Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer

Jeg sad og stirrede på en halv kop kaffe i to timer

13 kommentarer

DSCN2589 (2)

Det fyldte mig med gru da jeg forstod hvad jeg havde indladt mig på. Jeg havde haft disse anfald af depression hvor alt stod stille for mig, jeg kunne ikke stå ud af sengen om morgenen, havde ikke lyst til at spise. Kunne ikke læse en bog fordi jeg ikke kunne få sammenhæng i ordene, de faldt fra hinanden fordi jeg ikke orkede at finde ud af hvad der blev talt om. Det var for krævende. Jeg kunne ligge og kigge på en plet på loftet i timer, eller en flue – som i det mindste bevægede sig. Ellers var der intet der bevægede sig. Jeg var helt tom.

En dag ville det være overstået og jeg ville blive menneske igen i nogle uger, men så vendte tilstanden tilbage igen. Til sidst anede jeg ikke hvor mange gange det var sket. Måneder eller år?

Da mødte jeg Albert Doost, en svensk kirurg i nobelklassen. Han vidste noget og kunne noget som ville hjælpe mig med sikkerhed, sagde han, ikke som lykkepiller der kun kan berige medicinalfirmaerne og give kvalme, vægtøgning, sære humørsving, en glasklokke over min bevidsthed. Meningsløst at bruge dem.

——

Rigshospitalets psykiater smækkede døren bag mig. Han var sur fordi hans elendige piller ikke virkede. Det gjorde de altid, påstod han, gu’ gjorde de ej, råbte jeg. Derfor sad jeg i hospitalets kantine og stirrede på en halv kop kaffe i et par timer, indtil en mand slog sig ned ved siden af mig:

– Du har det ikke godt, sagde han stille.

De ord havde psykiateren ikke haft til mig, det var det han skulle have sagt, han var bare kørt frem med sine standardpåstande, det fæ. Han havde stjålet min sidste energi.

Manden var Albert. Han vidste det hele bare ved et blik på mig og forklarede at der findes en vej ud af depression. En enkel operation hvor man indsætter stimulatorer i vagusnerven så patienten selv kan styre dens funktion.

– Depression er ikke en tilstand i hjernen, hele kroppen er involveret. Det er derfor du ser askegrå ud i ansigtet, sammenfalden holdning, ligeglad med mad og drikke, ikke sandt?

Jeg orkede ikke at tale eller nikke.

Han fortsatte: – Vagusnerven, den tiende kranienerve, styrer norepinephrin, styrer de elektriske impulser til hjertets sinoatriale noder, er forbindelse mellem hjerne og hele fordøjelsessystemet, kan dæmpe inflammation. Problemer her giver depression. Men jeg har fundet ud af at indsætte en stimulator som kan regulere vagus så depressionen forsvinder.

Det lød så godt at jeg uvilkårligt så op og nikkede svagt.

– Her var måske redningen for dig.

——-

Jeg blev kørt ind i operationsstuens skærende lys, fastspændt til lejet for ikke at forstyrre kirurgen ved ukontrollerede bevægelser. Bedøvelsen var af den type hvor man er fuldt bevidst uden smertefornemmelse.

– Så kører vi, sagde Albert, jeg har ændret lidt på operationen så vi inddrager tarmsystemet. Det fik vi vist ikke talt om.

Han løftede skalpellen og snittede behændigt fra solar plexus til kønsbenet. Mine tarme lå blottede. En grå hinde med pulserende blodårer. Bulet. Først nu forstod jeg i al sin gru hvad jeg havde indladt mig på, ikke et lille snit på halsen som han havde lovet, men hele kroppen skåret op, hele vagus tilgængelig, og jeg kunne ikke røre mig, ikke protestere.

– Nu har jeg tilsluttet den første stimulator, forklarede Albert noget senere, depressionen skulle forsvinde. Mærker du noget?

En afgrundsdyb rædsel knugede mig, et fald ned i intetheden. Jeg sitrede overalt. En angst som jeg aldrig havde troet at jeg rummede. Kulde. Hjertets slag accelererede til en amokrytme. Væk, væk, men det var umuligt, jeg var spændt fast. Kunne bare skimte min opskårne mave og Albert bag hans maske.

Albert rystede på hovedet: – En skam. Stimulatoren plejer at fjerne depression på musene.

 

Reklamer

Forfatter: jesperodlp

Han 1947, det er midt om natten nu. Elsker Philip K Dick, Bach, sproget. Min hjerne er mere surrealistisk end realistisk, men jeg prøver at leve i den fælles, fysiske verden. Naturens perler som vi ikke kan se med det blotte øje. Jeg har været med her et par år, og det er vildt spændende. mail: sheheresade@gmail.com ellers er du velkommen på Facebook hos "Jesper Dela Porte Ovesen" (staveformen ikke helt rigtig, men den eneste FB vil acceptere)

13 thoughts on “Jeg sad og stirrede på en halv kop kaffe i to timer

  1. Meget morsom og meget overraskende. Du har forberedt dig temmelig meget, tror jeg, eller kendte du på forhånd disse medicinske udtryk?
    Tilbage er kun spørgsmålet om navnet på den tilstand, han havner i til sidst. Den er åbenbart værre end nogen depression. Superdepression?
    Scheisse gut, Mann!

