Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet

Julestafetten 2017, med enkelte rettelser

cropped-24296506_2126774137551607_762188104719858836_n.jpg

Det var en mørk og stormfuld nat, og i den golde ørken var der rim på de små sandskorn og frost i kamelernes næsehår, det var hundekoldt for kameler. Langsomt kom deres erindring om det første døgn tilbage, hvad var det dog, der var sket? De havde alle tre mistet deres ryttere og fundet dem igen efter at de var skvattet ned ad en marmortrappe, og søgte et fremmed land, de kun kunne finde, hvis de fulgte den lede stjerne, der hver nat skinnende så hvidt, at nat blev til dag. Men først måtte de på en eller anden måde forcere Middelhavet.

Efter at have rekognosceret området, fandt rytterne en plimsoller i en lille havn. Skipperen, hvis næse lyste blå og lilla, sad med en lille skid på og sang sømandsviser.

Skipper var lige nået til: ”Hurra for skippers kone,” da han fik øje på de tre sære mænd, fulgt af de højeste kameler, han nogensinde havde set. ”Skip ohøj,” hilste han, hvad det nu skulle betyde.

De tre sære mænd var meget kloge, de kunne læse ægyptisk og arabisk og konstruere pyramider og flyvende både. Melchior, der var den bedste forhandler af dem, fik til opgave at lease vraget og hyre den beduggede skipper.

Hvor vil I hen.”spurgte skipperen og trak en flaske billig rødvin op, og blandede det med en halv flaske vodka, inden han tyllede det ned.

Haha, al vismændenes gamle viden blev blandet godt op med alkohol, så nu er det spændende hvordan de skulle finde kongen. Melchior og skipperen tog hinanden om skulderen og steg i hemmelighed sammen ned ad trappen, ned til det allerdybeste lastrum i skibet, dér hvor spanterne mødtes med kølen. De tændte et par fakler og åbnede for pupillerne for at alt lys skulle komme til sin ret. Og der lige der på det skiddenvåde gulv, omgivet af gigantiske bunker af rottelort, glimtede det til. ”Hvad er det dér? Har du set hvor det glimter?”

Tror det er guld,” Melchior så helt salig ud ved tanken. NU havde de måske en gave til kongen, så han blev positivt stemt og ville hjælpe dem med brikker til det historiske puslespil.

Nja,” Skipper pillede sig i skægget, ”Gad vide om det ikke skulle være den skat, min far altid fablede om, når han var dykket ned i rom’en? Han hadede rotter, så han kiggede aldrig hernede.”

‘Og hvad er det, der står her ved siden af?’ sagde Melchior. ‘En gammel flaske?’ Han fejde det øverste lag støv af og skimtede en gulnet mærkat, hvor der stod MYRRA, så det skar i øjnene.

Av, av! den brænder og svider,” skreg Melchior desperat, ”Hjælp! Hjæææælp, for nok svier myrraen i øjnene, men der er også noget, som vederkvæder min næse. Der bliver brændt noget af, røgelse eller rådden tang. Hvad ved jeg?” og så vendte Melchior sig mod Skipper. Og skønt han ikke kunne afgøre om det var spritten eller søsygen eller de nye fund i lasten, som påvirkede ham mest, var han kommet på eftertanke.

Du Skipper?” nærmest hviskede han, ”tror du på en højere kraft? Altså tror du på, pyramidekraften?”

‘Føj, jeg drikker aldrig the! Og da slet ikke pyramide-pose-the! Men der er nu nok mere mellem himmel og jord end noget andet sted, min gamle far sagde altid, ”at den der ikke kan komme op om morgenen, hellere må gå i seng med skoene omvendt på, ellers kommer hun aldrig ud af fjerene. Min salige far døde med støvlerne på. John Wayne var hans navn.”

Hvad er nu det for noget fuldemandssnak?” sagde Balthasar.

Vi må tænke på vores mission, og lad være med at komme listende herned og forskrække os,” fuldendte Melchior hans sætning.

De samlede deres ting og skyndede på kamelerne, som brokkede sig ”de kunne nok selv finde ud af det” og så gik de ombord. Skipper stod midt på dækket og lod sit vand ned i sildetønden. ”Splitte mine bramsejl,” udbrød kokken, men det er måske en ny opskrift på spegesild masser af salt og så lidt rævepis,” grinede skipperen… men knap havde han sagt pis før kamelerne styrtede ud i forstavnen, kastede sig ud over rælingen og  fandt ud af, de ikke kunne svømme for de var jo ørknens transportheste.

Men heldigvis havde de seletøjet godt spændt fast til skibet og vupti lettede hele molevitten og fløj som en svævende kanebåd ud over Middelhavet. Nedad gik det så sildetønden væltede og indholdet oversvømmede dækket, ned mod alle historiers skatkammer.

Gode råd var dyre. Skipper faldt over et kamelben, da han styrtede ned for at redde skatten. Kasper og Melchior var i skatkammeret før nogen havde sagt myrra. De lagde sig som levende barrierer foran guldet og myrraen. Som en slags trækpapir fyldtes deres klæder med sildetøndens flydende indhold. Fy for Satan, hvor de stank.  Men endnu værre var det at kamelerne havde fået luftsyge og dermed dårlig mave. Kamellort fløj dem om ørerne og Kasper og skipper slog med armene så de var lige ved at lette. Skipper skred forrest i en pøl af af pis, saltlage og sure sild. Bagved bredte de to vismænd en ubeskrivelig stank. 

Ja, så skidt pyt da,” sagde Kasper og rettede på sit hovedtøj med en fimset bevægelse.

Skipper som efterhånden var blevet temmelig ædru tænkte. ”Hvad på de syv have er det med den knægt, han skulle da vel aldrig være en HBTQ2 eller Pan6’er eller bare en almindelig dovendiderik som gerne vil have nogen til at slave for sig?”

Det hørte Baltharsar godt, for han havde lige fået renset sine øren for sand og kameluld, og han blev lidt pikeret og ønskede en mere høvisk skipper med sans for civiliseret omgangsform, noget der efter hans mening var behov for i en sådan situation hvor barbariet var på fremtog,.

Såsandelig,” gensvarede den nu ædru skipper på stand, “sæt rensdyrene eller kamelerne eller hvad vi har i gang med at, jamen jeg mener, sæt dem nu fri, måske eller, bør vi hellere tænke os om, dybere mere seriøst, højere stærkere måske? Eller blot bedre og yndigere og bør vi derfor eventuelt forberede det som kommer fremover? Selvom vi ikke ved hvad fremtiden mener og eftermælet bringer.”

—-

Samtidig – et helt andet sted – havde Josef netop fået at vide, at han og alle de andre skulle ‘skrives i mandtal’. Pokkers, tænkte han, ikke nok med, at jeg ikke kan huske, hvordan og hvornår, Maria pludselig blev gravid (hun havde vist nævnt noget om, at det var Guddommeligt, det var da altid noget!), men nu skulle de oven i købet ulejliges med en lang og besværlig tur. Men af sted måtte han, så Josef tog sin veninde Lucia i hånden og satte sig på sin bedemåtte og bad, men noget bed ham og han kom til at sige et par ord som ikke hørte til bønnen. Alligevel lettede bedetæppet, og mens Maria så på, forsvandt han ud over Middelhavet.

Men Josef faldt af i det første sving og nu lå han og pjuskede i vandet, han måtte svømme. Nød lærer nøgen kvinde at synde eller svømme og det samme gjaldt for Lucia og Josef, som på basis af nogle tidligere beregninger vidste at hvis han baskede tilstrækkelig hurtigt med armene kunne hæve sig over havet. Som beregnet, så gjort. Han fløj.

Joseph kom undervejs i tanker om påskefrokosten i går, og så kan det godt være svært at huske, hvad man lige sådan gi’r sig i kast med. Han havde ligget med enden i vejret og gravet under kamelen fordi han syntes at han havde set spidsen af en konfelat, men da han læste inskriptionen på den var han blevet så forfærdet at …, og da kamelen i det samme åd hans bukser og søde Lucia var kommet ind til ham med sit særlige smil – syntes Josef(ph) ligeså godt han kunne afsløre sin sande identitet som Lektor Hansen i et andet århundrede, men nu bød han Lucia på en smagsprøve af de småkager, han havde bagt sidste uge. Derefter måtte han tilstå og håbe at hun forstod hans bevæggrunde til at iføre sig falsk identitet.

Mmmm,” Lucia havde tygget omhyggeligt, men så ikke specielt begejstret ud, ”Du Josefph Hansen, hvad har du egentlig kommet i de her kager – hihi.” Lucia fniste.

Jo, ser du, jeg fandt et grantræ med pot, det har jeg brugt lidt af.

