Er du bange for Sortedamssøen? Godnat.

30. september 2018 by jesperodlp 23 kommentarer

Fortæl om dengang du var barn, mor

Da jeg var fem år, boede vi ved Sortedamssøen i København. En stor firkantet sø kantet med stenblokke der var flere meter på hver led. De voksne kunne spadsere på den kant og kigge ned i vandet, det var en tryg søbred, men selve navnet Sortedamssøen var uhyggeligt: den sorte dam. Blæksort eller blå af himlen, men mest sort, husker jeg. Det var forbudt for mig at gå på kanten, jeg skulle befinde mig en meter inde på bredden for ikke at falde i.

Der var svaner og ænder. Jeg kunne fodre dem, de var så tamme at de hoppede op på kanten og spiste direkte af min hånd. Jeg brød mig ikke om svanerne med den sorte kant om næbbet, så var jeg klar over at de ville bide.

Pænt inde fra kanten legede jeg tit med Henrik og nogle andre, helst covbøjdere og inderjanere, og spille land.

Henrik havde fødselsdag den dag og bestemte det hele. Vi var brandmænd og han havde fået en lille legetøjsbrandbil med stige, vandbeholder og slange. Den kunne rigtigt pumpe vand. Der var bare ikke noget vand i tanken.

– Jeg dypper den i søen, sagde Henrik, så kommer der vand i tanken.
– Det må du i hvert fald ikke, sagde jeg. Dengang vidste jeg nok hvad der var forbudt. Det var forbudt at gå helt hen til kanten.
– Ha, jeg må godt, sagde han triumferende, for det er min fødselsdag.
Og han tilføjede: – Jeg kravler hen til kanten, så kan der ikke ske noget.

Henrik rakte armen ud over kanten med brandbilen: – Jeg kan ikke nå. I må holde mig i benene.

Det gjorde vi så, og han fik bilen helt ned i vandet. Jeg holdt rigtig godt fast i hans fod, men desværre gik skoen af og Henrik gled ud over kanten, ned i vandet. Til sidst lå han bare på bunden og kiggede op på os. Han smilede, det var ikke slemt at falde i Sortedamssøen og ligge dernede.

Bagefter legede vi andre en god leg med at kaste en lommekniv, mens vi ventede på at han ikke gad være dernede mere. Ved spisetid kom hans barnepige løbende med håret strittende i alle retninger, og hev ham op og rystede ham for at få vandet af. Hun råbte bare og skældte ud.

– Øv, sagde han. Jeg lå og snakkede med fiskene. De lærte mig hvordan man kan trække vejret under vandet. De lærte mig også at svømme, man bliver så let nede i vandet, det er skønt.
Henrik havde stadig brandbilen i hånden, han holdt på vandbeholderen og kom til at trykke på den så hun fik en stråle i øjet.

Måske gjorde han det med vilje fordi han havde ligget så godt i Sortedamssøen sammen med fiskene og set verden nedefra.