Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


11 kommentarer

Hun tænker på Beethoven, endnu en gang

Det er behageligt sommervejr udenfor, men indenfor i hytten raser uvejr, solskin, galskab, smil, leg. Det vælter alt sammen ud af flyglet som sort og skinnende fylder halvdelen af den lille stue. Ida sidder på sin klaverbænk og har tændt en smøg, snart den sidste i pakken. Hendes hår er som flyglet, sort og skinende, autoritativt, hendes mund smiler mens en lille Mozartsonate triller ud af fingrene, blidt og let. Imens sidder Frederic med sine mægtige papirark, en kommende bygning, retter et par streger og tilføjer noget tekst. Hendes øjne hviler på ham, ikke på tangenterne, som fingrene kender ud og ind. Men så skifter hendes humør.

Hun rynker brynene, Rachmaninovs anden klaverkoncert, fuld af russisk tyngde, våd muldjord, snestorme, folkesange. Hun ser lidt fraværende på Frederic mens fingrene stadig passer deres.

En pause og hendes blik glider over på et hæfte med Beethovens klaversonater, hun sætter hæftet op i stativet og slår op på den sidste, den hun skal spille til debutkoncerten om tre dage. Noderne kan hun udenad, men der er nogle passager hun vil være sikker på, og er fingersætningen nu helt rigtig?

For at komme i stemning spiller hun hele sonaten forfra, tænker på busten af Beethoven med stenansigtet, sådan skal den lyde. Der kommer nogle usikre triller og løb, hun må øve dem igen. Lytter til sit spil, standser så brat op midt i løbet og tænder en ny smøg, holder cigaretten ud for sig og betragter røgen. Den skælver, hendes hånd er begyndt at sitre.

Frederic har løftet hovedet: – Driller den? spørger han mens han flytter et af sine store, knitrende ark så hans hoved et øjeblik er forsvundet bag papiret.

– Jeg kan bare ikke beslutte mig, siger hun, skal jeg sætte under med tommelfingeren, så bliver det mere præcist? Til gengæld går det så ud over hastigheden.

– Du må spørge hende portugiseren.

– Martha Argerich er Argentiner. En kæmpe chance at jeg får lov til at spille for en af de helt store. Det er musikken jeg skal spørge hende om, ikke fingersætningen.

– Mon ikke du skulle holde op med at øve nu?

– Jo, jeg er træt og bange for at overtræne musklerne. Hun skodder cigaretten, lidt aske falder af på flyglet undervejs.

————-

Solen skinner. Ida har den lyse forårsbluse på, får øje på et tabt hår på den og fjerner det, så er blusen er helt ren. Vejen over Kongens Nytorv virker lang, forbi stakitter og udgravninger, hesten er væk bag plankeværket, trafikken kommer i hidsige stød styret af lyssignalet. Martha bor på HOTEL D’ANGLETERRE der er nyrenoveret, ikke en plet at få øje på, tykke, bløde gulvtæpper overalt, væggene beklædt med gobeliner som æder lyden. Her er ingen atmosfære. Martha har været så venlig i telefonen, et besøg passer hende godt, hun er blevet dårlig og har været nødt til at aflyse koncertturneen, så der var tid til overs til at hjælpe en ung pianist, noget hun holder meget af.

Martha har en suite med tre rum, det ene med flygel. Da Ida kommer ind ligger hun i lænestolen, kan ikke andet.

– Jeg rejser mig ikke, og jeg giver ikke hånd, siger hun. Eller rettere nærmest hvisker hun. – Kom nærmere og sæt dig et øjeblik. Vi skal tale om dig. Hvad du vil. Jeg kan godt lave en masterclass hvis der ikke er andet du har lyst til.

Ida sætter sig meget høfligt.

– Jeg må holde op med at give koncerter, fortsætter Martha, jeg har levet dette omrejsende vagabondliv for længe. Det er ad helvede til med min sygdom, den suger al min kraft ud. Jeg orker lige at sætte mig i lænestolen og tænde tv på fjernbetjeningen. Mine ben synes at der er for langt hen til klaveret, men du må gerne spille for mig.

Ida har svært ved at finde sin stemme, Marthas udstråling er for stærk fuld af overlegen musikalitet, mange diplomer og vundne konkurrencer – og så nu, standset i sin kometflugt af sydommen, af modermærkekræft. Først gælder det min koncert, tænker hun. Jeg ved ikke hvor længe Martha har energien, jeg ser at hendes ben er arrede af kræften, hun trækker vejret med besvær.

– Jeg er i gang med Beethovens sidste klaversonate til min debutkoncert, hvis du klarer at høre på den.

– Lidt vanvittig som kvartetterne, siger Martha, så voldsom og så blid. Jo, den vil jeg gerne have lov til at høre. Unge musikere kan have brug for et ord på vejen, jeg selv fik engang en bemærkning som sparede mig for flere års misforstået træning. Hjælp mig nærmere flyglet, jeg skal sidde på venstre side af dig. Støt mig i armene – du må endelig ikke røre mig på ryggen eller benene.

Ida tager fat i hendes hænder og ved fælles hjælp kommer Martha op at stå. I dette øjeblik rører hun de hænder hun har beundret og drømt om, så glatte, kølige, muskuløse, så fulde af viljestyrke. Så kløgtige på klaviaturet.

Martha kommer over i den lænestol der står parat. Hun lukker øjnene: – Jeg lytter.

Ida tager en lille talkumdåse frem mod svedige fingerspidser og dupper dem, sidder stille og forestiller sig indledningen. Gennem hotellets tredobbelt ruder aner hun trafikken og lyden af en rambuk. Nu er hun klar, de første akkorder klinger ud i stuen, fortvivlede, befalende, manende – og så kører den af sig selv. Men de løb hun har øvet føles akavede da hun kommer til den passage man kalder Beethovens ragtime. Musikken klinger til slut ud med nogle lange triller, uendelig lange, synes hånden – for lange.

Fra lænestolen kommer dybe åndedrag, Martha er faldet i søvn. Der er stille i stuen, ikke et støvfnug rører på sig. Selv Kgs. Nytorv er stille. Ida er skuffet, hun har givet sin sjæl og hvor er den blevet af, måske er den blevet til nogle børnebørn i Marthas drømme.

