Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


13 kommentarer

Brødristeren står i flammer, del 2 af 3

img_0055.jpg

Kim har en masse koreanske krydderier som jeg har lånt til vores middag i aften. Vi er kommet ind på at lave mad til hinanden et par gange om ugen. Jeg har også lånt hans vidunderligt indviklede og kostbare kaffemaskine så vi kan få en perfekt aften, dertil noget Mekong Whisky som han elsker. Ikke fin, men behagelig, man kan drikke en masse af den uden at blive bøvet.

Klokken er 17 så jeg har tid nok til madlavningen. Jeg træder ind i køkkenet med de sidste indkøb i min fjeldræv og standser lamslået. Vinduerne står åbne, kaffemaskinen ligger smadret på gulvet, krydderierne er strøet ud over bord og gulv. Her er støvet af fuglefjer og lugter brændt. I vasken, på et leje af mine rene viskestykker og håndklæder, sidder en enorm måge og stirrer angrebsklar på mig. Den rejser sig, puster sig op og basker med vingerne, så flere fjer flyver ud i køkkenet. Et par hvide klatter falder på min vandhane. Jeg griber en bakke som skjold og bevæger mig frem med kosten i den anden hånd. Skridt for skridt jager jeg mågen hen ad bordet med kosten indtil den flygter ud ad vinduet, højt skrigende.

Jeg har også lyst til at skrige højt i mit sønderbombede køkken og allerværst alle Kims ting som han tillidsfuldt har overladt mig. Hvordan er vinduerne blevet åbnet? Og hvorfor? I brødristeren ligger to forkullede stykker brød, nogen har villet lave en mellemmad og har glemt det igen, men har dog luftet ud.

På vej ind i stuen snubler jeg over Zoes lille kuffert. Gennem den åbne dør til soveværelset får jeg øje på Zoes skikkelse henslængt på min seng. Med de højhælede sko på. På bordet står den halvtomme whiskyflaske.

– Nå, der er du endelig, siger hun. Jeg har ventet på at du skulle lave noget mad til os, så jeg tog mig en lur.

– Hvad i alverden foretager du dig i min lejlighed? Har du kopieret mine nøgler?

– Selvfølgelig har jeg det. Jeg har bestemt mig om: når vi skal bo sammen, må jeg også have mine egne nøgler, ikke?

– Har du lagt mærke til hvordan der ser ud i køkkenet?

– Brødet brændte på for mig, siger hun med sine klare blå øjne rettet mod mig. Såret uskyld. – Men jeg luftede ud. Og jeg turde ikke gå ind til den vrede måge. Du må ikke være vred på mig, jeg gjorde det så godt jeg kunne.

Zoe laver en lille pause så jeg kan sunde mig. Hun har noget mere, noget vigtigt, at sige, fornemmer jeg.

– Jeg har fortalt din nabo – han er forfærdelig påtrængende og nyfigen – at du ikke ønsker hans selskab, og der bliver ikke noget af at I to skal holde middag sammen nogen sinde. Han stod der i vores hoveddør og skabte sig som om han boede her!

Hun spærrer øjnene op og fortsætter:

– Nu er det MIG du tænker på, vi er nemlig to der elsker hinanden og bor sammen, ingen skal presse sig ind imellem os. Han blev forbandet sur, og midt i at jeg forklarede situationen for ham, vendte han om og smækkede med døren.

Jeg er mundlam, bogstaveligt. Ingen ord danner sig i mit hoved, musklerne i hals og strube er forstenede. Den kælling skal ikke være i min lejlighed nogen sinde, ikke et sekund mere, hun må finde en bro at sove under. Nok er hendes krop lækker, men hendes sind er en kloak hærget af en aldrig hvilende tornado. Hun slynger gift og åndelig afføring omkring sig, sanser ikke omgivelserne. Hensyn betyder for hende at hensygne, noget usundt der skal undgås.

– Du skal ud lige nu, hvisler jeg og ønsker at jeg havde en kniv i hånden i stedet for køkkenkosten. Jeg knækker skaftet over knæet for ikke at smadre hende. Godt det ikke er en kniv.

Himmelblå diamanttårer triller ned ad hendes kinder, en yndig flod af sårethed, et hjerte jeg har knust… Hvor kan jeg nænne at smide hende ud, bare fordi et stykke ristet brød er brændt på? Hvor kan jeg behandle vores kærlighed sådan?

At mit venskab med Kim er mere værd end hende, er hinsides Zoes forestillingsevne.

Men jeg kender alle hendes masker, de ligger klar til enhver lejlighed og kan skiftes ud med lynets hast. Bag masken flæber hun af raseri over et mistet gratis hotelværelse, over gratis, hjemmelavet mad og sprut og underholdning og kæleri, og over ikke at have magten over mig.

– Ud! skriger jeg, smækker entredøren op og sparker kufferten ned ad trappen. Vender hendes lille håndtaske på hovedet så læbestift, øjenmakeup, kalender, mobil falder ud – og mine nøgler. Nøglerne tager jeg, og resten ryger ned efter kufferten.

Kim rumsterer bag sin hoveddør og jeg banker på.

Intet svar.

Råber: – Kim!

Intet svar. Venter.

– Kim. Tro ikke på den sindssyge kælling.

Det rumsterer stadig, men ingen stemme svarer mig. Jeg banker, ringer, råber… Intet svar.

Zoe har stillet sig i min dør, noget usikker på benene: – Hjælper du lige med at samle mine ting sammen, skat?

– Nej – skat!

En karikatur ud af hendes “skat”, ladet med total afsky!

_____________________________

Reklamer