Lucia havde fundet det utroligt morsomt. Hun kunne ikke holde op med at le, og snart lo de begge, så de fik ondt i maven. Eller var det af småkagerne. Eller allermorsomst havde det nok været at lektor Josepfh stod med bar bag, fordi kamedaren havde ædt bukserne. Han var fløjet afsted uden bukserne og stod nu på dækket synligt interesseret i Lucia som han havde afvæbnet med småkager. Pikant og lovende – desværre kunne han ikke komme i tanker om hvad der videre var hændt, indtil han befandt sig på skibet

Hej skipper, står der ikke en mand uden bukser?” Kasper pegede mod skæve lektor Josepift med pillerrikken, som holdt SkønLucia om jordelivet, idet han brød ud i barytontoner: ”Oh kæreste LivligLucia, vil duuu bli’ mit uuufødte barns egen BaARm. Så min skøøønhellig HuuustruModer, kan forbliii en Jomfruuu så skøøøn. Og duuu min egen drøøøm,

Da det blev morgen den sjette dag, vidste ingen, hvad der var sket. Undervejs over Middelhavet var Lucia blevet en del af gruppen, Josef var blevet lektor Hansen med hang til erotik, han havde forsøgt sig med praktiske øvelser udi både parringsdans og Lektor Josefph fik aldrig afsluttet sin sang, for han opdagede, at han kunne stå der lige på vandet som en anden hellig mand, med den kære Lucia ved sin side. Det gjorde ikke euforien mindre.

Kasper og Melchior sagde i munden på hinanden ”Lad nu bare barnet”. Lektor Hansen og Skipper nikkede og samtykkede. De ville gerne have noget kønt at se på.

Lad os komme afsted” skipper gav Lucia et klap i numsen – hun havde ikke haft i sinde at vende hjem til sin mor og alle hendes hunde. Men en barnumset mand var rigtig skøn, lige noget for hende. Hvorimod den baldeklaskende skipper der stank af dårlig vin og rådden sildelage, nej! Han var for meget. Hendes vredessorte øjne skød lyn og hendes hånd skød ud mod skippers kæbe, idet hun brølede: “#metoo!!”

Ha! Her havde I rigtig nok tænkt jer at holde en mandehørmer af en skibssammenkomst, hva?” fortsatte hun med trutmunden og sit blottede skød rettet mod Josephfyrsten … ”men, jeg kan da godt se på Josephmandens tingeltangel, at han savner noget opmuntring”

Skipper og alle andre hanvæsner – selv hankamelen – så misundeligt efter Lucia som trak lektor Hansen ned under dæk. ”Hmm, skal vi …,” skippers stemme gik i falset, ”have and eller gås til juleaften?”

Jeg har ingen forstand på julemad og som kvinde må du vide alt om rødkål og flæskesteg. Jeg giver på forhånd fortabt,” Lucia råbte nede fra skibets bug, som om hun tænkte dybt over spørgsmålet. ”Min ris a la mande er bare…. undskyld, jeg mener naturligvis, min ris til bare mande.., lige meget med det vrøvl, jeg er under dæk med den skønne lektor, og så må I klare jer deroppe. Jeg har vigtigere ting for og tåler ikke flere afbrydelser!”

Skipper sukkede skuffet, den lækre steg eller sild var forsvundet: “Så er det vel på tide at vi går ombord i yulegløggen, den havde jeg rent svedt ud i Middelhavet sammen med sildelagen, vi er allerede fem dage forsinket. Balt og Kasp, I husker forhåbentlig hvor tønden er. Og giv så resten af det forfærdelige Chateau de Pis til kamelerne”.

En em af lykke og lyd trængte op gennem dæksplankerne. Som Lucias mor altid sagde om sin kennel, “Hvo intet vov’er, Intet finder på.” Lucias mor havde som bekendt en halv uddannelse som falskmøntner og en halv uddannelse som hundefrisør (erhvervet i fængslet, da virksomheden som falskmøntner måtte lukke. Som hundefrisør udarbejdede hun nye, falske stamtavler der passede bedre til kundernes ændrede udseende. Det gik kun halvgodt. Hun er for tiden beskæftiget med at forfalske Lucias stamtræ som skal vise at Lucia er efterkommer af Alfred Nobel.) – hvilket også passer på anden vis, da pigen er ret dynamisk i sin vovede adfærd.

Lucia havde altid været sprængfyldt med dynamit, og gode men en gang imellem også farlige ideer, ligesom sin postulerede oldefar Alfred Nobel. Hun blev altid inviteret med til nytårsfester, fordi hun forstod at sætte gang i festen, med sine attributter. Hun var DAMP- barn. Men den diagnose var der ingen som tog sig af. Hun havde nemlig en PHD-grad i virksomhedsledelse og sexologi fra Cairo Universitet. På universitetet havde hun heldigvis også lært at svømme, og slå saltomortaler, ja, hun var faktisk berygtet for sin karatemortaler. Men bedst var hun til forførelsens kunst. Hendes glade vuggende røv gjorde indtryk ligegyldigt hvor hun vendte sig.

Skipperen havde skiftet trøje og bukser, så nu var det kun et spørgsmål om de skulle sejle eller flyve eller ride på kameler. ”Nu kan det være nok med de kameler!” råbte han. ”Det er hele tiden dem, der ta’r opmærksomheden, og da jeg er narcissist, kan jeg ikke holde det ud i længden! Vi sejler! Og i min skude og med mig ved roret!”

Men så sagde Kaspar, som in cognito havde taget samme kurser i sexlogi fra Cairo som Lucia: ”Mangler vi ikke noget proviant? Vi skal have en ny tønde sild, og foder til kamelerne. Samt noget frisk kød, især det sidste.”

Kamedarerne og dromemelerne var ved at være godt trætte af a gumle fisk, så det der med frisk kød havde de sikkert været glade for at få som afveksling, men nu var det ikke dét Skipper havde tænkt da en eller anden råbte ”frisk kød”, efter at nogle andre (de første som skulle blive de sidste) havde mumlet i munden på hinanden om russerrøven og sildeben og hvad ved man egentlig når det kommer til stykket.

Hej Lucia”, kom det frejdigt fra Kaptajnskipper ”Frisk kød. Fugtigt skød. Vin og så din mund så rød og blød. Og en tønde julemjød.”

Da det blev morgen på den syvende dag, var der stadigvæk ingen, der vidste hvordan rejsen blev eller hvem der var hvem, og hvad fanden de egentlig lavede der ude på havet et eller andet sted mellem Afrika og Europa. Bare der var mjød, Chateu de Pis – frisk kød og beskøjter i lasten, tjah… så …var alle tilfredse, især gårsdagens seksuelle aktiviteter havde været god for stemningen såvel blandt menneskene som dyrene.

Dromelummerne traskede stadigt på deres styltelange stænger gennem Middelhavets salte bølger. Som bekendt er det hunnerne af disse pukkelbeklædte højorganismer som kan holde hovedet koldt når det brænder på. Skipper småbandede, mens han prøvede at få transportmidlerne i brug.

Se hvad jeg har fundet!” Balthazars stemme lød eksalteret.

Skipper kom til at ryste på hånden. ”Ikke flere nye ting,” sagde han. Nu skal vi frem. Vi er meget forsinkede. Kongen venter.”

Jamen kig engang,. Den må vi kunne bruge – en cykelhjelm! Jeg skal bare finde hvor ”on” knappen sidder. Sådan.” Balthazar forstod at hjelmen måtte sættes på hovedet, for at kunne bruges til noget. Med aktiveret cykelhjelm fastsat på den blanke isse som foreskrevet og med spænderemmen strammet under dobbelthagen, kunne han høre hvad kamelarerne, som trak rundt på skuden, gik og tænkte.

Shhh”, udbrød Balthazar noget overvældet for at tysse på Skipper og de andre, så han kunne høre alt hvad der foregik i disse statelige højdyrs hjernevindinger. Snart fandt han ud af, at de tænkte sammen med hinanden og at det var helt Guddommeligt hvad de kunne give udtryk for.

Dromedalla”, meddelte den ene og måske højeste kamelar til en anden, ”Har du hørt det om den lede stjerne? Den skulle vise sig på himlen om sådan cirka 17 dage – eller måske rettere sagt – nætter. Er det ikke der at Kamelotta har termin eller er det først engang om et par måneder? Tror altså det er et menneske de leder efter. De går ikke så længe med deres unger i maven.. Så altså lad dem snakke løs og vælte sig i deres eget pjat de ved ikke bedre – vi kamedarer er stolte dyr, der bærer på den næste generation i mere passende lang … tid…”

Baltazar kunne ikke længere høre, hvad kamelerne tænkte, der var nok ikke mere batteri på cykelhjælmen så han tog den af sig og lagde den bag kabyssen, hvor en blind passagerer havde gemt sig under hele færden.

Det var såmænd Helene Sander fra Stenløse, en tidsrejsende fra 2017, som sad der og guffede skumbananer. Balthazar gik hen og kyssede hende lige midt på hendes skumklistrede lille trutmund, for hun var jo en fager kvinde med attributterne på rette sted og pæren i orden. Sander lod sig ikke narre af batterisnak og tog hjelmen på hovedet, for en ting havde hun forstået, og det var at for at nå til kongen og sønnen og de hellige hekse eller hvor det nu var selskabet var på vej mod, så måtte de benytte sig af kamelonerne, som lod til at være de eneste der kunne navigere.

Fuld af energi fra skumbananerne stillede Sander fra Stenløse sig i bredstilling, viftede Balthzemanden til side, og befalede at alle skulle følge hendes ordrer fra nu af.

Det passede slet ikke Lucia, der anede en rivalinde i den veludstyrede blondine. Hun vendte ryggen til de andre og så sur ud. Hvis det ikke lige havde været for Balthazar der i ædru tilstand følte sig ydmyget af den blonde Valkyrie, med det meget symbolske navn Sander fra Stenløse, næhh…må vi be`om lidt respekt for mænd her.