– Jeg har hørt alt, kommer det fra lænestolen hvor Martha retter sig op. Du har forstået både de store linjer og detaljerne, det er sjældent i så ung en pianist. Alligevel er der et par steder hvor jeg, om jeg så må sige, var lige ved at vågne op, – det spjættede i mig da du kom til det sted hvor han skifter til det jazzede, synkoperne, de vilde løb.

– Dem har jeg øvet rigtig meget.

– Det er det jeg kan høre, de falder udenfor helhedens naturlighed. Det bekymrer mig. Lad mig vise dig.

Martha rejser sig – denne gang uden hjalp – og sætter sig på den endnu varme klaverbænk:

– Sådan her…

Martha Argerich er berømt for sin glasklare teknik og musikalitet. Intet er gået tabt under sygdommen, men efter fem minutter kan Ida se at hun er ved at blive bleg.

– På den måde er der mere sammenhæng, siger Martha og standser. Lige her har du ikke styr på højre hånd, det er som om den ikke hører til. Bare her. Resten behøver du ikke røre ved nu. Lad mig fortælle om første gang jeg spillede den i Buenos Aires…

Ida prøver at høre efter, det lykkes lidt, men mest tænker hun på at det ikke var gået helt godt – især det sted hun havde øvet så meget, og Martha var ikke faldet i søvn. Hun kigger ned på højre hånd: er den lige ved at gøre oprør? Den ser så uskyldig og ren ud, den skal bare øves langsomt så er der nok ingen problemer.

– … Du forstår at den sonate har sit eget liv, den er revolutionær, komponeret efter at Napoleon smadrede Europa. Men nu skal jeg hvile mig. Det bliver fremragende hvis du får kigget på de steder. Får du tid efter koncerten vil jeg gerne spille en firhændig med dig … og det var godt at mødes.

Martha følger hende ud af hotelsuiten, men Ida kan se at hun er blevet tømt for energi, opmuntret og træt på samme tid.

På vej hjem igen. Den hvide bluse er våd af sved og lugter indeklemt, men den friske luft hjælper. At spille for en berømt musiker og få gode råd med på vejen. Det skal alligevel fejres, hun køber en flaske Cremant med på vejen, for hendes hjerte er lettet. Skyer driver tæt ind over København, det bliver koldere. Hun tager bussen som går næsten til døren, og er også glad for at hun ikke har nogen taske med, kun bæltepungen. At bære en taske udmatter hendes hænder, det gør hun aldrig før hun skal spille, og i overmorgen er vigtig. Ved et stoppested overhaler en slangetæmmer på Christanialadcykel bussen, cyklen er malet i voldsomme farver. Hun beundrer ham, det er et job farligere end koncerter.

Mens bussen starter og stopper gennem København, sidder hun og holder med venstre hånd om den højre. Er de ikke bror og søster? Elsker de ikke hinanden? Har hun nogen sinde gjort forskel på nogen af dem? Det skal nok gå, hun holder fastere om den, det SKAL gå.

Hjemme igen vasker hun sig hastigt under armene i køkkenet og skifter bluse.

– Hvad så? råber Frederic inde fra studiet.

Hun tager plads på klaverbænken: – Martha er tilfreds, siger hun, kun et par steder at kigge på, jeg skal bare have helt styr på højre hånd. Jeg har været sammen med verdens største pianist! Hun inviterede mig til at spille firhændig – større ros kan jeg ikke få.

På vej ud i fryseren med flasken kysser hun hans uglede hoved. De omfavner hinanden.

– Jeg er også lettet, tilstår han. Og visker en streg ud på tegningen. – Sæt dig og fortæl alt.

Tilbage ved flyglet beretter hun længe, usikkerhed om hun kan holde til det, følelser, tanker og selve oplevelsen, alt imens små franske suiter af Bach kryber ud af hendes hænder og ned i flyglet. De smiler til hinanden og opdager at flasken er kommet ind i stuen af sig selv, og af sig selv er blevet tom.

– Jeg har en champagne i køleren, siger Frederic. Vi tager den nu, det skal fejres ordentligt.

Om det nu er fordi hun skulle vise et løb i luften, eller fordi flasken stod dumt på flyglet, eller fordi de var i så godt humør, eller fordi skummet væltede uventet ud, eller fordi flasken var for glat at holde på, eller fordi de to kun havde øje for hinanden – så ender det med at champagnen løber ned i flyglet, en hel flaske. Hun løfter lamslået højre hånd: er det den der har væltet flasken? Vil den ikke være med til koncerter? Ida ryster på hovedet for at få de tåbelige tanker ud, det nytter ikke:

– Jeg skal have fat i klavermanden Just fra sidste gang. Det er helt nødvendigt at øve nu, ingen strenge må springe, ingen hamre svulme op, eller klangbunden – milde Moses, klangbunden! En katastrofe. Hun trykker et par af bastangenterne ned. Der kommer en dump, klangløs lyd, ingen tone og tangenten vil ikke falde på plads. Trykker igen med mere kraft, og endnu en tangent sidder fast.

Der går at par timer med at få fat i Just som sidder i et middagsselskab, men er villig for en gammel kundes skyld.

– Er du fuldkommen idiot, stille en flaske på instrumentet?! er det første han siger da han ser flyglet. Flasker på flygler er fuldstændig forbudt, det ved du.

Ida ser ned i gulvet, det er så pinligt og hun har brug for at spille.

– Lad mig se på det, men polituren kan jeg ikke redde. Jeg laver ikke fransk polering.

Ida og Frederic forlader stuen, de kan ikke holde ud at se flyglet adskilt. Gennem døren lyder mærkelige knirkelyde, noget der falder på gulvet og Just der mumler forbandelser undervejs. Den altid så pæne Just forbander Ida.

Da klokken er over midnat kommer Just ud til dem i køkkenet.

– Hun skal nok komme til at spille igen. Jeg vender tilbage i morgen formiddag med et par reservedele.

– I morgen! Ida spærrer øjnene op. – Jeg skal øve i aften og i nat så jeg kan holde lidt fri i morgen og nå et bryllup.

– Kom med ind i stuen, siger Just. Flyglet ligger splittet ad i sine bestanddele, hamre taget ud, klangbunden forbundet som efter en ulykke, tangentarme adskilt i splinter, en løs streng vridende sig ulykkelig. Hele stuegulvet fyldt af flygel og værktøj.

