Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


14 kommentarer

Politiet troede at jeg var helt idiot

strand, vendt, IMG_1576

En dag havde jeg været ude at svømme i Øresund sammen med de andre drenge fra klassen, og bagefter gik de i gang med at slås, men sådan noget havde jeg overhovedet ikke tid til, for jeg var i gang med ”Tarzan og Dværgene”, bogen som ventede på mit håndklæde. Min krop var blevet fuld af sand og havfruehår som ikke er til at få af igen de klistrer overalt, – det betød intet!

Der lå en sten i den som bogmærke, jeg åbnede straks og gik i gang. Vandet dryppede fra mit hoved ned i den og lå som små brændeglas, en dråbe over bogstavet z så det blev kæmpe stort.

Det irriterer mig som regel med fugtigt badetøj og sand i ørerne og mellem tænderne. Men den dag var Tarzan i en mega knibe, så jeg sansede intet. Han havde fundet dværgenes by langt inde i urskoven hvor nogle hvide røvere var ved at fange dem i bure. Og i et af burene sad Tarzans bedste ven, Sabor. Hvordan kunne han redde Sabor? Han fik en idé – det her var det mest spændende punkt i hele bogen hvor jeg ikke turde trække vejret, jeg vendte bladet og ….

.. nogle piger på stranden hvinede, drenge og mænd skreg, en motor brølede voldsomt og kom i fuld fart nærmere. En fyr på motorcykel prøvede at standse op foran mig, i stedet hvinede motoren op og den skred et stykke og lagde sig på siden, oven på fyren. Den  skrabede et par duelighedstegn af hans gamle lædervest med englevingerne. Hells Angels på næsen i sandet. 

Pis, at blive afbrudt på den måde midt i Tarzan. Baghjulet snurrede stadig rundt ved siden af bogen så den klappede i. Mit tæppe blev hvirvlet rundt til en klump og jeg selv blev sprøjtet over med sand og motorolie eller hvad det sorte var. Der løb et zig-zag spor over hele stranden hvor han havde kørt slalom mellem folk. De var rasende, men turde aldrig gøre noget ved banderne.

HA-eren slukkede motoren og fik bakset maskinen op på højkant, der var ikke sket noget med den.

– Det var ikke meningen at genere dig, sagde han, nogle gange sker det bare. Jeg giver en tur på kværnen og al den is du kan æde. Kom så.

– Du skal køre roligt, ellers gider jeg ikke.

– Hop op, ingen diskussion!

Med bogen inden i håndklædet satte jeg mig op bagpå, rygmærket lige op i næsen. Han kørte næsten pænt bortset fra at han stejlede en gang, så jeg var ved at falde af. Ellers roligt.

– Du kører den forkerte vej, råbte jeg, du kører ind i skoven.

– Rolig nu, en genvej.

Han kørte ind igennem nogle buske, det var altså ingen genvej. Og kværnen standsede.

– Du skal gøre mig en tjeneste, bagefter kører vi direkte til ishuset. Stig af og læg dine sager.

Jeg svang benet over bagsædet og lagde omhyggeligt håndklæde med Tarzan fra mig.

Da jeg vendte mig om, stod han foran mig med bukserne trukket ned.

– Du kan bare lege at det er en is. Slik! sagde han. Rød i hovedet, stirrende øjne. 

Aha, en HA-svans. Det smagte ikke værre end min mors rosenkål, og jeg ville få is bagefter. Kun nogle få slik og han kom ud over sine bukser; bagefter kørte vi virkelig roligt mod ishuset. Han virkede afslappet, ikke som den vilde engel på stranden. Vi drejede af ved Bellevueteateret og trillede hen til kiosken, helt hen til disken, han gad ikke stige af: – Giv drengen hvad han vil have.

HA-eren smed 500 kroner til ismanden og var kørt inden han nåede at reagere. Et pænt stykke længere nede ad vejen vinkede politiet motorcyklen til siden – godt at jeg ikke var med.

Ved siden af kiosken stod en bænk, her anbragte jeg ismandens stativ med alle vaflerne. Det tog mig dejlig lang tid at spise dem, samtidig med at jeg læste resten af bogen. Derfor kom jeg for sent til aftensmaden og min mor blev rasende og ville vide hvad grunden var.

Hun fik hele historien, og så blev min far rasende og ringede til politiet som kom drønende i to biler. Henne på politistationen fortalte jeg historien igen og igen – så mange gange at jeg fik hovedpine. De spurgte og spurgte uendelig længe, hvad jeg lå og læste, hvad der var sket, hvordan jeg havde det, hvad han havde gjort ved mig, om han havde rørt mig dernede, om jeg havde ondt, om jeg ikke vidste at det var en børnelokker – selvfølgelig vidste jeg det, jeg er ikke helt idiot.

De pressede mig virkelig hårdt jeg kunne næsten ikke hænge sammen af bare træthed på den tid af natten. Det eneste jeg ønskede var at komme hjem til min far og mor. Men jeg holdt tæt, jeg røbede intet om hvordan bogen endte.

Reklamer