Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer

Han havde et wc, men der var meget mere

11 kommentarer

Opgave 5, efterår 2018 – opgave 2-4 samlet. Redigering.

japanske masker

Som forholdene er lige nu, tvivler jeg på at andre mennesker har hjerte eller samvittighed: Zoe har forladt mig, med sin lille kuffert, pensler og makeup, muntre talestrøm, utilfredse traven rundt på gulvet i min københavnske toværelses.

Zoe som fandt mig under en Distorsionsfest, som overnattede, fortryllede mig og atter forlod mig med halvdelen af min sjæl. Hun var en engel fra en anden tilværelse, nogle gange hudløst åben og kærlig. Men ofte totalt ligeglad med mig. Var hun egentlig ærlig? Jeg tvivler nu, jeg vil hellere have ægte venskab end simuleret kærlighed.

Jeg kaster mig foran fjernsynet: ægthed hos amerikanske Amish-folk der lever som i 1700-tallet, hverken biler eller fjernsyn. Mændene med sorte hatte, kvinderne med kyser. Elegante, håndbygggede enspædervogne. Men bøller kaster sten mod vognen som vælter i grøften. Hesten på siden i mudderet, øjnene rullende magtesløse rundt.

Over hestens vrinsken lyder dørklokken.
Det er naboen. En mand i fyrrerne, koreaner. Kort, sort strittende hår, fyldige læber, stærk krop. Vi hilser på trappen, men han skynder sig altid som om han vil undgå nogen.

Sikke en larm, siger han og peger på mit fjernsyn.
Ja, du må undskylde, siger jeg ligeglad.
Forstyrrer jeg?
Du er da velkommen.

Han tripper lidt: – Angående mit wc. I stykker, flere dage. Chefen kommer på besøg i aften og her skal være ordentligt, ellers taber jeg ansigt. Kan du reparere?

Jeg tager hans værktøj og betragter hans helt moderne Ifö-toilet, vandet fosser i wc-skålen. Jeg slår op i Youtube, som viser alle slags reparationer.
Aha, vippe trykknappen til skyl, trække en lang blå skede op. Finde skruer nede ved gulvet. Lægge hovedet ned på hans terrazzogulv og tænke, det her går ikke. Kigge igen på Youtube-filmen, da Kim (det hedder de alle sammen) kommer ind med en kop grøn te og en kage: – Du trænger til en pause, siger han.

Efter pausen fortsætter jeg med indløbsventilen som ifølge filmen skal løsnes på en måde som er umulig i praksis. Hårdt arbejde, ikke den leg som på filmen. Jeg får renset indløbsventilen og genmonteret porcelænskappen, men vandet løber stadig. Forfra, fiske udløbsventilen op, og jeg er godt rasende efterhånden, skruerne igen, ligge med panden mod gulvet. Rejse mig op igen, hive indmaden ud af wc-et, rense, genmontere.

Endelig griber vi hinandens hænder: Ah, hvilken fryd, Kims Ifö fungerer. Og jeg vender tilbage til min lejlighed.

Resten af aftenen gider jeg ikke fjernsynet, mit dårlige humør er skyllet ud i Kims wc, druknet i glæden ved veludført arbejde. I tankerne genoplever jeg hver skrue og hver ventil. Og Zoe? Hun betyder i virkeligheden ikke noget, derimod har jeg mødt min nabo der ellers virkede utilnærmelig. Jeg samler hendes efterladenskaber i en affaldspose, hun er ikke noget sirligt menneske.
Netop som jeg sent på aftenen kaster hendes guldsandaler i sækken, ringer det på døren igen.
– Nu er min chef gået, siger Kim, har du ikke lyst til resten af champagnen og indonesisk rijstaffel?
På hans bord står et et hav af halvfyldte skåle med tilbehør, stegt kyllingebryst, forårsruller med mørt kalvekød… Vi placerer halvanden flaske inden for rækkevidde, smider fødderne op på en ekstra stol og klinker så champagnen perler ned ad armene.