    Liked by 1 person

  2. Hvorfor afkræves jeg hver gang mine data?

    Liked by 1 person

  3. Altså Jesper. Ha ha ha.

    Indtil oplevelsen af de grå indvolde, var jeg overbevidst om, at historien var alvorlig ment, og jeg havde en forventning/fornemmelse af noget science fiction.
    Den er da i hvert fald grueligt :-) .
    Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg kommer til at tænke på de moderne plastic operationer, der ender med et plastic-mareridt.
    Tak for en meget levende beskrivelse af en depression/angst, der fik et andet udfald.
    Man føler sig altid underholdt og forventningsfuld, når man læser dine tekster! Man læser ikke kun dine tekste, man oplever dem (jeg gør).

    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

    • Hej Finn
      Mange tak for din kommentar. Hvordan du ellers har fundet historien. Jeg kender i forvejen vagusnerven og slog supplerende op for at finde nogle medicinske udtryk. De er nødvendige for at lægen kan virke kompetent både over for HP og for læseren.
      HP ender i ren rædsel under operationen. Bagefter? Måske er depression erstattet af total angst som trods alt har mere energi men er aktivt smertefuld.

      Jeg ved ikke hvorfor du bliver aftvunget identitet. Det plejer ikke at ske. Jeg har selv været smidt af som ejer af min blog i går!

      Skønt med din lynhurtige og positive respons!

      Like

  4. Det fyldte mig med gru, da jeg læste din tekst. Håbede fra start på, at der virkelig var opfundet en eller anden “dims”, der kunne fjerne depression. Skal altid lige slå et par ord op, når jeg læser hos dig – nogen gange som her i denne tekst er der så mange ord, jeg ikke kender, så jeg bare regnede med at det var lægelige udtryk. Amokrytme (læste det først som apokryfe) altså Jesper dit sprog er for viderekomne og jeg elsker de der skøre indfald, der altid opstår blandt dine personer.
    Tak for opgave og tak for læsning af din løsning. Godt at holde os skrivende hen over sommeren. Både blog, krop og hjerne får nøkker, hvis de er inaktive for længe ad gangen.
    kh m

    Liked by 1 person

  5. Kære mmmm mm
    Mærkelige ord er tit bare stemningsbærende. Dog ej amok… jeg glæder mig over at du læser hos mig så trofast. Tak for det.

    Jeg var nødt til at lave er spontanopgave til dig, når nu ikke andre gjorde det. Du skulle nødig gå i spåner af mangel her om sommeren hvor mange holder ferie.
    Kh jespero

    Like

    • Hej igen Jesper – jeg er meget taknemmelig for den lille opgave var også den første til at sætte en tekst ind, den står for sig selv, fordi der var knas med opsætningen af opgaven. Jeg må desværre gå til bekendelse og afsløre, at jeg er kommet til at melde mig på Lone Dybdahls hjemmeside og facebook-gruppe – hun er fantasy-forfatter og jeg blev meget begejstret for hendes måde at formidle “forfatteri” på, da jeg var til hendes performance på Fantasy-festivalen i september 2017. DnS skal jeg nok blive ved med at være trofast overfor, selv om de to forløb absolut ikke falder på tidspunkter, der er gode i forhold til min skriverytme og mine behov for at komme videre. Savner virkelig forfatterklassen, men Dybdahl er også god. I øjeblikket har hun et mini-projekt kørende, der hedder” Kickstardinbog” kh m&m

      Liked by 1 person

      • Det var nu mig, der var først Mille, jeg blev bare vippet af tråden og stillede mig i venteposition under din tråd – ha ha. Satte så til sidst en nu besvarelse ind under opgaven. Men Jesper, din side virker nu. Så du kan vist uden problemer kommentere hos både Mille og mig! Tror – hm – jeg er blevet lidt sommer-høj/flabet – sorry

        Liked by 1 person

      • Hej mille. Lone Dybdal husker jeg fra Saxo, hun skrev som Clara Scritoa eller noget i den retning. Hun er vældig aktiv med en evervældende masse videoer og projekter. Den nu nedlagte Forfatterklassen havde nogle gode opgaver som løb over tre gange, så der kunne komme lidt længere historier.

        Lones projekt er en hel bog, noget andet end vores små opgaver. Jeg kender hende som planlægger derpå skrive, men der er så mange måder at skrive…

        Liked by 2 people

  6. Gys! med historien om Maccaronis luftstrubeoperationer i frisk erindring, er det her en næsten helt mulig historie, specielt hvis den stakkels deprimerede patient ikke lykkedes med at blive bedøvet fuldstændigt. Med dette gys bekræfter du at man skal lade være med at blive syg og holde sig så langt væk fra hospitalerne man kan. Det er sikkert også rarest under alle omstændigheder, men din skrækhistorie nok ikke noget man let risikerer. Heldigvis! Tak for gys. khb

    Liked by 1 person

  7. Hej Bense
    Jeg tænkte på Maccaroni og hans sære fremfærd, dethar du klartskuende fornemmet. Hvad skal man gøre, manden ved en masse, så man tror ham, især når man er er hårdt presset. Herligt at d u læser her og sender mig denne sommerhilsen.
    Kh jespero

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s