– Det eneste vi kan gøre, konkluderer Frederic, er at lægge os i sengen og håbe på det bedste.

– Håbe, håbe, håbe. Det hjælper ikke en skid når jeg skal øve, øve, øve.

– Nej, du skal ej. Husk hvad hende Argentineren sagde til dig!

———

Ida ligger med dynen over sig, eller under sig, på ryggen, på siden, på maven mens tanker tumler rundt i hovedet: – Jeg har stumme stemmer, dumme stumme stemmer som siger dumme ting. fx det gider vi ikke i dag. det bliver aldrig godt, det er lige meget hvad du laver her i verden så bare læg dig tilbage i sengen. Tag en chokolade, kig på blomsterne, en fugl flyver forbi. Håber på en dag i morgen uden at der er sket noget slemt, uden drama, uden katastrofer. Hvor pinligt at have sådanne stemmer, de er mine, de er en del af mig. Så må jeg da stå sammen med mig selv mod publikum, det kan ikke nytte noget at så splittelse med smålig kritik.

Ingen af dem sover, selv om de forsøger at slappe af. Med håret strittende sidder de om morgenen på taburetterne i køkkenet og venter på Just. Klokken bliver elleve, tolv, tretten, endelig ringer han på med sine remedier, og efter en time er flyglet klar.

Ida sætter sig hen foran tastaturet og lader nogle løb klinge, prøver hele tastaturet. Hun smiler, instrumentet er i orden igen – bortset fra den store plet på den blanke overflade.

– Så er klokken snart to, det tog lidt længere tid. Jeg er færdig, og du er tilfreds med instrumentet? Just står i døren med sine tasker og vinker afsked.

Idas bevidsthed vender tilbage fra musikken, og hun husker. De skulle være i kirken lige nu til brylluppet. Frederics søster bliver gift i dette øjeblik. I forvirringen og manglen på søvn har de glemt det.

– Frederic, du må af sted lige nu!

Han springer op fra sine ark og stormer ud uden et ord.

– Jeg bliver her, råber Ida efter ham.

En øvedag er forsvundet, fordampet i det blå eller snarere i blygråt limbo. Hun skulle, og det er tvingende nødvendigt, holde fri i dag, en dag før koncerten. Men samtidig er det lige så nødvendigt at hun får afpudset de steder Martha har påpeget. Bare øve lidt, ikke overanstrenge. Og nu, øve, øve de steder til de sidder perfekt. Ikke prøve noget nyt, kun øve

Hun bliver revet ud af sin spilletrance nogle timer senere, da Frederic vender tilbage fra kirken og smider smokingjakken på bordet:

– Nu må du holde op. Det her skulle være en fridag. Hvil dine hænder og dit hoved, du skal være klar til i morgen.

Der bliver stille, de sidder udmattede og betragter hinanden. Hun tænder en cigaret: – Du har ret. Jeg er udmattet, ikke mere spille. Sove længe i morgen, gøre mig istand, kjole og sko er parat i skabet. Kigge på træerne i parken, holde om dem, lytte til stammen og hvad den kan fortælle om himlen. Tømme mig for tanker og følelser. En sen frokost og så er jeg klar.

Hun følger røgen med øjnene, igen sitrer hånden, har hun overanstrengt sig? Et øjeblik føles hånden død. Hun mærker på underarmene, ingen ømhed. Strækker fingrene helt ud og bøjer dem tilbage, næsten ingen rysten, nok alligevel i orden, forhåbentlig: – Ja, lad os sove.

Ida står bag scenen og tripper. Lidt mere nedringet end hun bryder sig om, sådan er moden i år, kjolen skal være rød så hun bliver set, har hun fået at vide. Det er godt at være nervøs, men det er ikke godt hvis man ryster eller sveder. Koncerten kan starte eller stoppe hendes karriere, der er vigtige mennesker blandt tilhørerne, anmeldere og hendes lærere. Hendes flygel og en reparation skal betales. Frederic skal være stolt af sin kæreste.

Klokken ringer sidste gang, publikum leder efter deres pladser, rasler og klaprer med sæderne, taler dæmpet, kigger i programmer, hoster. Lyden tager af og de bliver stille, et eneste dæmpet, fælles åndedræt. Forventning.

Ida tænker på de første akkorder i Beethovens sidste sonate, hører dem for sig selv, de fortrænger alt i hendes bevidsthed, der bliver ikke plads til at være nervøs. Hun træder ind på scenen og går roligt hen til flyglet, bukker dybt for publikum mens applausen dør ud, hun ser ikke på dem, det ville forstyrre koncentrationen. Sætter sig på bænken, justerer højden.

Musikken begynder at strømme fra hende akkurat som hun har forestillet sig, og hun nyder det. Hun kan høre at publikum er med, alt det hun har tænkt, fungerer, musikkens blidhed og voldsomme gennembrud taler sammen, uskyldige melodier over for vulkanske udbrud. Hendes ansigt lever med, det har Frederic fortalt, og han siger at det er en fordel at hun viser musikken foruden at spille den.

Hun er nået til det sted hvor Beethoven lyder som ragtime. Hun elsker overraskelsen her, og har øvet det så meget, har glædet sig til at spille for et publikum. Men der er noget galt, hun kan ikke genkende musikken, selv om hendes hånd spiller den, det går for hurtigt, tonerne bliver filtret ind i hinanden, og nogle gange kommer de slet ikke, selv om hun trykker hårdere på tangenterne. Hånden gør oprør, sådan noget vil den ikke finde sig i, den ved nok hvordan det skal lyde. Hånden – hun stirrer på den, som lever den sit eget liv. Det kan ikke blive ved på den måde. Musikken er standset.

Men hun ved hvad en pianist skal gøre i den situation: man hopper videre til næste helle og fortsætter derfra. Hun forsøger at hoppe, der er ikke noget helle, hovedet er sort. Der er ikke mere musik. Hun falder ned i en tom brønd, falder og falder. Ligger på den tørre bund omgivet af fugtige mure. Murene trækker sig sammen om hende, der er kun en stump himmel som et frimærke oven over. Og nu kommer tavsheden, publikum er dødstille, stille ved begravelsen af hendes ambitioner, af hendes karriere. De ønsker bare at flygte ud af pinligheden, om et øjeblik vil de rejse sig og forlade salen. En koncert er som cirkus med løvetæmmere. Det plejer at gå godt, men en gang imellem bliver løvetæmmeren ædt. Ida bliver ædt og er allerede begravet.