For fanden” brølede Sander, ”hvis ikke I begynder at lytte til kamelonterne, så kommer I sat’me ingen vegne!” Hun var så rød i huden under skumbananklisteret at Baltharzar frygtede hun ville eksplodere eller gå i brand. Hvad ingen ud over Sander vidste, var, at cykelhjelmen var en trykstyret tidsmaskine hun havde bragt med fra Stenløse.

I hendes ophidsede tilstand blev tidsindstillingen aktiveret og pludselig forsvandt både hjelm og Sander fra dækket, og de der stod tilbage var lamslåede, undtagen Lucia, nu så det ud som om hun rivalløs snart kunne nå til Sicilien og lægge en krans på sine forfædres ø, inden hun gerne skulle nordpå – hvor hendes store årlige come-back forestilling nærmede sig.

Hun skulle danse Luciadansen for en forsamling af stambogsførte mænd (og måske deres hunde, men ikke deres koner og konkubiner). I sit hjertes dyb håbede hun at lektoren ville følge med til kransenedlæggelsen, og – ifald han var stambogsført – til dansen. Den blev kaldt de syv slørs dans, og hun skulle bære et kostume bestående af syv gennemsigtige slør. Meget vovet men også yderst stilfuldt. Hvert eneste slør havde tilhørt en historisk person og var uvurderligt, røvet fra personlige gemmer på livsfarlige togter blot for at Lucia kunne gennemføre sin dans. I rækkefølge med det sidste slør først havde de tilhørt:   


Nefertiti
Cleopatra 
Svend Tveskæg (også kaldet Svend Tvetulle, men oprindelse hertil tvivlsom)
Marilyn Monroe
Theresa May
Dronning Margrethe II, og
Marianne Jelved

Især det sidstnævnte var specielt. Det havde taget farve af Mariannes politiske ståsted og changerede i rødt og blåt. Det havde svært ved at beslutte sig til, hvor det ville falde og svævede derfor elegant. Hun lukkede øjnene og hørte allerede bifaldet fra tilskuerne, idet en gennemtrængende lyd fik dagdrømmene til at forsvinde.

Da hun åbnede øjnene, var kamelerne gået i gang med de syv slørs sang efter bedste evne. I højlydt trestemmig skryden øvede kamelotterne sig på den svenske udgave af Lucias sang. ”Nu bæres lyset og stjernen frem….” melodistemmen lidt vaklende, men 2. og 3. stemmen passede godt til kameltrutteri. Sproget en lidt uforståelig blanding af oldgræsk, latin, moderne italiensk og lidt svensk, men det var lige meget for der var ingen der forstod et ord, de holdt sig for ørerne for at slippe for larmen.

Lucia lod sig ikke mærke med noget. Hun nærmest svævede, undtagen lige til den næstsidste tone, hvor den ene kamellot slog en gevaldig prut, der som tordenvejr rullede hen over alle i nærheden.

Lucia standsede øjeblikkeligt og råbte surt: ”Der fløj alle mine slør. Så fang dem dog!” Og mens hun stod der i det bare ingenting susede kamelotterne og drommedutterne af sted efter slørene, men de havde ikke opdaget at det var blevet den 9.december, kun fire dage til Lucias come-back-show og 15 dage til at finde den lede stjerne, der hele tiden blev væk bag sorte skyer. Nu havde de brug for noget oplivende, som en lille snebyge, der nok vil skræmme kamelotterne og dromeditterne fra vid og sans fordi de aldrig har oplevet sådan noget koldt stads, der flyver rundt om ørerne og sætter sig i øjenbrynene.

Da lød der atter et kæmpe tordenskrald. Kamelotterne havde brugt deres hemmelige våben: kamelprutter. De havde koordineret deres uddunstninger i en kakafoni af lyd og lugt.

Kamelerne svøbte sig i Lucias slør, kun Nefertitis lå ubrugt tilbage på den frosne jord på kajen, som kamelotterne (endnu søvndrukne af lyd og lugt fra deres egne høm, høm etc), i fortsat pasgang, nu var begyndt at anlægge skibet ved. ”Hej, O’høj”, klukkede én som ingen rigtig kunne se, hvorfor den lidt kække klukkende hilsen virkede mærkeligt gengangeragtig. Stemmen kom højt oppe fra, fra en sky der kunne minde om Cleopatra på en tåget måde, en trist måde, en statsmandsagtig måde. For andre lød det som Frøken Sander der hvisker fra sufløsehullet på Det Kongelige Teaters gamle scene.

Snart kom toppen af en cykelhjem til syne og derpå resten af Helene Sander fra Stenløse stående på toppen af Kamellas pukkel med en vaniljekrans i hånden og med brynene vinklet til sejrstegn. Hun talte nu med myndig stemme bakket op af sin vaniljekrans: ”Vi qvindfolk må holde sammen, Lucia! Jeg synes at du skal danse og det andet du kan, og at jeg til gengæld skal bage, da min ende er blevet uformelig af at sidde i sufflørkassens i totusinde år.“

Lucia tryglede: “Helene, vær nu sød at give mig mine slør, jeg fryser som en pelset sælunge og det er slemt”. Hun var godt stresset, for hendes store show skulle forberedes ordentligt. Men måske kunne Helene virkelig bage, altså bage brød ikke bare bage på mænd, som var hun en levende julegodte der bare ventede på at blive spist. Nej, hun kunne både bage vanillekranse og luciabrød.

De hedder altså Lussekatte,” råbte Lucia.

Lusseklatter? Nej nu har jeg da aldrig hørt mage,” udbrød Helene den fagre. Hun misforstod Lucia og troede at lusene i kamelotterne skindpelse var begyndt at befolke bagværket. Helene, den Skønne, var rask til at dømme, men Lucia, den Blide, havde hurtigt tabt interessen for Helene og hendes knævren. Hun dagdrømte igen om sin Josef, som var faldet i udmattet søvn efter deres møde, men hun fik øje på Balthasars balder, lidt underholdning i mellemtiden. Han var desværre ved at kravle op på Kamellas pukkel, var han virkelig så betaget af kvinden fra Stenløse?

Balthasar rakte armene ud mod hendes øverste attribut, og netop som Helene med hengivne lukkede øjne beredte sig på en våd omfavnelse, greb han cykelhjelmen og satte den på sit eget hoved, trykkede på on og kunne høre hvad kameltotterne tænkte og kommunikerede med hinanden om. Det var interessant for de var netop ved at drøfte mulighederne for at udføre et kup – ja nærmest et statskup – de ville udnævne Dølleflællemusse til hovedstad i Danskerland og indføre Luciaoptog med kamelotter og drommedutter og med Den fagre Helene som galionsfigur og hendes hjelm som en slags asyl for hjemløse kamelotter, der gerne ville lære at danse.

Problemet var, at der ikke fandtes ret mange drommedutter, så i stedet besluttede de at gøre oprør, fordi de følte sig sat i skygge af Lucias evne til at rotere bagdelen. Rotation gjorde at puklerne kom i modtakt og de mistede balancen, det ville aldrig kunne fungere. Kamella havde en idé at de kunne vinde verdensherredømmet ved at nå til tops i melodigrandprix: “Som vi ved er det ikke evnerne det kommer an på når man skal vinde, men beslutsomheden.”

Balt forklarede de andre hvad han havde hørt kamelerne tale om: “De sigter mod verdensherredømmet, så vidt jeg forstår. Prøv at være søde ved dem, så de kommer på andre tanker.”

Nej, nej” stønnede Caspar oppe fra en drummedelle, ”Kære dellevennedyr. Vi er jo venner, som sagt, og vi skulle jo egentlig et eller andet med en konge, eller gudeskøn søn af noget evigt, som skulle have de der … øhm .. lig i lasten og … Hvad er nu det for en usolidarisk tanke med at vinde verdensherredømmet?”

Baltemanden, der ikke kunne lide at blive afbrudt, hævede stemmen og fortsatte. ”Som jeg var ved at sige, så er kameler…”

Øh, æm, … men hvad med Lucia og hendes lysfest” afbrød Caspar endnu engang ”og … og … vaniljekransene? Det er da …”

Balts øjne lyste mod Caspar mens han langsomt og indædt fortsatte (eller gentog alt efter hvordan man nu vælger at tolke situationen) ”Som sagt: K A M E L E R er jo de bedste ørkenvandrere, og vi må ikke glemme Melchior og vores egentlige mission. Det var jo noget med en konge der skulle fødes. Mon Melchior ved hvad vi egentlig har været udsat for på denne rejse?” Caspar kløede sig i skægget og var ret tilfreds med at han og Balte egentlig lod til at være overens.

Men det varede ikke længe før ouverturen til Elverhøj strømmede ud af cykelhjælmen med en kraft som blæste kameler, tre vise mænd, en uvis skipper og hans fartøj med en besætning af kvinder afsted.

Hvad fanden laver vi her?” hvæsede den skønne Helene fra Stenløse og forsøgte at slide hjælmens hagerem op, som lod til at være gået i baglås. ”Sikke noget fnatmusik. Trompeter og horn og åh..” endelig fik hun hjelmen af og kastede den over venstre skulder, så den landede i orkestergraven, lige da strygerne skulle til at file i dobelttakt. ”Luciaaaaa for satan, nu spiller de sgu kongesangen! Kom! Kom! Afsted! Afsted til polarcirklen, hvor jeg har hørt der bor en nissekonge.”