Ved du hvad, Kim, jeg har opdaget en vidunderlig koreansk kvinde!
– Dem er der mange af, men ikke lette at få fat i, ikke engang for mig.
– En pianist, som kan alting, Yeol Eum Son. Kim, jeg er forelsket! Hun tager vejret fra mig, jeg sidder i timer foran Youtube og ser hende spille – selv om hun nogle gange ligner en gris.
– Meget dygtig, jeg kender hende! Vi bør rejse os straks og skåle… ved du at hun spiller i Malmö på fredag?
Vi springer op så en stol vælter. Skålende. Og jeg skråler, grebet af øjeblikket: – Jeg giver. Vi tager derover.

Nogle gange om ugen er vi begyndt at lave mad til hinanden, Kim ejer en masse koreanske krydderier som jeg har lånt til vores middag i aften. Jeg har også lånt hans vidunderligt indviklede og kostbare kaffemaskine så vi kan få et perfekt måltid, dertil Mekong Whisky som han elsker, den er behagelig, man kan drikke en masse uden at blive bøvet.

Klokken er sytten der er tid nok til madlavningen. Jeg træder ind i køkkenet med de sidste indkøb og standser lamslået. Vinduerne står åbne, kaffemaskinen ligger smadret på gulvet, krydderierne er strøet ud overalt. Her er støvet af fuglefjer og lugter brændt. I vasken, på mine rene viskestykker og håndklæder, sidder en enorm måge og stirrer angrebslysten på mig. Den rejser sig, puster sig op og basker med vingerne, et par hvide klatter falder på vandhanen. Skridt for skridt jager jeg mågen hen ad bordet med kosten, indtil den flyver skrigende ud ad vinduet.
Jeg har også lyst til at skrige over mit sønderbombede køkken, og allerværst over Kims ting som han tillidsfuldt har lånt mig. I brødristeren ligger to stykker forkullet brød.

Fra stuen hører jeg lyde, og på vejen ind snubler jeg over Zoes lille kuffert, hun er tilbage igen. Gennem den åbne dør til soveværelset får jeg øje på hendes skikkelse henslængt på min seng. Med de højhælede sko på. På bordet står den halvtomme whiskyflaske.

Nå, der er du endelig, siger hun. – Jeg tog mig en lur mens jeg ventede på at du skulle lave mad til os.
Hvad i alverden laver du i min lejlighed? Du er jo skredet.
Jeg har bestemt mig om: vi skal bo sammen, og jeg har selvfølgelig kopien af dine nøgler, ikk’?
Hvordan er det der ser ud i mit køkken?
Brødet brændte på for mig, siger hun med klare blå øjne. Såret uskyld. – Men jeg luftede da ud. Og jeg turde ikke gå ind til den vrede måge. Du må ikke være sur på mig.

Zoe rejser sig og laver en lille pause så jeg kan sunde mig. Hun har noget vigtigt at sige, fornemmer jeg.
Jeg har forklaret din nabo – han er forfærdelig påtrængende – at du ikke ønsker hans selskab, og at I to ikke skal holde middage sammen, nogen sinde. Han stod der i vores hoveddør og skabte sig som om han boede her!

Hun spærrer øjnene op og fortsætter:
Nu er det MIG du tænker på, vi er nemlig to der elsker hinanden, ingen skal presse sig ind imellem os. Han blev forbandet sur, og midt i at jeg fortalte ham sagen, vendte han om og smækkede døren.

Jeg er mundlam, bogstaveligt. Ingen ord i mit hoved, musklerne i hals og strube er forstenede. Den kælling skal ikke være i min lejlighed et sekund mere, hun må finde en bro at sove under. Nok er hendes krop lækker, men hendes sind er en kloak. Hun slynger åndelig afføring omkring sig, sanser ikke omgivelserne. Hensyn er noget usundt der skal undgås.
Du skal ud lige nu! hvisler jeg og ønsker at jeg havde en kniv i hånden i stedet for køkkenkosten. Godt den ikke er en kniv.
Himmelblå tårer triller ned ad hendes kinder… Hvor kan jeg nænne at smide hende ud, bare fordi et stykke ristet brød er brændt på? Hvor kan jeg mishandle vores kærlighed sådan?