Oppe over hende klinger endnu de sidste toner hun har spillet. De bliver ved med at klinge fra flyglet. Hvorfor kan hun høre dem nede i brønden?

Hun rejser sig og vender sig mod publikum, ser dem for første gang mod projektørerne. De er nervøse, linedanseren har mistet balancen og er ved at falde ned i nettet. Men der er intet net. Hendes højre hånd bevæger sig akavet hen foran hende og smækker låget over tangenterne i. Bang! så det brager i flyglet. Koncerten er lukket.

Hun finder nogle ord til tilhørerne: – Tænk på Beethoven. Lyden kom og gik for ham da han komponerede denne sonate i 1822, næsten helt døv. Kanonerne havde tordnet over Europa og klang stadig i hans hoved. Men han ville noget andet, en anden verden. I har hørt tonerne klistre sig sammen i en høstak, måske har det lydt sådan for ham, men jeg vil om lidt spille som han hørte musikken med sin sjæl.

Jeg må bede koncertsalen om reserveinstrumentet at spille på, fortepedalen har sat sig fast på det her hakkebræt, derfor lyder det som et ekkorum når jeg spiller.

Publikum ånder lettet op, linedanseren overlever, løvetæmmeren har stadig magten.

Med et nyt instrument og en ny klarhed spiller hun forfra. Det er som om en ukendt byrde har hvilet på hende, noget hun ikke havde vidst. Den er blevet løftet, et krav om det sublime, om at spille på en bestemt måde, at være artig, er forsvundet. Hun spiller en anelse langsommere, og noget der har manglet i musikken dukker frem. Højre hånd nyder de vilde steder hun har frygtet og trænet så meget. Ro og glæde gennemgløder den sidste del af sonaten – og hende.

Længe efter koncerten og den tilhørende selskabelighed ligger de i sengen, Frederic og Ida. Det er over midnat, huset knager, en skade hopper på taget med rytmiske bump. Lyset er slukket, for natten skal have en chance. Lettelsen skal sætte sig og vokse fast i hendes hjerte. Der har været for meget drama, det hun ville undgå.

Men også forløsningen: – Frederic, det er hårdt at gå i stå på den måde foran hundreder af mennesker. Men publikum var vidunderligt, jeg elskede dem. Jeg vil bare spille, være et medium. Jeg vil være mig selv og samtidig være musik. Jeg har haft lærere og jeg har været sammen med Martha og de har alle sammen givet råd, mange gode råd, men jeg vil helst være fri. Jeg vil glemme dem og kun huske det Beethoven gav mig, finde ind til det. Jeg er nødt til at glemme de råd, uanset hvor dybfølte erfaringer de udspringer af. Jeg er nødt til at være helt tom når jeg spiller. Det var sådan det skete da jeg fik det andet flygel at spille på. Jeg var blevet lettet for alt der ikke er mig. Forstår du, min ven, min kæreste. Du er den eneste i hele verden som kan være sammen med mig uden at tynge mig og skygge for min musik. Du sidder i dit hjørne med dine store papirark. Du lytter bare og dømmer ikke. Du er hos mig og jeg føler mig så ren og gennemsigtig. Vent et øjeblik, min kære.

Hun står ud af sengen og tripper på bare tæer ind i stuen, ind til sit eget instrument, og åbner for Bachs enkle toner. Månelyse toner der svæver bort over flyglets blanke flade.

______

Reklamer


12 kommentarer

Nu skal I tænke på Beethoven

Ida står bag scenen og tripper. Lidt mere nedringet end hun bryder sig om, sådan er moden i år, kjolen skal være rød så hun bliver set, har hun fået at vide. Det er godt at være nervøs, men det er ikke godt hvis man ryster eller sveder. Koncerten kan starte eller stoppe hendes karriere, der er vigtige mennesker blandt tilhørerne, anmeldere og hendes lærere. Hendes flygel og en reparation skal betales. Frederic skal være stolt af sin kæreste.

Klokken ringer sidste gang, publikum leder efter deres pladser, rasler og klaprer med sæderne, taler dæmpet, kigger i programmer, hoster. Lyden tager af og de bliver stille, et eneste dæmpet, fælles åndedræt. Forventning.

Ida tænker på de første akkorder i Beethovens sidste sonate, hører dem for sig selv, de fortrænger alt i hendes bevidsthed, der bliver ikke plads til at være nervøs. Hun træder ind på scenen og går roligt hen til flyglet, bukker dybt for publikum mens applausen dør ud, hun ser ikke på dem, det ville forstyrre koncentrationen. Sætter sig på bænken, justerer højden.

Musikken begynder at strømme fra hende akkurat som hun har forestillet sig, og hun nyder det. Hun kan høre at publikum er med, alt det hun har tænkt, fungerer, musikkens blidhed og voldsomme gennembrud taler sammen, uskyldige melodier over for vulkanske udbrud. Hendes ansigt lever med, det har Frederic fortalt, og han siger at det er en fordel at hun viser musikken foruden at spille den.

Hun er nået til det sted hvor Beethoven lyder som ragtime. Hun elsker overraskelsen her, og har øvet det så meget, har glædet sig til at spille for et publikum. Men der er noget galt, hun kan ikke genkende musikken, selv om hendes hånd spiller den, det går for hurtigt, tonerne bliver filtret ind i hinanden, og nogle gange kommer de slet ikke, selv om hun trykker hårdere på tangenterne. Hånden gør oprør, sådan noget vil den ikke finde sig i, den ved nok hvordan det skal lyde. Hånden – hun stirrer på den, som lever den sit eget liv. Det kan ikke blive ved på den måde. Musikken er standset.