Jeg skal til Sicilien!” skreg Lucia, stampede i gulvet og roterede med bagdelen, ”Jeg er hyret til at performe via både you-tube og Danmarks Radio, og om to dage går en helt masse børn og enkelte voksne i optog rundt omkring i mange lande og reklamerer for min optræden.” Hun satte sig forurettet ned og kom så i tanke om den magiske cykelhjelm, der lå i orkestergraven. Hun styrtede derned, trådte på instrumenter og musikere, der snart lå i en rodet bunke med arme, ben og alle slags instrumenter blandet sammen. Undtagen valdhornet. Så foruden skrig og skrål lød den smukkeste valdhornsolo.

Og den blev ved, indtil Kamella tog en bid af hornet, hun var fulgt tæt efter Lucia i den hensigt at sætte tænderne i hendes runde, blidt bølgende bagdel – men blev til Lucias held distraheret af valdhornet. For en kamel er valdhorn altid en udfordring. For Det Kongelige Teater var Kamelas fremkomst imidlertid en katastrofe, hele tilskuerrummet havde rejst sig andagtsfuldt for at hylde det fremragende spil, men nu udbrød panikken løs blandt de hårdt prøvede musikere. De råbte og skreg og forsøgte at komme væk fra den brunstige Kamella, før den opdagede at valdhornet godt nok gav lyd fra sig, men levende var det ikke.

Hvad nu? Lucia optrådte som Florence Nightingale og trøstede med sin bløde barm de sårede musikere af både hun- og hankøn. Kamella havde miste interessen og var i fuld fart på vej tilbage til Kgs.Nytorv, hvor hun havde hørt et kaldesignal fra en artsfælle.

Det var Sicilien og ikke Sjælland jeg skulle til,” græd Lucia mens hun fortsatte sin mission som trøster og hjælper, noget hun var som født til. Senere fik hun en masse ægteskabstilbud fra de sårede musikere, men lige nu var hendes største bekymring hvordan hun fik de uregerlige kameltotter til at falde lidt til ro. Hun brød ud i sang: ”Sankta Lucia, gør som du plaajer, stik mig en bajer…”

Stop dog menneske! Hvad er det du synger?” Lucia blev afbrudt af den unge, sportstrænede og solbrændte kapelmester Egon Olsen. Hun stoppede brat sin skønsang, han ville være den helt rette til at invitere hende hjem, her selvsamme aften, og måske berede en scoremiddag, men allerhelst ville hun overtale ham til at få kamelerne under kontrol – og nu skulle der bages vaniljekranse og lussekatte, hun kunne ikke blive ved med at fjolle rundt med hele kapellet.

Red kamelerne!” sagde hun til kapelmesteren, med sine tårefyldte og smukke dådyrøjne.

A’ hva?” sagde Egon.

Du er den eneste som kan redde kamelotterne. Jeg ved at du kan gøre det. Du skal bare vifte lidt med armene, sådan som du nu gør det så fint, og sådan at gutterne derhenne kan trutte en fanfare – fare fare krigsmand – den der kommer sidst ud fra dette sted ryger lige ned i den sorte gryde, den med de gule ærter.

Ja, Lucia! Nemlig. Hun var ved at få nok af de tossenosser. For havde de ikke forstået, at de gule ærter var kamelduttermes krudt og kugler? At de udgjorde den tragiske materie til duttelutternes smørelse og røgsignaler? Hvordan troede de mon ellers, at ka’dutternes sidste prut-‘i-røg-og-damp’-angreb mod haledanskerne var blevet til? Næ nej, nu kunne det være godt med alle de forvirrede hundenumser.

Der var blot et døgns tid tilbage inden Luciadagen skulle gry, så Luciapigen forlod selskabet med et charterfly til Sicilien. Med sig havde hun en pose nybagte vanillekranse, som hun stjal på LaGlace, de skulle ofres til forfædrenes ånder.

 

Tilbage var resten af banden med kamellotter og det hele.

I kan nok forstå.” råbte Melchior. ”Vi har travlt nu. Vi skal være fremme om mindre end to uger. Og hvor finder vi den lede stjerne igen?

Ja se, vi må bede til vejrguderne om solskin om dagen og stjerneklart om natten” sagde Balthazar.

Ellers kan vi ikke følge efter en stjerne, som måske er fake-news” gnæggede Kasper, der efterhånden følte sig helt overset.

Kameltotterne var godt trætte af at vandre rundt i kolde våde egne, designet som de var til varme og ørkensand, så de tog ind til den nærmeste storby, hvor de fandt et sted hvor der stod ”Sol 10 kroner”. Der er sol og varme, tænkte de – og oven i købet 10 kroner – kongekroner – men de blev skuffede. Kamelulden hang i laser efter den omgang sol, og kongekroner så de ingen af. Med solariebestyreren i hælene flygtede kamelotterne hen over Rådhuspladsen, hvor de efterlod sig en sky af kameluld, og videre mod Siilien.

Men den dag skruede Lucia tidsmaskinen tilbage til nu, for at komme frem til Sicilien i morgen på selve Luciadagen. Hun landede i havnebyen Syrakusa klokken 21.43 lokal tid og blev modtaget af kaptajnen ledsaget af lektor Hansen, der var iført de syv slør som han havde opsamlet fra alle fire verdenshjørner. Men kameler og vismænd var der ikke. ”Min Lucia,” udbrød han, ”jeg kunne næsten ikke vågne af længsel. Nu skal du høre noget vidunderligt der hændte mig da jeg var på jagt efter dine slør som vinden havde taget og tågen gemt!”

Hvad Lektor J. Hansen imidlertid ikke havde tænkt på, var at han og skipperkaptajnen så skræmmende ud, tilslørede som de var. Lidt som en tohovedet gud, en Janusfigur, eller noget meget mere alvorligt. Lucia gav et bedårende hvin fra sig af befippelse mere end af angst.

I nærheden stod to stoute fyre, vestjyder med J. De kom øjeblikkelig den små Lucia til undsætning med det resultat at Lektor-Skipper-monsteret blev endnu mere indviklet i de mystiske slør. Nu kunne det jo være gået gruelig galt, men tænk engang, slørene begyndte at lyse som en stjerne om hovedet på Janus-figuren, som med to munde brød ud i fællessang:

Natten er ovre nu,
så er det morgen,
vi elsker lyset du,
som kom foroven.
Nu skal vi drikke glögg
og spise julegrød,
kærligt hilser vi Lucia,
du er en 10-er

– og så fik Lucia krone og kalot på hovedet og kørte rundt til alle hun kendte og fejrede sin eksamen bestået med et 10-tal. Det var ikke let at se, at hun faktisk var 1713 år gammel, havde helgenstatus og blev fejret hvert år på den mørkeste vinterdag.

Lektor-skippermonsteret lyste op i mørket og de andre vise mænd troede han var den lede stjerne, de skulle følge efter, så det gjorde de. Snart var de en hellig skare, der fulgte en falske stjerne, der kun kunne føre dem i fordærv. Og minsandten om det ikke skete, de tre hellige blev infiltreret af skøger og Hells Angels-medlemmer, der var på flugt fra en frafalden flok af samme slags. Det var en folkevandring uden lige. Overalt hvor de kom frem stillede folk sig op og kiggede på det sære skue. Selv på slottet blev vinduerne slået op på vid gab og minsandten om ikke også dronningen kom frem med udslået hår og råbte: ”Gud bevare Danmark.”

Bag hende anede man tre kameler – den ene iført cykelhjelm – alle noget forpjusket udseende, samt nogle flere hoveder.

Juhu!” skreg lektor-skippermonstret, da han fik øje på dem. Han vinkede og vinkede, men kamelerne kiggede ikke til hans side. De havde travlt med at gumle på lusede katte, der ofte sås smygende langs Syrakusas murbrokker, for de troede det var ørkenlav, – indtil den forreste dromelum knækkede en tand: ”Au for katten det der lav smager af mur, gør det. Brrrrr brrrrr brrr” fortsatte hun så på ægte kamelvis.

Lucia som lige havde nuppet en lille lur på den anden side af muren, syntes kamelklagen lød som en boremaskine eller en sværm af bremser, så hun tog luren for munden og satte en krans med lys op på sit hoved, mens hun truttede Luciasangen.

Det blev lidt monotont, men Kamelurerne begyndte at synge som om de var blevet vakt af en hellig ild. Meget festligt. Man ville have kunnet læse om det i Det Ny Testamente, hvis ikke det var blevet slettet på grund af det løsslupne indhold.

For vildt gik det for sig. Kameluerne sang og dansede i timer, gik helt amok og indbød enhver til at danse med. Lucia truttede og svnsede og sang, og lektor-skippermonstret smed de syv slør ét for ét indtil det var blevet for vovet, hvis ikke det havde vist sig at det var lektor Hansen og Kaptajnskipper som var bag.

Alt så sløret ud derindefra”, sagde lektoren drømmende til kaptajnen, ”men jeg fik da godt kik på dine tatoveringer”. Kaptajn Skipper sendte Lektor Joseph et langt blik, spillede med biceps og sagde kærligt: ”Din…Din slørhale” idet han blinkede til lektoren med et skævt smil. Det her bliver en historie som jeg kan fortælle de andre sømænd på havneknejpen. De to kastede sig ud i den mest løsslupne dans, nu foruden slør.