At mit venskab med Kim er mere værd end hende, er hinsides Zoes fatteevne.
Men jeg kender hendes forskellig masker, de ligger klar og kan skiftes ud med lynets hast. Bag masken flæber hun af raseri over et mistet gratis hotelværelse, over mistet gratis, hjemmelavet mad og sprut og underholdning og kæleri, og over at tabe magten over mig.
Ud! skriger jeg, smækker entredøren op og sparker kufferten ned ad trappen. Vender hendes lille håndtaske på hovedet så læbestift, øjenmakeup, kalender, mobil falder ud – og mine nøgler. Nøglerne tager jeg, og resten ryger ned efter kufferten.

Kim rumsterer i sin lejlighed, og jeg banker på.
Intet svar.
Råber: – Kim!
Intet svar. Venter.

Kim, tro ikke på den sindssyge kælling.
Det rumsterer stadig, men ingen stemme svarer mig. Jeg banker, ringer, råber… Intet svar.

Zoe har stillet sig i min dør, noget usikker på benene: – Hjælper du lige med at samle mine ting sammen, skat?
Nej – skat!
En karikatur ud af hendes “skat”, ladet med total afsky! Hun vakler ned efter sine ting.

Den følgende tid taler Kim ikke mere til mig, kommer ikke over, hilser ikke på trappen, men vender hovedet bort. Zoe har smadret det hele. Her føles så ensomt. Efter fjorten dage ringer han på døren med mine ekstranøgler i hånden:
Du må hellere få dem igen. Jeg flytter snart.
Hvad er der galt? Er det Zoe? Kom indenfor, Kim, jeg må tale med dig.

Han tøver, men træder et mekanisk skridt ind i min entre. Skotter mistænksomt omkring sig, er hun kommet tilbage?
Sæt dig, Kim. Du fatter ingenting. Intet.
Jeg tager glassene frem og resten af den flaske vi skulle havde delt. Skænker op og rækker ham glasset.

Ellers tak, jeg går straks.
Kim, fatter du ikke, at jeg har smidt den åndssvage kvindemenneske ud! Hun ville slå sig ned i min lejlighed. Hun ville bestemme over mig. Og værst af alt, hun var rasende jaloux på dig. Alt hvad hun har sagt til dig er en stor løgn. Intet passer.

Han stirrer på mig, med hængende underkæbe. Den stive holdning smelter:
Jamen, hun råbte at du ikke ville have noget at gøre med mig.
Kæmpe løgn! Hun var kun ude på at tilrane sig en plads her.
En solopgang er køn, men at se Kims ansigt endelig lyse op er dybt betagende og rørende: – Jeg har været så dum, siger han. – Et venskab er det mest uerstattelige man har. Hvordan kunne jeg mistro dig?!

Vi ser hinanden i øjnene og skåler.

Jeg har været trist til mode, siger han, – jeg kunne ikke holde ud at tabe vores forbindelse. Endelig havde jeg mødt et menneske som modtager mig med fuldstændig åbenhed, som jeg kan føle mig tryg med. Uden bagtanker, og uden at bekendtskabet er overfladisk. For første gang i de otte år her i Danmark, fandt jeg noget jeg havde hjemme i Korea. Endog en person som ikke bare behandler mig høfligt.
Det har været nogle hæslige, tomme dage også for mig … Men, Kim, din nye kaffemaskine er kommet med GLS, en forbedret model i forhold til den gamle. Jeg turde ikke aflevere den og møde dig. Du ville jo ikke se på mig.
Jeg har også savnet min kaffe, mumler han.
Skal vi ikke …
.. gå ind til mig og se vores piratoptagelse …, nikker han,
.. fra Malmö, af koncerten med Yeol??
Vi tager glas og flaske og sætter os ind i sofaen foran Kims gigantiske Samsung-fladskærm med lydbar og komplet udstyr til alting elektronisk.

Filmen er netop gået i gang da det ringer på døren. Hans brede skikkelse rejser sig modvilligt og lukker op. Jeg skimter gennem entreen to alvorlige, sorthårede mænd med solbriller og slips. Kim viger hurtigt et halvt skridt tilbage, men bliver alligevel stående og taler med dem. En længere meningsudveksling, jeg fornemmer at de vil overtale ham til et eller andet. Endelig får han stukket noget i hånden og vender tilbage til sofaen.