Men hun ved hvad en pianist skal gøre i den situation: man hopper videre til næste helle og fortsætter derfra. Hun forsøger at hoppe, der er ikke noget helle, hovedet er sort. Der er ikke mere musik. Hun falder ned i en tom brønd, falder og falder. Ligger på den tørre bund omgivet af fugtige mure. Murene trækker sig sammen om hende, der er kun en stump himmel som et frimærke oven over. Og nu kommer tavsheden, publikum er dødstille, stille ved begravelsen af hendes ambitioner, af hendes karriere. De ønsker bare at flygte ud af pinligheden, om et øjeblik vil de rejse sig og forlade salen. En koncert er som cirkus med løvetæmmere. Det plejer at gå godt, men en gang imellem bliver løvetæmmeren ædt. Ida bliver ædt og er allerede begravet.

Oppe over hende klinger endnu de sidste toner hun har spillet. De bliver ved med at klinge fra flyglet. Hvorfor kan hun høre dem nede i brønden?

Hun rejser sig og vender sig mod publikum, ser dem for første gang mod projektørerne. De er nervøse, linedanseren har mistet balancen og er ved at falde ned i nettet. Men der er intet net. Hendes højre hånd bevæger sig akavet hen foran hende og smækker låget over tangenterne i. Bang! så det brager i flyglet. Koncerten er lukket.

Hun finder nogle ord til tilhørerne: – Tænk på Beethoven. Lyden kom og gik for ham da han komponerede denne sonate i 1822, næsten helt døv. Kanonerne havde tordnet over Europa og klang stadig i hans hoved. Men han ville noget andet, en anden verden. I har hørt tonerne klistre sig sammen i en høstak, måske har det lydt sådan for ham, men jeg vil om lidt spille som han hørte musikken med sin sjæl.

– Jeg må bede koncertsalen om reserveinstrumentet at spille på, fortepedalen har sat sig fast på det her hakkebræt, derfor lyder det som et ekkorum når jeg spiller.

Publikum ånder lettet op, linedanseren overlever, løvetæmmeren har stadig magten.

Med et nyt instrument og en ny klarhed spiller hun forfra. Det er som om en ukendt byrde har hvilet på hende, noget hun ikke havde vidst. Den er blevet løftet, et krav om det sublime, om at spille på en bestemt måde, at være artig, er forsvundet. Hun spiller en anelse langsommere, og noget der har manglet i musikken dukker frem. Højre hånd nyder de vilde steder hun har frygtet og trænet så meget. Ro og glæde gennemgløder den sidste del af sonaten – og hende.

 


 

Hør den generende bid af sonaten her:


14 kommentarer

Jeg valgte selv at komme i knibe.

No automatic alt text available.
>>> SPONTANOPGAVE <<<
22. Maj 2017
LAD DIG INSPIRERE AF DE TRE
’S T O R Y T E L L E R T E R N I N G E R’.
OG SKRIV EN HISTORIE.
Max 500 ord.

 

 

Jeg er Terningmanden. Ingen bestemmer over mig, undtagen terningen som redder mig fra kedsomheden ved det velkendte. Hver morgen stillede jeg seks valgmuligheder for dagen, slår terningen, og måtte udføre hvad den sagde. I mandags slog jeg fx et valg for denne uge om at skrive, resultatet er at mine grammatiske tider (tempus) veksler tilfældigt og jeg skal skrive nøjagtigt 685 ord hver dag, hverken mere eller mindre, ingen skal bestemme over hvor meget jeg skriver, bortset fra terningen.

Nu, dagen før Kr Himmelfart, er mulighederne følgende:

1. Anskaffe ti forskellige aviser og læse dem grundigt (Gab, der kunne være et friluftsarrangement, men ellers ingen udfordring).

2. Stjæle en madpakke fra en lille skolepige (helt absurd, men uforudsigeligt, på den måde bedre end mulighed 1)

3. Forsøge at bedåre den tykke kvinde i pizzeriet (hun er sød på en sur måde, men en vis charme, håber ikke at det virker).

4. Købe tre forårsbuketter og forære dem til tilfældige mennesker.

5. Købe en ny bil (det vil vælte min økonomi totalt, absolut et farligt valg).

6. Melde mig som frivillig hjælper for Red Barnet (jeg hader dem, de har ikke reddet et eneste barn i de sidste tredive år. De har reddet Helle Tornings økonomi, hun får 2,1 million kr. årlig for at være formand. Her er interessante muligheder for at bringe tilfældigheder ind i deres organisation).

Jeg lukkede hånden om terningen. Som altid skælver jeg over for skæbnen, ikke nogen behagelig stund, adrenalinen pumper. Åbner hånden og lader terningen rulle hen over bordet; stirrer: 2. Jeg fortryder allerede den mulighed, men bordet fanger, jeg skal stjæle en madpakke.

På en sidevej nær Eliteskolen – Gentofte Højere Pigeskole parkerer jeg kvart i otte. Låser omhyggeligt og spadserer roligt forbi hovedindgangen. Biler standser, døre smækkes op, piger vælter ud, glemmer tasker, kravler ind igen. Mødre ved rattet skælder. Hele vejen er er fuld af mennesker nær panikstadiet, børn kommer vandrende eller cyklende eller løbende. Forældre knuger grædende småpiger som ikke vil skilles, større børn vender ryggen til forældre, de er pinlige at blive set sammen med. Tre sportscyklister snor sig i rasende fart ud og ind og strejfede mig på en ubehagelig måde, råbende et eller andet for at få folk af banen – de har ikke cykelklokker, det er mod deres etik som overflødig vægt.

For mange mennesker til at jeg kunne operere diskret. Jeg vendte om og gik tilbage, måske en idé at vente til spisefrikvarteret. Ud for min bil så jeg en pige komme spadserende mod mig. Cirka ti år, kort lyskrøllet hår og røde kinder. Det røde er malet på, bemærker jeg, og læbestift, blålakerede negle, men øjenvipperne er hendes egne.

Chancen er nu!

– Undskyld, siger jeg. Dette er en undersøgelse fra Skolerådet om elevers ernæring, må jeg lige kigge på din madpakke? Du får hundrede kroner for at deltage.

Jeg rækker hånden frem med fem skinnende tyve-kroner. I samme øjeblik mærker jeg en glødende smerte i skinnebenet. Hun skrabede en lang flænge ned langs knoglen sådan som man lærer til kvindeligt selvforsvar – et sted hvor sår er forbandet længe om at læges. Hun har stiletter på.