Det var intet mindre end betagende som disse to veltrænede mandfolk kunne træde udi et nyt eventyr, lektor Joseph havde glemt alt om jomfruer og koner og alt det der andet. Det eneste han nu kunne tænke på var den der ledelygtestjerneskipper som havde besløret ham, medens Lucia stod hulkende, for hun havde lovet sin mor at opføre sig anstændigt og ikke medbringe en hale af forvirrede mandfolk og kamelotter. Sådan nogen aktører hørte ikke hjemme i et optog, som fejrede blidhed og godgørenhed overfor fattige og trængende.

Nu måtte Kasper og de andre to tage sig sammen, festen skulle slutte og stjernekongen findes, det kunne kun gå for langsomt, for nu var der kun 10 dage til en religion blev til, som skulle sende folk ud i krig og elendighed på syv-elve kontinenter og trænge igennem alle universets milliarder af sorte huller. Lektor Hansen tog sin encyklopædi op af en fold i sine skotskternede boxershorts. Så kravlede han op og satte sig til rette mellem puklerne på Kamellotta. Han begyndte at læse.

Da han kom til side 507 måbede han. Der stod at der slet ikke blev født en kongesøn den 24. fordi kalenderen blev opdateret efter gældende markedskræfter. Derfor var der vild forvirring på alle kontinenter, fordi ingen kunne finde ud af, hvad dato det var. Det nemmeste var at følge sol og måne og så selvfølgelig stjerner, ligesom man altid havde gjort, så det var vel et forsøg værd at følge den der lede stjerne, der dukkede frem på den disede morgenhimmel eller også måtte hele ekspeditionen gå hver til sit uden at have opnået noget.

Der var et par stykker, der havde fået nok, de sagde pænt farvel og skred, men de fleste var stadig opsatte på at finde vejen til kongen de havde hørt om, for som en af dem sagde:”Det går ikke røg af en brand.” Inden han blev afbrudt af kamltterne, der hylende satte i løb, som var selve den onde efter dem. Det var han måske også, for 100 meter fra ekspeditionen stod en hær af mænd i rustninger dekoreret med lys og flettede hjerter, parat til at synge duet med hver eneste ekspeditionsmedlem.

Hæren var et sangkor, der i anledning af den kommende lysfest var på tourné i det sydlige Europa, og nøøøjjj. hvor italienske mænd kan synge O SOOOOOOOOOOOOle MiOOOOOO! De holdt tonerne så længe, at nogle af dem blev blå og lilla i hovedet. Kasper bød velkommen, og inden længe fulgte de med ekspeditionen og den lede stjerne.

Imens de gik, prøvede de at lære andre i følget italiensk opera. Det lød noget sært, især da kamelerne blandede sig og sang bas. Men de fik benene på gled, de skule jo også nå på sporet af den der stjerne, og så nyttede det ikke at fokusere mere på den der sol. Godt nok var det en lysfest, men der var det mest brugt med stearinlys, indskød den fagre Lucia, mens hun forsøgte at slukke ilden som pludselig var brudt ud i hendes lyse lokker.

Hvem har et ildtæppe eller en brandslukningshjelm?” skreg en åndet ånd, som ikke havde fattet at flammerne var et lysshow på cykelhjelmens blanke overflade. Da de omsider forstod at Lucia var OK, stak ånderne af igen og efterlod hende mutters alene midt på vejen i støvlelandet Italien. 

Vejret var fugtigt og skyerne hang lavt både nat og dag. Men den lille karavane af  vise mænd og deres følge fandt et gammelt kompas og slog plat og krone om, hvorvidt de skulle gå mod nord eller mod øst, syd var udelukket fordi de kom derfra, desuden havde turen over Middelhavet været alt for dramatisk, nu skulle rejsen foregå i ro og fred. Vest så også lidt vildt ud, så de valgte i første omgang, noget overraskende, at gå mod nordøst, for de havde hørt at i den retning boede der en tudsegammel eremit, der levede af luft og kildevand. Hvis nogen kendte retningen, måtte det være ham, men hans harem af skønsyngende cirkulumbiner var ikke at lege med.

Det kunne lektor Hansen alias Joseph fortælle, for han havde læst i encyklopædien: ”Eremitens cirkulumbinesangerinder forlokker folk, kameloner og andre ånder. De tryllebinder folk med ja rendyrket forlokning. Umuligt at affortrylle. De stakkels forlokkede væsener blev efterhånden gale og begyndte at gå i cirkler.”

At gå i cirkler lyder noget ensformigt”, brummede kaptajnskipper kærligt i lektorens øren. ”Så må vi da sørge for at tage en sextant med på turen, ikke?”

Va’for’en kant?” afbrød Lucia der netop var fundet tilbage til gruppen fra omme bag ved muren, hvor hun var gået vild i cykelhjelmen. ”Trekanter, kender jeg. Men sexkanter kan man ikke navigere efter, det foregår næsten udelukkende horisontalt, når det handler om sådan noget med sex”.

Hør på hende!” vrængede Kasper ” #MeToo er steget hende til hovedet. Vi kan ikke have hende med videre på turen, Lucia har haft sin forestilling, nu må hun finde sig en grottescene at vræle fra. For hvis først hun kommer med til eremiten og hans cirkulumbiner, så risikerer vi ikke bare forlokkelser og tryllebånd, vi udsætter os også med sikkerhed for metoo-staser og kluddermord. Et er at sidde fast i en evig cirkel, men noget helt andet og skræmmende er at blive taget på af metoo-maner og mordkludret under tæerne af en afgået legende, der havde sin foreløbig sidste optræden i forgårs – nej altså, nu går turen stik nordøst, så havner vi i Finland, der hvor Julemanden bor, ham I ved nok, der elsker alle børn – ja altså på den gode måde. Han kan nok hjælpe os med at finde alt fint vi har mistet.”

En hyldest-i-rapform til de firebenede lød pludselig inde fra cykelhjelmen som Lucia havde efterladt på en duttelutpukkel, da hun blev sendt til Grott-land af den beslørede Mafia-duo:

🎶”Fin-land
Fin-land
viel pherdefutter
kamelentieren gutter”✨

Det fik det festklædte lejesoldaterkor til at stemme i med brummelumbas fra Skipperfræk:

🎶”Fin er Fin,
Fin er Fin,
Fin-land fin,
Uaaaa
uuuuaaaaa-ah”✨

Og den hær-lige Helene fra Stenløse, der omsider havde kæmpet sig frem i første gelænderled brød gennem kagle-fobien med en gennemtrængende sylespids diktion:

🎶 ”Jeg vil altså gerne være fin i aften.
Tænk hvis vi møder eremitten
og hans cirkelinesylfider …✨”

Dog er der jo hele situationen omkring ekspeditionen der nødvendigvis skal videre for at finde stjernen akkurat ligesom i TV2s julekalender som slet ikke har noget med virkeligheden at gøre. Vi beskæftiger os her udelukkende med de historisk verificerbare og versificerbare begivenheder omkring de komplicerede hændelser der førte de tre vismænd og deres kamelarer, samt ydermere skipperen, lektor Hansen (alias Josepfh), Lucia og Helene fra Stenløse frem frem til kongen. Vi må heller ikke glemme skuden med guld, røgelse og myrra.

Det var henad aften da de nåede frem til eremitten der stadig sad på sin søjle foran hulen. Skipper troede ikke sine egne øjne, på en skude klatrer man op i masten, men på land?: ”Hej bestefarbavian, kom ned og få en halv flaske rom på en død mands kiste i stedet for at kølhale dig selv deroppe!”, råbte han, og kom så i tanker om at han selv som pivung havde deltaget i en pælesidningskonkurrence i Gilleleje havn, og det endda i øsende regnvejr i hele fire dage op til en week-end, men nu, lige nu skete det besynderlige, at den ene drummelum efter den anden bed sig fast i halen på den, som stod foran, indtil kæden af drumledyr dannede en kolossal pasgangscirkel omkring eremit Slimbaaks pælestal.

Militærkorets medlemmer cirkulerede indenfor kamelbarrieren. Grupper af sammensvorne ringlede rundt hér og dér. Skipper og Hansen sammen, naturligvis. Ligesom de tre … og så videre.

Den herlige Helene spandt om sig selv helt alene, og Slimbaaks mave dalrede i glædesrus over denne uventede lykkefangst.

Mine cirkel-hvad-var-det-nu-de-hed fortroller og trylletøjrer,” jublede han ondskabsfuldt.

Heldigvis, i passende afstand, siddende i Grot-land, betragtede den udstødte Lucia hele dette vanvittige tappernakkel med drummelummer, militærkor og andet godtfolk.

Slimbaak mente vist, at nu var det tid til at holde hovedtalen. Han løftede armene i vejret, og straks blev der ro. Drummelummerne slap hinandens haler og løftede dem højt mod eremitten. Hele menageriet holdt vejret og stirrede på oldingen, der var nøgen, når man undtager et lille lændeklæde, der dårligt dækkede bluselen:

I, som er kommet for at lovprise mig. I skulle vide, hvad jeg ved, men da viden er magt, holder jeg det for mig selv. Videnskaben ved en del ,men jeg ved det hele. Derfor! I må spørge mig om alt. Jeg giver intet svar. Derfor er det komplet tidsspilde, at I kommer her. Men nu I er her, vil jeg holde en fest. Festen for mislykkede pilgrimme.”

