. De skal planlægges og er kostbare, ingen småsnak. Et ord erstatter en hel samtale.

Mine afsondringer kommer ud i små poser som nogen skal overvåge og tømme. Jeg er begyndt at nyde at få maden gennem sonde, og glæder mig til at få ernæring udelukkende igennem venerne. Maskineriet bliver passet døgnet rundt.

Dette øjeblik er et af de få hvor jeg er alene, uden hjælpere vimsende rundt omkring mig. Det må udnyttes til disse private tanker, inden folk kommer igen, eller mine legekammerater bringer nye input eller der kommer indbydelser til at holde forelæsninger eller jeg bliver fanget af en helt ny idé. Læs resten