– Hjælp, hjælp! hviner hun som en udrykningssirene. – Børnelokker! Hjæ…

Mere hører jeg ikke, for jeg ligger på fortovet med hovedet drejet skarpt til siden, et kæmpemæssigt knæ er presset ind i mit øre. Lugten af sved og cykelolie hænger i min næse. En anden sportscyklist sætter sig på mig.

– Rolig, siger han til pigen, vi har ham. Han kan ikke gøre dig noget.

Pigen tog sin mobil frem og fotograferede mig ydmyget fastholdt under de to cyklister. Politiet ankom med en mandskabsvogn og to civilbiler. Betjente fikserede mine arme og mine ben. Kastet ind på gulvet i mandskabsvognen og afsted med udrykning.

Jeg venter nu i dommervagten og skriver dagens sidste noter så godt jeg kan for håndjern og fodlænker. Ingen har tilset mit ben, betjentenes blik viser at det er min velfortjente straf og at mere er i vente senere på dagen når de får mig på tomandshånd. Det er klart for mig at de ikke mener at dommeren ….


8 kommentarer

Der er ingenting så stille som vand.

Der er noget særligt ved at ligge og sove i en jolle. Falde i søvn under stjernerne, bestrålet af universet. Blive vugget roligt fra side til side. Luften er frisk og saltholdig, vandet skvulper sagte mod bådens sider, solen er allerede stået op. Jeg hører en fjern mumlen af mennesker og børn ved morgenmaden.

Siv og pil vifter næsten uhørligt. Jeg har anbragt mig på et par madrasser og med fem lammeskind over mig, vidunderlig varme. Min kolonihave ligger på Nokken ned til vandet så jeg har båd foruden mit lille hus. Det skal bare males hvert år og have en sjat tjære på taget så holder det tyve år endnu lige som mig selv.

Kolonihaverne ligger ved en bugt med udmunding fra kanalen, og børnene fik tidligere lov til at svømme rundt mellem de fortøjrede både og pjaske vand på hinanden eller ligge på en luftmadras med en is.

Der lyder lige som et tordenskrald eller en motorvej, jeg får slynget en byge koldt vand over mig og båden vipper voldsomt. Nogle maskiner nær ved skruer sig hurtigt op i højeste gear og hviner i et selvdestruktivt tempo. Jeg fornemmer lugten af brændt olie. Båden gynger og fuglene bliver overdøvet af skingre skrig.

Mine lammeskind er tunge af morgendug, men jeg kaster dem hurtigt til side og kigger ud over rælingen, febrilske skikkelser plasker i vandet, vragdele flyder rundt, flammer slår op..

Båden ligger fortøjret tæt på land, bare et skridt fra den faste jord. Jeg har fastgjort den med en helt ny, bomstærke stålwire, brudsikker og meget længere end nødvendig. Det kræver noget arbejde at få wiren halet i land sammen med jollen, som jeg begynder at rense.

Sikke roligt der pludzelig blev igen, bemærker en stemme over hækken. Det er min nabo Kowalzki som vil snakke. Vi plejer at sætte os sammen og kigge ud over vandet mens vi ordner verdenssituationen, overvejer Jesu genkomst, kursen på Dollar, fordelen ved Brexit – vi klarer det hele på en halv time.
– Meget dejligt nu. Hvad var det for en larm jeg hørte?
– Der zkete noget ude på vandet, siger han, måzke kom der nogle vandzkootere.

Jeg lader blikket bevæge sig over vandet
– Hvem er det der bader så tidligt?
– Nok de unge mennezker der er blevet trætte af mazkinerne.
– De har endelig set vores skilt med VANDSCOOTERE FORBUDT.

Kowalzki nikker, vi har diskuteret det mange gange.
– Man kunne ellerz frygte at det ville provokere dem til at zejle endnu hurtigere ind imellem børnene.
– Kan du høre at der er nogle som råber hjælp og vinker? Der er sket en ulykke.
– Jeg tror at du har ret. Og noget brænder derude. Hvor forfærdeligt.
– Ringer du til redningskorpzet? min telefon er løbet tør for ztrøm.
– Det er min også. Jeg tænker at de andre har ringet efter politiet, som i øvrigt plejer at sige at de ikke har mandskab til at at tage sig af havnen. Måske kigger de herud senere på dagen. Jeg ville gerne ro ud og se om jeg kan hjælpe, men min båd tager vand ind. Der er nok andre som hjælper.

Han er en skøn nabo, altid klar med råd og dåd.
– Jeg ville ozze gerne hjælpe, dezværre er der problemer med bundproppen så jeg kan ikke sejle ud i dag.

Vi slår os ned på min bænk med en kop kaffe og en halv æske negerkys som jeg har til overs fra i går. Der er godt udsyn over bugten herfra og jeg bemærker at andre har hentet deres kikkerter, folk vil gerne vide hvad der sker.
– Du, Kowalzki, er det ikke velgørende så fredeligt der er, på trods af den frygtelige ulykke.
– Ja du har ret, vorez nye zkilt får dem nok til at holde zig væk for fremtiden. Bare zynd for de unge mennezker at deres dyre mazkiner er forulykket. Heldigt at din nye wire ikke blev ødelagt.
– Ja, bare sært at den havde forvildet sig hele vejen over bugten og rundt om en fortøjningspæl. Måske skulle jeg bruge den gamle wire for fremtiden.

Et negerkys, en kop kaffe og stilhed kun afbrudt af fuglesang. Det er sådan vi nyder livet. Børnene har igen fået lov til at bade, kan jeg se. De svømmer ud mod vragene for at undersøge nogle personer der øver sig i at flyde, eller hvordan skulle jeg vide hvad de personer laver.
– Hør her, siger Kowalzki, du zkal zælge dine dollar nu og købe dem tilbage zenere, for jeg ved at Trump …


28 kommentarer

“Blodprøven: der er noget I skal vide” eller “Næse for Blod”

I anledning af Finn Wilkens’ fødselsdag tilegnes han denne beretning

Mig og Kurt sad nede på Café O, han havde for en gangs skyld bare en kop kaffe foran sig: – Vi kan ikke starte med promillerne før Næsen er her, vel? Det ville være mod alle traditioner.

Jeg sniffede ind: – Har du cognac i den?
Han nikkede næsten usynligt: – Hvad er så vigtigt at vi skal mødes ved højlys dag?
– Næsen ringede til mig, helt ude af den. Han behøver vores hjælp.