Et eksemplar af Vagttårnet havner med et klask på glasbordet foran mig. Jeg ser på Kim, han virker lettet og meget glad. Skænker op igen.
Er du til Jehovas Vidner? siger jeg, – det har du aldrig fortalt mig noget om.
Du er min ven, siger han, det ved du. Men jeg følte at jeg også elskede Jehova i det øjeblik.

Han vender sig mod mig: – Der er noget jeg ikke har fortalt dig. Jeg skulle starte på en frisk her i Danmark. Jeg ville glemme alt om Nordkorea, aldrig tale om det – lige som fanger fra en kz-lejr, de taler ikke om deres oplevelser. Jeg flygtede fra Kim Jong Un, og min onkel i Sydkorea fik mig ind hos Samsung – men hver dag var jeg bange. Når det ringede på døren åbnede jeg aldrig selv, havde hans agenter fundet mig? Endelig bad jeg om at blive forflyttet, så langt bort som muligt. Det blev altså Danmark. Men jeg har stadig været nervøs – indtil vi to fandt hinanden og jeg fik fast grund under fødderne, truslen fortonede sig. Du blev mit faste holdepunkt mod fortiden, indtil Zoe ville overtage dig.
Jeg må høre mere, Kim. Men, du er da ikke Jehova?
Nej, jeg troede først at de var hans agenter. Befriende, at de bare var Jehova. Bare to mænd som er fanget et andet sted, mens jeg er fri. Der er sgu ingen agenter ude efter mig – eller dig. Jeg har fundet mit hjem her. For altid.

Og han tilføjer: – Skal vi så se den film?!

___

KOMMENTARER TIL REDIGERINGEN

Struktur: jeg har prøvet et par steder at indflette nogle ord som knytter start sammen med slut, man kunne sige foregriber lidt ( et ”spor”). Da jeg skrev opgaven anede jeg ikke hvordan forløbet skulle være. Interessant hvor meget af første del der løber igennem resten af historien. Helheden indeholdt i delen. Men hemmeligheden kendte jeg ikke før til sidst, den var uafhængig af del et og to. Spædende at skrive sig frem til den – og rette en smule tilbage i teksten.

At gennemgå teksten for at reducere medfører flere gode præciseringer af sproglig art – og tildels også angående strukturen. Dejligt at få rettet nogle steder jeg hele tiden har været irriteret over, som om der hang en lille tåge over de steder.

Jeg mumlede igennem teksten, dvs. læse højt, og fandt et par svage steder. Det tager tid at dukke helt ned på ordplan med rettelser. Men det rigtig svære var at bevare overblikket over strukturen.

På den ene side er det irriterende at jeg både skal stille opgaven og løse den, på den anden side er det netop hvad man er ude for når man skriver frit for sig selv. Her hjælper Skriveskolen ved at holde mig fast.

Reklamer

Forfatter: jesperodlp

Han 1947, det er midt om natten nu. Elsker Philip K Dick, Bach, sproget. Min hjerne er mere surrealistisk end realistisk, men jeg prøver at leve i den fælles, fysiske verden. Naturens perler som vi ikke kan se med det blotte øje. Jeg har været med her et par år, og det er vildt spændende. mail: sheheresade@gmail.com ellers er du velkommen på Facebook hos "Jesper Dela Porte Ovesen" (staveformen ikke helt rigtig, men den eneste FB vil acceptere)

11 thoughts on “Han havde et wc, men der var meget mere

  1. Hi Jesper
    Det er dejligt at læse din beretnng .Der er en god sammenhængskraft og temaet og pesonerne står stærkt i erindringen efter læsningen. Du rammer nogle af mine kæopheste – tværkultur og hysteriske mennesker (læs partnere).

    Dit skriv er stor inspiration.

    Kh
    Børge Lindschouw

    Liked by 1 person

  2. Kære Jesper

    Når jeg læser dine tekster i sammenhæng kan jeg ikke umiddelbart se nogen ændring i handlingen, så du har nok ikke haft nogle løse ender, som jeg f.eks havde. Du har sikkert redigeret med både pincet og lup, i hvert fald står dit skriv fuldstændigt skarpt.