Derpå fortsatte han med skinnende øjne og savlet hængende i mundvigene: Alle hunkønsvæsener kommer herop, så vil jeg at I nusser mig under fødderne, massage er godt for alt.”

Men her havde han sgu gjort regning uden vært, for i selv samme øjeblik den første rejste sig, gik lektor Hansen i gang med at citere en artikel fra sin kære encyklopædi om erotikkens helbredende virkning på folk og fæ og alt sådan noget og det førte til at hele forsamlingen som på kommando og fuldstændig samtidig søgte sig en partner blandt de forsamlede. Temperaturen steg til uanede højder, mens alle stemte i med sangen:” Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad, men det lød ikke ret godt.

Eremitten holdt sig demonstrativt for ørerne. Han og hans harem var i færd med at gøre festsalen klar. Og køkkenet fik besked, om en time skulle der serveres brunch, for uden mad og drikke, er der ingenting, der dur. Og eremitten havde fået en god ide som gik ud på at lave en stor fælles fest, som rigtig kunne ryste alle deltagere fra nær og fjern sammen. Planen var at servere noget euforisk mad, som virkede opløftende og afslappende på samme tid, derfor bryggede man på hjemmelavet øl og vin, sammensatte svamperetter med cannabis og ”Charming” sang cirkulumbinerne som havde travlt med at holde selskabet fanget med serenader og pot.

Lucia rekognoscerede fra sin grotte med en stor feltkikkert fra efter fremtiden (hvor Marslandinger skulle blive hverdagsbekymringer; men det er naturligvis en helt anden historie). Hun var i hvert fald bekymret her og nu, for det var helt åbenlyst at hendes tidligere rejseselskab var ved at forulykke i eremittens cirkulumbinesnarer og forlokkekunst. Hun spekulerede som en besat på om ikke en eller anden redningsaktion kunne sættes i værk inden alle de, der deltog i ekspeditionen, var ved helt at glemme, at det faktisk var en stjerne de fulgte efter.

 

Da de, tilskyndet af Lucia, med overlyshast skyndte sig mod nordøst havnede de i Finland, men det var fest, der var kommet i fokus, derfor havde de allesammen helt glemt deres formål med rejsen, alle forberedte sig på festen og var mere eller mindre påvirkede af euforiserende stoffer og alkoholiske væsker.

Bryg og pot skulle prøves, sauna og vinterbadning var et hit på de kanter så ingen var forbavsede da palmer skød op af jorden, to pyramider af den gode, gamle slags stillede sig ikke langt borte med en flok elefanter kravlende opad den sydlige side. Men noget andet Lucia så i feltkikkerten fik hende til at kalde på drommedutterne og kamelotterne:

Her skal I bare se. De ørkenvandrere her har slet ingen pukler – til gengæld har de stativer på hovederne og så trækker de rundt med en vogn uden hjul og tænk – der sidder … ja men halløj! Er det ikke Klavs Sander?”

Da opdagede Lucia at hun sad med lektor Hansens konfelat i hånden … som i trance begyndte hun at mumle noget der stod skrevet på konfelat-tingstens papirremse:

Klavs Sander!
han som farer over himmelen
med kælenavnet SanderKlavs 🎅
Stenløses skaber
Hellige Helenes fader
Vi ærer hans storhed
han som erobrede Finland
siddende på enden i en fin karet 🐫🦌🦄
hvorfra han skal sprede
de allerdejligste gaver🎁

I det samme i køkkenet havde eremittens chefkonditor Miikkanen netop fundet opskriften på vodkakagen fra sidste år. En værdig afslutning på et festmåltid, mente han at kunne huske:

500 gr smør
1 dl sukker
1 tsk bagepulver
1 dl vand
1 tsk salt
1 dl brun farin
presset citron
4 store æg
nødder
1 liter……..Vodka
2 dl tørret frugt
Prøvesmag 1 dl vodka. så du ved at kvaliteten er ok….
Find en stor skål frem
Prøv vodkaen igen, så du er helt overbevist om kvaliteten og start forfra med opskriften.
Start mixeren
Slå smøret i en stor fluffig skål
Tilsæt 1 tsk sukker och fluffeallt igen, tills de’r fladt
Hvis du er nået så langt, så er det bedst at prøve vodkaen igen, så du er sikker på at den er ok
tag et større glas så du er sikker.
Sluk for mix grejen
Slå 2 ægg og hæld skålen
Smid den tørrede frugt ned i skålen
Ta’ frugten op fra gulvet, vask den af og forsøg nu at lægge dem ned en efter en, samtidig med at du tæller dem, så det stemmer
Mix’ern igang tænd
Hvis de frugtede tørre sætter sig på dejdimserne, pil dem af med en majsskruel
Test vodkaen, det minskner risskoen for halsbestæmmelse.

Såååååååå

Sigte 2 dl salt over eller noget
Test vokdan
Byt citronen mod saft som du presasr
Si nödderne
Tilsæt et ellel andet
Og lidt sukker eller noget du finder
Smør ovnen
Vrid kagen til 360 grader og forsøg at stå lige.
Gem ikke at smide mixern
Smid skåååål gennem vindruen
Drrrik det sidst vodka og tør op med etiketten på den tomme flaske.

Hvis der stadigvæk er vådt på gulvet så pas på ikke at glide i det, men manøvrer dig forsigtigt hen til et sikkert sted hvor du i fred og ro kan vente på Klavs Sander, han ankommer i en kane på et eller andet tidspunkt om nogle dage og måske han har set stjernen vi allesammen leder efter, for han kommer med vinter, han kommer med sne, til stjerner og nikkende drum’ler. Mens vodkaen svinder og maven den rumler, men finske kumpaner, med oldgamle aner, de brygger en ny, med næsen i sky, de springer i vågerne og letter med tågerne.

Chefkonditoren yndede at tale i vers, nu vendte han sig mod de nærmeste og forkyndte:

Nu hænder det snart, at underet sker,
et barn bli’r født af en jomfru så kær.
Stjernen tindrer imens det sner,
og fårehyrder forsamles der.
Fårene bræger, vi må afsted
I stedet for at holde gilde.
Alle, der vil kan komme med,
Der er ingen tid nu at spilde.

Derefter gav han sig til at messe med høj klar røst. Ikke mange forstod ham, for han talte det hemmelige oldgamle sprog, Carambolusci, det sprog, der havde været forbudt i flere tusind år, flød nu melodisk ud i æteren og ramte de lyttende lige i hjertekulen

Cirkulumbinerne så alt for klart, at de havde ødet deres halve liv bort på stoffer og mænd. De kastede sig til jorden og rev deres klæder i stykker, et tydeligt tegn på anger. De blev centrum for alles opmærksomhed, også fordi det var nogle flotte bryster. der blev blotlagt midt i ruelsen.

Mens dette skete, samlede kameler og kamelotter dyrene sammen for at drøfte, hvad der nu burde gøres. Skulle de ikke ved fælles hjælp, vinge- og fodslag, forsøge at få den hjulløse kærre i om- og opdrejninger, få samlet et seriøst følge og komme af sted over stok, sten og snedriver og lade LED-stjernen vise vejen medens den endnu strålede så klart på den grågrønne grumsede nattehimmel og mens den jo naturligvis ikke var grågrøn -.for hvornår i alverden kan en himmel være grågrøn og grumset? – ja, men det var faktisk sådan, himmelen så ud for alle pot-hovederne som havde kigget for dybt i hashpiben eller bagt på vodkakagen. Men lykkeligvis var der mindst to som hverken var bedugget, bedækket, bedrukket eller belokket.

Den godhjertede Lucia, der jo var loyal som få, skønt udstødt af masserne og hånet for sin byrd. ”Snøft” lød det fra SanderKlavs som heller ikke havde taget pot eller vodka hverken over, under eller indstoppet i sit skægprydede hoved. Disse to helte mødte hinanden for at kigge stjerner på den natblå himmel. De kunne heldigvis se sandheden i verden. SanderKlavs døbte øjeblikkeligt sin partner SanderLucia, og sammen tog de afsked med alle drukkenboltene, for de var nemlig rigtige julelegender i rød pelsbesat habit og hvid fodlang cocktail kjole. De ville ikke være sammen med en stak opkomlinge, der væltede sig rundt i stoffer og alkohol, nu skulle julen findes uden tilsætningsstoffer, der var kun fire dage tilbage og derfor ingen tid at spilde.

Hvis noget skal findes, så må det vel være her i Finland.” Råbte SanderKlavs højt, hen over snemasserne, og sendte et skælmsk blik til Lucia. Hun så nu ikke videre imponeret ud.

Alligevel fik den charmerende SanderKlavs snart tisset i de bukser, som hun ikke havde på, men hun kunne godt holde sig. ”Rudolf! dit halvstive, ildelugtende stativdyr med lys i næsen! Find et toilet til mig, NU!”

Rudolf, som hverken var halv- eller helfuld, og som selv syntes at han duftede godt af svedigt rensdyr, tog Lucias hånende tone meget ilde op. Han slog hælene i, blokerede kanens bremser, med det resultat at SanderKlavs og Lucia fløj ud af kanen og landede i den dybe sne, lige foran Yrsa’s Kaffe- Kamelbullar og Benzin Mack.