Kurt rystede på hovedet: – Jeg har også brug for hjælp. Husker du lille Selma som serverede her sidste måned? Jeg bare have hende, men det er helt umuligt.

Jeg elsker når jeg kan overtrumfe Kurt: – Du må læse Clausewitz om krig. Hvis et frontalt angreb er umuligt, foretag en omgående bevægelse.

Han så betænkelig ud: – Mener du en baghyler? Udelukket. Hun sidder hele tiden hos sin mor der arbejder i hundesalonen, jeg kan ikke komme i nærheden.

Det var endnu bedre, nu kunne jeg belære ham: – Du må starte med moren, det er Clausewitz’ omgående bevægelse.

Inden jeg nåede at uddybe, ankom Næsen, ganske bleg og med regndråber løbende ned ad kinderne. Han smed et stykke papir på bordet idet han kastede sig i stolen og råbte mod disken: – Dobbelt af det sædvanlige. En akut nødsituation.

– Fortæl, Næse, lød det enstemmigt fra mig og Kurt.
– Forfærdeligt. Jeg har drukket blod.
Kurt mente at det var et brud på vores musketéred: En for alle, og alle får en lille en. At drikke blod må høre til de stærke varer forbeholdt Café O, altså et anliggende hvor vi alle tre skal være sammen.

Næsen indvendte at det skete for længe siden da han blev konfirmeret, ved en tvungen altergang, og at der ikke siden havde været tilbagefald. Hans problem stammede fra en ny kæreste, Bente, som han i øvrigt måtte skjule for den ordinære kæreste. Bente havde vist sig at være Jehovas Vidne, de har noget med blod.
– Hun er bange for at jeg har pådraget mig et Acquired Immune Deficiency Syndrome. Jeg skal have taget en blodprøve.
Kurt indskød af hensyn til mig at de ord betyder aids.
Jeg forklarede at det var nemt nok, en tur på hospitalet og så er den hjemme.

Næsen sad forknyt og kiggede ned i bordet: – Jeg har et problem som jeg deler med otte procent af den danske mandlige befolkning.
Kurt trøstede ham med at syfilis nemt kan helbredes i vore dage, men han forstod da godt at den nye kæreste var bekymret.
– Nej, sagde Næsen, jeg er rød-grøn farveblind. Læs på sedlen, der er sygehusets rutevejledning til blodprøve, man skal følge røde og grønne streger på gulvet. Det kan jeg bare ikke.
Kurt rejste sig op og erklærede med sin formandsstemme at problemet var så alvorligt at han ville give en dobbelt omgang. Han så ud til at være meget påvirket af situationen, og måske – som jeg senere tænkte på – af det ekstra indhold i kaffen.

Efter at have læst sedlen advarede Kurt om at han havde bemærket noget der gjorde ham betænkelig ved det sygehus. Det var punkt 7, ”Kirurgisk Amb” for enden af den grønne streg, er det virkelig nødvendigt at foretage en amputation ved blodprøvetagning? Vi vedtog at undgå den grønne streg helt, uanset aids eller ikke. Det var blevet klart at Næsen havde behov for vores fulde støtte. Også til at holde ham fast under den på sedlen omtalte scanning, der forekom overdreven ved en banal blodprøvetagning

Kurt og mig drog ikke desto mindre afsted puffende Næsen varsomt i ryggen idet han knugede sedlen fast i hånden. Den viste sig at mangle detaljer, fx vel ankommet til ”Sygehus” skulle vi finde en streg på gulvet i ”afd”. Jamen, hvad pokker er afd, og hvor fanden er den? Vi opgav, – indtil Næsen fandt en smart strategi, som grebet ud af Clausewitz’ lærebog for krigsførelse, Sygehuset var altså vores modstander. Vi gik ind i den første den bedste afdeling: Han greb en stok i paraplystativet og fægtede vilkårligt med den, plirrede som en sindssyg med øjnene mens han stirrede ud idet tomme rum, greb en sygeplejerske i armen og tvang sedlen i hånden på hende. Den slags får mig og Kurt til at lægge afstand til Næsen.
– Vis mig vej til blodprøve, sagde han i en ukendt dialekt som han mente de blinde bruger.

Den måde at gribe sagen an på var helt i overensstemmelse med krigens hensigt som er: ”en voldshandling med det formål at tvinge modstanderen til at følge vores vilje”. Og den virkede, Næsen fik taget sin blodprøve. I øvrigt belærte sygeplejersken os om at amputation staves med p, hvorimod ”amb” med b betyder ambulatorium. Hvortil Næsen mumlede at for en blind lyder det ens.

I anledning af at Næsen blev erklæret rask greb han i Café O ordet og takkede os for vores moralske støtte, selv om han syntes at han selv havde klaret det praktiske:

– Men de tog også en anden blodprøve, min promille var helt nede på 1,02, ikke sært at jeg var ude af mig selv den dag.


27 kommentarer

Svømning – en sport for alle

Opgave 2, forår 2017

Sneen er smeltet foran Øbro svømmehal. Jeg sidder inde i hallen på en af de små startskamler som er beklædt med riflet gummi, den er ikke kold og glat som tilskuertrapperne. Efter de første tredive baner med crawl er jeg varmet godt op og det generer mig ikke at hallens luft er kølig, tværtimod. Ved siden af mig står to damer i gang med en samtale.

Den ene er iført en kulsort, klassisk bikini, ikke helt ung, ikke helt slank. Hun har en hvid badehætte på, hovedet er bøjet mens hun kigger ned ad sig selv og lader en hånd glide ned over maven: ”Man skal passe meget på med sort, det danner mærkelige skygger. Bliver jeg uformelig?”

Den anden er mindre, kraftig, men mere muskulær, hendes kortklippede hår er hennafarvet for nylig. Hun er iført en blomstret badedragt og står og betragter svømmebassinet, hvor de mange børn alle sammen skriger mere end de svømmer. Hun drejer hovedet for at se veninden i øjnene og siger med en skarp stemme: ”Hvid er da værre, man ser så fed ud.”

Hende med den hvide badehætte virker nu mere alvorlig: ”I går forsøgte jeg at finde noget til stranden Lidt let og sommerligt, en slankende bikini.”