    Det er dejlig læsning, historien glider ned som fløderand med karamelsause, på trods af at der er et utal af scener, men smukt samlet i et fuldendt handlingsforløb. . Du har virkelig formået at skrive til hele følelsesregistret, fra det urkomiske til det rørende. Jeg tror minsanten du har skrevet en bestseller.

    Tak for din historie Jesper og tak for opgaven, begge dele har været en fornøjelse.

    Kh Livsglæde

    Liked by 1 person

    • Hej Livs
      Under redigeringen fandt jeg et par uklare steder, men selve handlingen kunne jeg ikke ændre – selv om jeg overvejede at gøre Zoe til fortæller. Hver gennemlæsning giver et par smårettelser, selv når jeg tror at historien er helt færdig.
      Jeg var nervøs for om handlingsforløbet kunne holde, så det er en dejlig kommentar fra dig. Og at forsøge at skrive for hele følelsesregisteret er lidt nyt for mig. Kan heldigvis lære af egne opgaver!
      Glæder mig også at du fik noget ud af opgaven.
      Kh jespero

      PS tak for dine altid vældig opmærksomme læsninger

      Liked by 1 person

  3. Hej Jesper

    Din historie om venskab som kontrast til kvindeligt selskab af tvivlsom art er flot svunget. Din karakteristik af Zoe er virkelig så karikeret at den bliver morsom. Jeg er et af de naive mennesker, der tror alle andre er søde og rare, indtil de viser mig noget andet, og har ofte måttet erkende, at der desværre også findes sådan nogen som Zoe. Selv om hendes opførsel er vanvittig, så er den troværdig nok Som modstykke beskriver du lige så flot naboen, der er flygtet fra et totalitært regime og er bange for alt og alle. De to personer komplementerer hinanden perfekt. Jeg tror det er derfor du slipper af sted med et par af de forrygende scener, der altid karakteriserer dine tekster. Her er det et toilet og en måge, der begge får en vigtig rolle.

    Det er forståeligt, at det har været lidt indviklet og sikkert også kompliceret for dig, både at formulere en flot opgave og så også selv skulle løse den. Men som Livsglæde skriver, så tror jeg faktisk du har lavet en bestseller. Hovedet (under toilettet med en you-tube video) kroppen (forholdet de to venner i hver sin lejlighed) og til slut halen (med den nye forelskelse i pianisten). Sådan kan en god historie bygges op. Den her må absolut være en drage.

    Tak for dit gode arbejde i DnS, uden dig var vi vist ikke kommet videre i år.

    kh mmm

    Liked by 1 person

  4. Hej Mille
    At du sætter pris på mit arbejde i DnS er skønt, for der ligger mange tanker og tid bag (heldigvis kan man ikke se det) – også bag at finde billederne. Forrygende scener – vel ikke i den forstand som en filmanmelder bruger ordene. Et wc og en måge hvad er de mod en forrygende biljagt?

    Jag kan godt lide historier med en konkret forankring i den fysiske verden, noget at se og mærke. Dialog er fin når den ikke står alene.
    Kh jespero

    Liked by 1 person

  5. Hej Jesper.

    Det hænger så godt sammen. Flyder harmonisk, så personligt kan jeg ikke skele, hvor opgave 1, 2 eller 3 starter og slutter. De er bare flettet flot sammen. Et venskab med prøvelser må man sige. Det starter med et wc. Bliver udfordret af en kvinde, for at kalde hende noget pænt, og så får vi et lille indblik i Kims fortid. Alt på grund af nogle J.vidner. Jov jov. Her mangler skam ikke noget. Fik dog lidt ondt at den stakkels måge. Den er jo et uskyldigt offer.

    Tusind tak for fremragende læsning.

    Kh Uhrskov

    Liked by 1 person

    • Hej Uhrskov
      Mågen var en illegal indvandrer, tilmed meget skadevoldende, dit dyreværnshjerte er løbet af med dig. Tænk på en smadret kaffemaskine – og den er dyr – og mistede krydderier. Glæder mig at du ikke kan se nogen samling mellem de tre dele af historien, temaet holder altså, det er spændende i den type opgave. Jeg har brug for at træne længere, sammenhængende tekster, lære at holde en struktur så læserne ikke taber lysten. Det er så dejligt at du havde lyst til at være med.
      Kh jespero