Kanen fløj videre i Finland.

Jeg trænger også til en kop kaffe,” fastslog SandersKlavs, mens han galant hjalp Lucia på benene.

Over en kop kaffe og en af Yrsas berygtede kamelbullar, drøftede de to situationen. De fastslog at Der var ingen mulighed for at kalde kanen til bage. Når rensdyr bliver fornærmede tager der uger at få dem glade igen, og her var tale om dage. Bare fire dage havde de.

Det var umuligt at nå det, hvis de brugte fødderne og gik. Løbe kunne der ikke blive tale om. Lucia havde pådraget sig en alvorlig knæskade, da hun faldt af kanen. Måske kunne man ”låne” en af Yrsa eller hendes stamkunder, hvoraf Anders Hængerøv sad og tyllede kaffe i sig, som var det saftevand.

Lucia, som var fuldbefaren i at klare vanskelige situationer, så hvast på SanderKlavs og hviskede ud af mundvigen: “OP at stå,” lød meldingen, og da SandesKlavs, der ikke havde glemt, at Lucia optrådte uden bukser, mistolkede beskeden og skulle til at lyne ned, hvæsede hun: ”Ikke den, din Svumpukkel: ”Bilen. Vi skal have fat i bilen.” Hun så ham stift ind i øjnene:

Jeg afleder hængerøvens opmæsomhed, mens du får bilen i gang.” Hun fyldte Kamelbullar i BH’en inden hun valsede mod kaffedrikkernes bord.

SanderKlavs og Lucia satte sig over til Anders Hængerøv: ”Hejsan!” sagde SanderKlaus, ”tjänare! Du, vi har brug for et transportmiddel. Kan du hjælpe os?”

Anders Hængeröv spyttede skråtobakssovs på gulvet. ”YRSA! Mere kaffe! Og to kamelbullar til. Man bliver så kaffetørstig af den mørke og iskolde Finske vinter, med dens grågrønne og grumsede nattehimmel. BRRR!”

Anders Hængerøv kiggede undrende på Lucias bare skuldre i den hvide cocktailkjole. Bjørneskindet var fløjet ad helvede til, mod sydligere himmelstrøg, da rødtuden foretog sin nødopbremsning. ”Åh hvor ubetænksomt af mig,” udbrød SanderKlavs, som øjeblikkeligt flåede sin røde pelsbesatte jakke af, lagde den om den blåfrosne, rystende Lucias skuldre. ”Undskyld skat!” Han så ganske brødebetynget ud, da han slængede Lucia over den ene skulder og bar hende over til brændeovnen, hvor han satte hende i stolen nærmest ildstedet.

Hun brød hulkende sammen, denne her Bonnie og Clyde leg med at narre folk, var slet ikke den rigtige juleånd. Hun tilbød straks at bage klejner og skyndte sig at iføre sig et rigtigt juleforklæde med broderede etuder i e-mol på smækken. Det skulle nok neutralisere eremitten og cirkelinerne og gøre alle drukkenbolte og hashvrag appelsinfrie (om man så må sige). SanderLucia havde ladet op med julegodter uden hash og gløgg uden alkohol, den rene puritanisme. Det skulle rette op på udskejelserne og begrænse vildfarelserne, så alle kunne få del i julefreden her fire dage før det store møde skulle finde sted, selvom ingen endnu vidste hvor.

Den skønne Lucia med smækken i mol, vred klejner og dyppede dem i kogende fedt, mens hun sang en hjemmelavet sang til lejligheden:

Mel. Dejlig er den himmel blå

Dejlig står jeg mellem jer
klejneduften spredes her
Kameler og kamelotter
skændes med de hottentotter
der kom med på juletur
mens vi andre tog en lur.

Men nu blev det Yrsa og hendes finske temperament, en kende for meget. Hvad bildte sådan et par fremmede sig ind, hvad i alle de tusind søers land skulle der nu være i vejen med kamelbullar, og den lille fromme Sicilianske tøjte, der tilsyneladende var så hellig, havde fuldstændig fordrejet knolden på Hængerøven og de andre stamkunder, ikke fordi hun var misundelig, men nu var det ud og det kunne kun gå til på den måde, at de blev ledsaget i deres exit af de ældste piger fra Gladsaxe Pigegarde, der spillede Århus Tappenstreg i takt hertil, og det fordi, at ellers ville de sikkert også blive hængende med deres korte udfordrende plisserede nederdele og epauletter på skuldrene af deres himmelblå jakker, nu kunne det den undehylende være nok, hvornår skulle hun få tid til at koge fårehoveder og lave lutefisk til sin store samiske familie, der var på vej fra det nordligste nord, når hele kaffebaren var fyldt med mærkelige eksistenser fra et eller andet sted i det sydlige Europa, næhh. heroppe i det nordlige ved vi hvordan man gebærder sig, masser af mad og drikke til at fejre den korteste dag i året og dermed også den længste og søvnløseste sorte nat på den nordlige halvkugle.

SanderKlavs var færdig med at pakke gaver ind og inviterede han dem alle til at smage Lucias klejner, inden de og de ældste piger i Gladsaxe pigegarde, nu udstyrede med ski, stave og rygsække, ville fortsætte nordpå, hvor der var ved at blive sat vand over til et kodylt spændende pressemøde, rygterne havde spredt sig. Alverdens notabiliteter i skrivningens kunst, hvad enten det var fiktion, nu også kaldet fake news, eller den ubestridelige sandhed, havde indlogeret sig i Ivalo og de nærmeste bygder. Ikke en seng, ikke engang et fåre- eller rensdyrskind kunne der findes til endnu en overnattende gæst, så oppustelige badedyr, gummibåde og luftmadrasser måtte tages i brug.

Kamelotterne og drommedutterne blev alle pålagt en karseklipning af de helt store, så deres uld kunne bruges til sengehalm og dyner. Det var et syn for guder da de alle stod der fuldstændig nøgne og udleverede.

Nå men .. eh..,” sukkede Kamella der netop havde fået hikke og derfor ikke deltog i nattens festligheder, til gengæld var hun helt oppe på dippedutterne den næste morgen, og nu var kun to dage tilbage som Poul Dissing sang, mens SanderKlavs og SanderLucia langsomt var ved at komme til sig selv oven på nattens ædegilde.

Anders Hængerøv brasede ind gennem døren til Yrsa’s Kaffebar. Han råbte: ”Er der nogen som kender de her tre vagabonder? De siger at de leder efter en eller anden led rockstjerne her i Ivalo.” Ind i kaffebaren traskede tre meget våde, frysende og besynderligt udklædte mænd: Kasper, Balthazar og Melchior med huller i kjortlerne.

Anders Hængerøv blev fuldstændig mærkeligt forelsket i Melchior og inviterede ham straks på natklub når det altså om ikke så længe mørknede.

Hængarøven viste vejen til natklubben, hvor der var utallige kvinder klædt i ingenting. Melchior stirrede hypnotiseret på de letlevende damer. Men netop som de skulle til at gå ind, råbte en eller anden pisse irriterende lille orm noget om falskhed, flugt, svigt og bortgang fra sit egentlige, rette element, og Melchior blev oprigtigt såret og følte sig ramt på sit måske svageste sted, nemlig på hans hang til at gå i dametøj, altså inde under kjortlen forstås. Blonder, pallietter og smukke pastelfarver var det foretrukne og så selvfølgelig sorte netstrømper, ingen havde endnu set skisokker fra Finland matche skønheden fra Melciors sande jeg.

SanderLucia skilte sig som sædvanlig ud fra mængden. Hun havde fået klemt sin barm ned i et stramt sygeplejerskekostume og uddelte klem og kys til alle, der følte sig lidt sløje. På den baggrund fik mændene snart symptomer på både det ene og det andet. Men SanderKlaus tog i dette øjeblik lederskab, standsede Lucias show og gik i gang med at dele alle ind i hold med instrukser om, hvilken rolle de skulle spille, når de allesammen i morgen skulle være deltagere i den helt store forestilling.

Nu var alle forberedelserne og rejsens mangfoldige udfordringer ved at være slut, generalprøven stod for døren, og de vidste ikke, om de fandt stjernen eller hvad der ventede dem på den anden side af den tilfrosne elv som de nødvendigvis måtte over for at komme til igloen lidt uden for byen Ivalo. Ingen var i tvivl om, at det var den stjernen lyste på.

Knæk og bræk, siger jeg bare.” Det var Balthazar, godt nok lidt usikker på benene, han havde hugget en dunk hjemmebrændt seksogniti fra en af samerne, som et øjeblik vendte ryggen til for at lade sit vand opad en træstamme.

Kamelotterne kiggede på et autokort over Nordeuropa. De skændtes lidt om, hvor de i øjeblikket befandt sig. Overkamelotten greb fat i Hængerøvs bukser, der lige gik forbi den med Hængerøven selv indeni. Han prøvede at finde Melchior, da han brat blev standset. ”Hvorfor bruger I ikke GPS?”

Sådan en havde kamelotterne aldrig hørt om, så de troede blot at det betød Gammelt Pis Stinker og det gør det jo vitterligt. ”Føj for en hulrøvet lækat,” var Hængerøvens kommentar til kamelottens bemærkning, inden han tog Balthazar under armen, i et forsøg på at få ham til at dele ud af indholdet fra dunken.

