Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


22 kommentarer

Hårdt arbejde med hovedet under wc-et, del 1 af 3

 

DNS wc WIN_20181008_18_28_30_Pro

______________________________________________

Som det var den dag tvivlede jeg på at andre mennesker var forsynet med hjerter, samvittighed eller bevidsthed: Zoe havde forladt mig, med sin lille kuffert, pensler og makeup, muntre talestrøm, til tider utilfredse traven op og ned ad gulvet i min lille københavnske toværelses.

Zoe som var kommet til mig under en Distorsionsfest. Havde overnattet, fortryllet mig og var atter forsvundet med halvdelen af min sjæl. Åndssvagt, det var hun ikke værd, men en engel fra en anden tilværelse var hun alligevel, nogle gange hudløst åben og kærlig. Andre gange totalt ligeglad med mig. Var hun egentlig ærlig? Jeg tvivler nu.

Jeg kastede mig foran fjernsynet, noget om amerikanske Amish-folk. De levede som i 1700-tallet, hverken biler, radioer eller fjernsyn. Mændene med store sorte hatte, kvinderne med kyser. De kørte i elegante, håndbygggede enspædervogne. Men nogle bøller kastede sten mod vognen så den kæntrede i grøften. Hesten liggende på siden i mudderet, øjnene rullende magtesløse rundt i hovedet.

Over hestens vrinsken hørte jeg dørklokken.
Det var naboen. En mand i fyrrerne, koreaner. Håret strittede.
– Sikke en larm, sagde han og pegede på mit fjernsyn.
– Ja, du må undskylde, sagde jeg ligeglad.
– Forstyrrer jeg?
– Du er da velkommen.

Han trippede lidt: – Angående mit wc. Det fungerer ikke ordentligt, i flere dage. Chefen kommer på besøg i aften. Her skal være ordentligt, det skal fungere, ellers taber jeg ansigt. Måske du kan reparere?

Jeg tog hans værktøj og kiggede på hans Ifö-toilet. Helt moderne og totalt afvisende, bare en skinnende porcelænskappe, vandet fossede i wc-skålen. Jeg vidste intet, så jeg slog op i Youtube, der er alle slags reparationer.

Aha, vippe den lille trykknap til skyl, trække en lang blå skede op. Finde skruer nede ved gulvet. Ase og mase for at få dem af. Lægge hovedet ned på hans terrazzogulv og tænke, det her går ikke. Kigge for tredje gang på filmen, da Kim (det hedder de alle sammen) kom ind med en kop grøn te og en lille kage: – Du trænger til en pause, sagde han.

Efter pausen fortsatte jeg med indløbsventilen som ifølge filmen skulle løsnes på en måde som var umulig i praksis. Det sagde pling, da jeg endelig fik den af, en flis af plast trillede ned i cisternen

Hårdt arbejde, ikke den leg som på filmen. Jeg fik renset indløbsventilen og genmonteret porcelænskappen, men vandet løb stadig. Af med kappen igen, fiske udløbsventilen op, jeg var godt rasende efterhånden, samme skruer igen, ligge med panden mod gulvet. Rejse mig op igen, hive indmaden ud af wc-et, rense, genmontere.

Ah, hvilken fryd, Kims Ifö fungerede endelig, og jeg vendte tilbage til min lejlighed  

Resten af aftenen gad jeg ikke se fjernsyn. Mit dårlige humør var skyllet ud i Kims wc. Druknet i glæden ved veludført arbejde på en vanskelig sag. I tankerne genoplevede jeg hver skrue og hver ventil. Og Zoe? Hun betød ikke så meget, når jeg tænkte mig om, rart at jeg havde mødt min nabo der ellers havde set utilnærmelig ud. Jeg samlede en affaldspose fuld af hendes andre efterladenskaber, hun var ikke noget sirligt menneske.

Netop som jeg sent på aftenen kastede et par guldsandaler i sækken ringede det på døren igen.
– Nu er min chef gået, sagde naboen, har du ikke lyst til hvad der er tilbage af champagnen og et lækkert indonesisk rijstaffel?

Der stod et hav af halvfyldte skåle med tilbehør, stegt kyllingebryst, forårsruller med mørt kalvekød… Vi hentede et par ekstra stole, placerede halvanden flaske inden for rækkevidde, smed fødderne op og klinkede så champagnen perlede ned ad armene. Kim var allerede godt nede i flasken og jeg lod mig føre med.

– Ved du hvad, Kim, jeg har opdaget en vidunderlig koreansk kvinde!
– Dem er der mange af, men ikke lette at få fat i, ikke engang for mig.
– En pianist, som kan alting, Yeol Eum Son. Kim, jeg er forelsket! Hun tager vejret fra mig, jeg sidder i timer foran Youtube og ser hende spille – selv om hun nogle gange ligner en gris.
– Meget dygtig, jeg kender hende! Vi bør rejse os straks og skåle… ved du at hun spiller i Malmö på fredag?

Vi sprang op så den ene stol væltede. Skålede. Og jeg skrålede, grebet af øjeblikket: – Jeg giver. Vi tager derover.

Det gjorde vi så – og meget andet.

___________________________________________

 

Kære læser, hvis du bliver nysgerrig efter hvem Kim og hp er så betagede af, så prøv:

Reklamer