      Like

  6. Kære Jesper

    Rigtig godt at få læst din historie i sammenhæng. Der er en fin linje og en morale som ingen kan være uenig med hp i. Ham kan jeg ikke helt finde ud af om jeg kan lide, men det er ikke helt så vigtigt. Det vigtige er at du kan lide din hp, det føles i hvert fald sådan, og når du kan det, så kan du også følge ham i hans nydelse af venskabet med naboen, hans hurtige glemsomhed når det gælder pigen, hans vrede da hun kommer ham på tværs osv. Du kender ham, så jeg tror på at der er sådan han er. Jeg er ved at læse Kårsbøls: Din næstes hus. Den fanger ikke. Hun har en hp som jeg ikke kan mærke om hun selv kan lide. Tænk en forskel det kan gøre.

    Til gengæld kan jeg godt lide din anden hp. Hans historie, som må indeholde en flugt fra Nordkorea, kunne være spændende at høre mere om. Der må ligge en gevaldig frygt for at involvere sig med andre mennesker og måske åbne op for egne holdninger. Du beskriver mest den fordanskede side af ham. og selvfølgelig skal du det, alt det andet er noget jeg som læser digter til, men det er fint. Hvis jeg ikke troede på din beskrivelse af ham, så var der jo ikke noget at meddigte ud fra.

    Din kvindelige person, Zoe, står lidt mere fjernt. Du vælger en lidt stereotyp kvinde, bygger op over en forventning om at en kvinde er en der ønsker opvartning, forkælelse, god sex osv. Det kvindebillede bryder jeg mig ikke ret meget om, måske fordi jeg endnu har til gode at møde sådan en kvinde. Men nu er jeg så heller ikke københavner, så det … Men det er jo netop fiktionens virkemiddel, at man kan skabe en person der ikke rigtigt er til, hvis det tjener et formål. Jeg forstår dit valg. Hun er jo kun en katalysator for hvordan historien selvfølgelig skal udvikle sig – at venskab er vigtigt, og et venskab mellem to mænd skal en kvinde ikke forsøge at komme imellem. Så bliver hun smidt ud. Det samme kunne gælde med omvendt fortegn.

    Margaret Atwood har åbnet et skrivekursus, en masterclass. I traileren fortæller hun hvor vigtigt det er at man kan skrive sin historie så læseren bliver fanget og tror på historien, selv om begge godt ved det er fiktion.

    Din historie fanger mig fint, jeg ser filmen for mig, og glæde mig over dit valg af tema. Og dette moment: at vi begge godt ved det er fiktion, det er egentlig godt at tænke over, for når jeg godt ved det, og alligevel ser den indre film, så virker teksten jo.

    kh dorte

    Liked by 1 person

  7. Hej Dorte
    Zoe er en type som er hurtig, hurtig til at finde nogen at forelske sig lidt i, det varer bare en nat, hun manglede et sted at være og kan sagtens se fordelen ved at være hos hp og blive fodret – også fodret med opmærksomhed. Et par dage senere keder hun sig eller har fundet nogen mere givtig så hun skrider – men det holder ikke, og hun vender tilbage.

    Jeg fornemmer at du oplever at Zoe for mig skulle repræsentere kvinder i almindelighed. Det er ikke tilfældet, hun er snarere en bestemt mennesketype med nok fysiske fortrin til at kunne charmere sig ind hvor der er en fordel at opnå, lidt psykopat.

    Vi lærer begrænsning her på Skriveskolen, men så må jeg brede mg privat. Når jeg genllæser historien får jeg nogle gange en fornemmelse at den kunne være en synopsis og får en forfærdelig trang til at prøve de to andre personers synsvinkel.

    Mange tak for at du skriver om hvordan du oplevede historien, det er en af de givtige ting ved sådan en skriveskole. At den fangede, glæder mig.

    Nu er klokken over midnat og jeg har lagt en lille bonusopgave på, kun en halv times opgave, det kan vel ikke afskrække nogen. En opgave med megen frihed – om at finde. Om at slippe tøjlerne og kun gribe når nødvendigt. Vores julestafethistorie er en dynge indfald som peger i øst og vest, det vil tage lang tid at redigere en af dem ned til en klar historie. Det er der nok ingen som gider.

    KH jesper o

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s