Men Balthazar var hurtigere end Hængerøven. Han havde allerede tømt plastikdunken med hjemmebrændt sprit. ”Min kone forstår mig ikke” betroede Balthazar sig flæbende til Anders Hængerøv. ”Jeg er tit ude på forretningsrejser, og hun forstår heller ikke sig selv”. Den bemærkning grinede Hængerøven så meget af, at han ulykkeligvis rykkede så aldeles voldsomt i den berusede Balthazars arm, at den gik løs, dinglede et øjeblik mellen skulder og jord, for derefter helt at skvatte mod gulvet med en ret ulækker lyd. Dér lå armen og så meget, meget ensom ud, alt imens dens ejermand med ekspresfart løftede venstre ben og lossede hængerøven gebommeligt i hans hængebug fuld af slag efter slag, ja mere end 87 slag tilføjede han den hængerøvske hængebug, og nogle som kom løbende forbi, sagde: ”Hold da op, godt gået med kun en arm”, og den forskrækkelige Hængerøv hængende i kjortelkanten.

Nu får han så det passer og buksebagen sprækker, den Hængerøv, Æv bæv!” Sådan jublede hoben rundt om den arme enarmede og den løsrevne arm som holdt om Hængerøv og kjortelkanten med pegefinger og tommeltot.

Men Lucia vidste godt hvad der skabte dette kaos. Hun var ganske klar over hvordan eremittens trolddom kunne spille folk ud mod hinanden gennem at give ordre og kontraordre, rive arme og ben af dem og det der var langt værre. Dette må stoppe, tænkte tapre Lucia og tog fat i sin magiske lyskrans, som hun heldigvis stadigvæk havde med sig fra showet for ti dage siden. Hun svingede den frem og tilbage som et pendul og sang:

Et barn er født på Valby Langgade
og voksed’ op i Ivigtut
hvor der altid var ballade,
selvom det var strengt forbudt”.

Snart sang alle med på den populære sang, basserne brølede, tenorerne hoppede fra tone til tone, så høje, at man måtte mistænke dem for at være kastrater, hvilket en del af dem også var. Selv en del Circvumbiner messede højlydt, men kunne ikke overdøve de skingre sopraner, hvis højeste toner fik spejle til at flække, og krystalglas til at sprænges.

En varm fællesskabsfølelse bemægtigede sig de syngende. Snart vuggede de arm i arm i en lang kæde. Sangen flagrede som en brevdue fra mand til kvinde, hermafrodit og andre køn Efter et barn er født lød Menuetten til Elverhøj, der fortsatte i Zorba, mens dansen steg og steg i tempo. Sangen rundedes af med Og vi sejled op ad ååååååååååeeen.

Dette var signalet til et af julens mange mirakler. Ned fra himlen, fastspændt i en Bungeejump-sele, steg en engel. Englen var klædt i en motorcykeljakke, stramtsiddende latexbukser, læderstøvler og solbriller. Og englen sagde: ”Bare rolig folks! Jeg er ikke Helligånden. Jeg kommer fordi jeg har hørt et rygte om at der findes en gravid jomfru her i Ivalo. Kender I noget til det?”

Men alle var for lamslået af det sælsomme syn til umiddelbart at svare, så de nøjedes med at tage hinanden i hænderne og i kor synge ”Halleluja et barn blir født i Ivalo, eller deromkring eller noget,” og en helt særlig mand stemte i med, om det mon kunne være i Ikea, og ikke Ivalo, han mente ham læderbukserenglen, altså om den der gravide jomfru, men mysteriet blev bare større og større: En gravid jomfru i Ivalo, Ikea eller Bilka? Alle så de forvirret på hinanden og nu begyndte specielt kvinderne at hviske forargede til hinanden: ”Godt med hende, hun vil bare ikke være med på #METOO bølgen, måske er hun forelsket i ham der Helligånden og derfor siger hun ingenting, men hun er jo ikke den eneste vel?” Som om vi ikke ved det hele.

Hvad de vidste, sagde de ikke noget om, men det lød truende, især da de lagde an til at fortsætte med en forbandelse. Men så langt nåede de ikke ”Det skal vi ikke ha’ noget af, vel?” Englen med latexbuksebagen, solbrillerne og motorcykeljakken var fuldstændig klar over hvad der foregik mellem de forsamlede kvinder og fortsatte, ”nu må I altså stoppe med det der, der er snart ikke plads til ærligt mandfolk længere,” og så gjorde englemanden sådan lidt Michael Jackson bevægelser med hånden foran sig og snurrede tre gange rundt om sig selv, inden han tildelte hver eneste én af de forsamlede kvinder et klask i popo’en. ”Sådan, så kan vi måske komme videre og overveje, hvordan vi sikkert og spændstigt når ‘Klimaks og udtoning’ på denne historie. Dem husker I nok fra modellen over en vellykket fortælling, ikke?”

De gøs alle og tænkte, at han jo havde ret! I morgen var den 24. december, og som forudsagt så var de kommet til point of no return. Det var nu det skete, det helt uforklarlige, det magiske, det eventyrlige og mystiske. Alle ville være med for at overvære denne sidste dag, som skulle blive den første af mange, både korte og lange.

Ved I?” det var lektoren som talte, ”kan det passe at nogen nævnte en gravid jomfru? Det er som déjà vu. Jeg tog jo hjemmefra fordi min trolovede, Maria, var blevet svanger med en hellig ånd! Er det samme åndsbolle, som farer rundt i alle verdenshjørner og besvangrer uskyldige jomfruer, eller er det måske bare en skrøne, fake news eller noget helt tredje for at dække over noget helt fjerde?” Lektoren så tvivlrådig ud som han stod der og talte, ikke til nogen bestemt snarere lige ud i den frostklare luft, hvor hans ånde stod som en tåge mod den mørke himmel med den enlige stjerne, der lyste mere klart end en måneraket.

Lektor Joseph Hansen havde lært en del om sig selv i denne begivenhedsrige decembermåned. Han kikke kærligt hen mod sin pragtfulde kaptajnskipper hvis tatoverede overarme glinsede i stjernelyset, og hans blik vandrede videre til de vise tre der sad med armene om hinanden, bortset fra Melchior som havde sin liggende i skødet. De sad så trofast og sov rusen ud, lænet mod bunken af delvis afpelsede drommelutter, der var faldet i dyb søvn af udmattelse.

Sanderfamilien fra Stenløse (Klavs, den nyligt adopterede Lucia og Helene, den skønne) gik og ryddede op. ”Det var godt vi fik sendt eremitten og alle cirkulumbinerne med stjerneraketten mod øst,” sagde Helene, ”Måske ender de i Gulag?”.

Ja, det kan man da håbe” mente Lucia, ”så kan vi måske fortsætte vores rejse og nå frem til tiden.” Hun gabte og strakte sig: ”Gud Fader hvor har jeg oplevet meget på det sidste. Efter dette vil jeg trække mig tilbage og skrive mine erindringer. Det vil få folk til at holde vejret af spænding og næppe tro deres egne øjne, når de læser beretningen ‘Fra Den hellige Rejse, Skrevet af et Øjenvidne.’ Det bliver årets julehit i butikkerne til næste år, så jeg tænker at det er på tide at slutte og fejre den tilstundende højtid så vi kan slippe stress og travlhed, finde et sted hvor freden sænker sig, koncentrere os om nuet og de mennesker vi er sammen med…”

Ih, se der,” afbrød Melchior og pegede med hele armen, ”det der lille skur. Altså det der som det damper fra .. ja men er det ikke en dejlig sauna? … og se, se nu der nu er der tændt et stjernelys over skuret!”

Men det må jo være den dér lede stjerne”, udbrød Josephfphf, som syntes han så et velkendt ansigt titte ud gennem saunaens lille runde glugvindue. ”Det må være et mirakel, for er det ikke min kære trolovede jomfru Maria, som den der åndsbolle englelænder fortrollede med sin salvelsesfuldhed?”

Jippi!” Og det samme brød skyerne ud i sang. Den lede stjerne lyste og pegede med sine stråler ned mod saunaens glugvindu. Sangen samledes om saunaen og en flok forfrosne engle viste sig. De var blå af kulde og havde ophovnede iskolde fødder. Da sangen nåede dem, rødmede de af glæde og begyndte at synge med. En anden melodi og en anden tekst, men det harmonerede med menneskesangen, som var det samme sang. Josephpfpf H. havde aldrig før hørt noget så smukt, han blev hypnotiseret af lyden. Henført lyttede han til budskabet om ”peace-love-and-understanding” og fattede kærlighed til alle mennesker omkring sig.

#metoo” sang Maria og viste stolt sit barn frem.

Der blev klappet, sunget, salvet, velsignet, fejret og festet, gaverne blev båret frem, mad og drikke hentet fra nær og fjern. Dagen derpå drog Josephpfpf, Maria, den lille nye og Lucia af sted i SanderKlavs’ kane, venligt udlånt og lovet leveret tilbage i god tid inden næste år ved samme tid.

Folk og fæ gik hver til sit og hjem hvor de kom fra, mange oplevelser rigere. ”Måske var det hele bare skøre påfund og indfald, udtænkt i nogle fantasifulde skribenters hoveder,” funderede SanderKlavs, som havde bevilget sig selv en velfortjent ferie sydpå. ”Men sjovt var det, måske skulle vi prøve noget lignende næste år igen.”

___________________

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s