Nogle vanddråber løber fra den rødes hår ned på overarmen hvor der er ved at danne sig gåsehud. ”Det findes ikke. Prøv Magasin, de har alt. Der går meget tid med at lede hvis man ikke kender de rigtige butikker. Skal vi ikke bare hoppe i?” Det lyder mere som en ordre end som et spørgsmål.

Hånden løber ned ad hoften: ”Ser jeg ikke ret godt ud i denher dragt? På trods af det sorte.”

“Flot nok – kom så.”

I bassinet har man afspærret tre baner til seriøse svømmere. Bademesterens trillefløjte skærer igennem larmen, han står et trin oppe på tilskuertrappen og peger med strakt arm på en dreng som plasker rundt i den forkerte bane. To pift mere da drengen ikke lystrer hurtigt nok.

Damen har drejet hovedet bort for at følge med og tilføjer: ”Du kan da svømme?”

Hånden standser brat på hoften og lægger sig over hjertet: ”Nogenlunde, på svømmeholdet var jeg anderledes end de andre, vandet skræmte mig. Pinligt.”

Den rødhårede træder op på startskamlen og tripper: ”Jeg gider ikke det her. Nu snupper jeg femogtyve baner. Vil du med eller ej?”

Der bliver en kort pause. Ved siden af damerne springer en ung atlet ud fra femmetervippen, som dirrer larmende efter ham. Plask og sprøjt. De får begge to koldt vand på sig.

”Jeg skal ikke svømme i dag, det vigtige var at høre din mening om min bikini.” Hun vender sig om og er på vej ud i omklædningen igen.

Hendes sortklædte ende bevæger sig op og ned, eftertænksomt fra side til side, indtil den forsvinder bag svingdøren. 


24 kommentarer

Det var ikke min skyld, det var slædehunden

Til opgave 1, forår 2017

Else ligger i den sorte sofa med et tæppe om benene og hovedet på en pude. Et håndklæde om det halvlange, sorte hår og en bandage om højre underarm. Øjnene er vendt mod fjernsynsskærmen hvor Dr Phil interviewer om alkoholproblemer. Samtidig læser hun i en masse farvestrålende blade.

De ligger i bunke på hendes mave og spredt på sofabordet, sammen med en bakke med en halv take-away-pepperoni-pizza og en Ritter Sport chokolade. Hun brækker det næstsidste stykke af chokoladen, knæk, og putter det i munden.

Fra entreen lyder bump af en fjeldræv og et par sneakers af mærket Nike flyknit Racer! Døren bliver smækket op og Selma standser brat:
– Mor, hvad laver du? Hvorfor er du ikke på skolen?
– De var nødt til at sende mig hjem.
– Var du fuld?
– Der var en klient som ikke kunne lide mig så han bed mig i armen. Jeg har det bedre nu.
Else løfter armen med bandagen højt op over hundebladene.

– Hvad mener du med en klient? Du er da ikke sagfører.

– På Akademiet for Hunde Pleje hedder hundene altså klienter. Han var utilfreds med min parfume. Jeg fik besked på straks at vaske hår og fjerne min Olympéa Eau de Parfum Spray. Den du godt kan lide, ikk’ skat?
– Mmnnn. Jeg har en nyhed, mor, …

– Mange hunde går da med parfume, fx Grenadine, jeg kan ikke se at det skulle genere. Måske holder jeg op med den uddannelse når de ser sådan på det.
Else løfter det nummer af Vi med Hund og Have som hun er i gang med, og peger på et opslag med en Chihuahua:
– Er den ikke nuttet? kun to kilo, findes i alle farver. Og så skal den tit til hundefrisør, det er noget vi sætter pris på. Sikke en busket hale. Men se så ham der bed mig, – et øjeblik ..

Hun undersøger hundebladene et efter et. Endelig finder hun julenummeret under pizzabakken:
– Her er han, en slædehund, Alaskan Malamute. Helt kulret var han, men flot, lang pels. Han burde have mundkurv på som i Grønland.

– Mor! Jeg vil sige noget til dig. Hører du efter?
– Ja, min skat.
– Jeg har fået mig en kæreste i dag. Jeg skulkede fra skolen så vi kunne være sammen.

Else lægger bladet fra sig, opslået og med ryggen opad.
– Men dog, til lykke! Henter du et par glas i køkkenet, det må fejres.

Selma roder rundt i opvaskemaskinen for at finde et par pæne glas, som hun håndvasker og polerer.

– Jamen, skal der være fest, så lad der være fest! udbryder Else og retter sig op fra sin liggende stilling. Hun stikker hånden ned bag sofaens forben og henter en vodkaflaske frem, fylder godt i glassene:
– Skål, kære Selma.

De klinker. Selma nipper forsigtigt, mens Else tømmer halvdelen af glasset. Der er kommet glans i hendes øjne: – Det var en dejlig nyhed. Nu håber jeg bare at Akademiet ikke smider mig ud. Hvad vil folk med en slædehund når der ingen sne er og de ingen slæde har? Jeg spørger bare. Jeg har alligevel besluttet at fortsætte med uddannelsen selv om de ikke kan lide min parfume. Apropos uddannelse, du er vel ikke droppet ud af gymnasiet? Stop med at skulke. Uddannelse er vejen frem, det ved jeg.

– Nu må du ikke blive forskrækket, mor, men Claus er altså handikappet.

Elses hoved viger tilbage med øjnene spærret op:
– Det var dog forfærdeligt. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene, vi har ikke plads til en rullestol her i lejligheden…

Selma er glad for at hun på forhånd har styrket sig med vodkaen. Hun behøver energi til at overvinde morens modstand, for ikke at sige afsky:
– Så slemt er det ikke, mor, han er bare blind.

Glasset bliver fyldt og tømt igen mens Else overvejer situationen. Øjnene vender sig op mod loftet, bort fra Dr Phil i fjernsynet og fotografiet af slædehunden, indad. Der er stille indtil konklusionen har bundfældet sig:

– Når nu Claus tager hunden med, har jeg nogle ideer til hvordan den skal klippes. Han vil ikke klage over at den ser forkert ud bagefter som nogle af de andre kunder jeg har haft, og jeg behøver heller ikke rydde op for hans skyld. I øvrigt ved jeg at han er et menneske der forstår at værdsætte min parfume, de blinde er mere sensitive.