Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet

Vi fandt ud af at bruge en kamel

33 kommentarer

DSCN9905

Jeg har bagt en tærte til Ellen og taget en pæn kjole på, men hun lægger ikke mærke til det, skæver heller ikke engang til kagen, hælder bare op af kaffen.

– Du, Margrethe, hvordan går det egentlig med din søn? Siger hun.

Hun borer ned i mit mest ømme punkt, det er hun godt klar over. Han er hoppet af skibet og gemmer sig et sted nede i Afrika. Vi har både min kjole og kagen at tale om, hvorfor netop om mit savn?

– Han sender mig noget en dag, siger jeg. – Måske kommer han selv. Men jeg har tænkt mig at vi skulle hygge os med et afsnit af Matador. Hvis du flytter dig, så jeg kan se skærmen.

– Matador har jeg set så mange gange, men lad gå, bare et enkelt afsnit.

Hun flytter sig og jeg kan stadig ikke se fjernsynsskærmen for der står en kamel i stuen. Den ser irriteret ud, skuler med hængende underlæbe. Betragter os, vi er ligegyldige kryb, kan jeg se i dens blik. Den bider blomsterne af den buket som Ellen er kommet med.

– Hvad laver I, siger den i mit hoved. I er ved at kede hinanden ihjel.

Ellen sidder forstenet, man kan næsten se mosset vokse på hende. En figur på kirkegården. Hun vil ikke lade mig vide at hun er overrasket, for ikke at sige forfærdet.

Kamelens tunge øjne hviler på mig, øjenvipperne er for lange til at den kan holde dem helt åbne.

– I trænger til noget plads, denne stue er for lille og fyldt med ragelse, åbne vidder giver liv, siger den.

Lidt urin løber ned ad bagbenene idet den knækker sammen på forbenene for at sætte sig. Først ned med forenden, så at pukkel og ende stritter op i luften. Derefter sidder den med bagbenene, åbenbart affindende sig med at der ikke er plads. Underkæben maler fra side til side. Tygger den drøv på blomsterne eller noget den har gylpet op fra mavesystemet? Øjnene er halvt lukkede, alle mentale processer koncentreret om tygningen.

Der er noget sært beroligende ved synet, og Ellen slapper af, kan jeg se.

– Er dyret en gave fra din søn? får hun endelig fremstammet.

Hun skærer et stykke tærte for at bringe sig tilbage til virkeligheden. – Hvad vil du med den kamel?

– Det er ikke min, forklarer jeg, den har bare slået sig ned her. Den æder mine blomster og ødelægger gulvet. Jeg aner ikke hvordan den kommer ud igen. Min dør er for lille. Den er ganske rolig og fredelig, måske kan jeg have den i stedet for en hund.

– Du er åndssvag, siger Ellen og kommer til at hoste tærtekrummer ud over bordet. Hun er ikke meget bedre end kamelen hvad angår at grise.

– I øvrigt, fortsætter hun, er kameluld noget af det blødeste og fineste man kan få. Min mormor havde en kameluldsfrakke.

Jaså, tænker jeg, og går over til den og betragter pelsen. Den vender hovedet mod mig og ræber dybt nede fra. Jeg træder et skridt tilbage for at undgå dunsten, idet jeg lader hånden strejfe kamelens flanke. Ganske rigtigt, blødt som barnehår på et lille hoved. Der klæber lidt kameluld ved mine fingre.

– Du har ret, Ellen. Jeg rækker hende hårene, og tænker på hvad der er indeni dyret, inden i puklen. Måske er den helt tom. Et univers af ingenting, af ligegyldighed, af kedsomhed – lige som min stue, som mig og som Ellen og som vores samvær. Kaffe hver lørdag, gensidig irritation og alligevel et fælles ønske om menneskelig varme. Når hun går hjem sent på eftermiddagen, er der kun nogle kagekrummer tilbage af vores møde, intet andet, ingen tanker, ingen følelser. Bare kold tomhed.

Hun gnider fingrene om uldtotten og ser en anelse glad ud, kun i den ene mundvig.

– Ellen, vi to trænger til noget mere  end tærte hver uge.

Hun ser op på mig, men siger ikke noget. Det betyder på hendes sprog at vi er enige.

Det er godt, for jeg har sådan lyst til at sprænge det hele, måske til store vidder med plads til store tanker og store følelser. Til bevægelser. Til at danse og råbe. Til at dekonstruere hverdagen – hvad end det så betyder.

Et øjeblik befinder jeg mig ude i ørkenen på knasende sand, med en uendelig blå himmel over mig og en gumlende kamel foran mig, den er fuldstændig ligeglad med mig og himmelen.

I næste øjeblik er jeg tilbage i stuen og står med min vidunderlige Yoshikin kødøkse i hånden, skarp som en kirurgisk skalpel og stærk som et slagsværd. For en gangs skyld klar til at gøre noget ved situationen.

Med et fast greb om øksen svinger jeg den mod kamelens lange, bugtede hals. Igennem pulsåre og luftrør. Hovedet falder, stadig gumlende, til den ene side og et springvand af pulserende blod står ud i stuen, hen over min Grimbergs Verdenshistorie, Kulturens veje af Kaj Birket-Smith, strikkeopskrifter, en massaimaske fra min søn, mine trampedachreproduktioner og familiefotografierne på reolen. Mit håndknyttede mashadtæppe fra Iran, den eneste kostbare ting i lejligheden – svampet af blod.

Ellen udstøder et skrig henne i sofaen da hun ser blodsdråberne på sin grå spadseredragt. Så får hun øje på kamelhovedet der endnu hænger på halsen i nogle halvt gennemskårne halshvirvler. Hun rejser sig lynhurtigt op med et intenst udtryk jeg aldrig før har set, i et spring står hun ved siden af mig. Skoene er røget af undervejs, hendes fødder med nylonstrømperne glider i det friske blod, men hun taber ikke balancen. Hun rykker kødøksen ud af mine hænder og råber: – Lad mig komme til!

Begge hænder om håndtaget, et vældigt sving så det suser i luften, og kamelens hoved ligger for sig selv under kaffebordet.

– Flyt sofaen, kommanderer hun, vi skal have plads til at skinde den, partere, hive indvolde ud.

Min pæne sorte sofa er fuld af røde fingeraftryk. Lige som resten af stuen.

Vi vælter kroppen om på gulvet og hugger benene af. Det er svært at stå fast, alt er klæbrigt og glat af blod. Min stue er et slagteri, intet tilbage af civilisationen. Ellen kryber ind i kamelskindet med pukkel og hale og det hele; kravler rundt på alle fire og brøler så godt hun kan.

– Kom ned til mig, siger hun med blod og sved silende ned over kinderne, her er plads til én til. Og tag tærte og kaffe med. Nu skal vi hygge, her er lunt og godt.

Vi propper resten af tærten i munden og tygger drøv på den.

Reklamer

Forfatter: jesperodlp

Han 1947, det er midt om natten nu. Elsker Philip K Dick, Bach, sproget. Min hjerne er mere surrealistisk end realistisk, men jeg prøver at leve i den fælles, fysiske verden. Naturens perler som vi ikke kan se med det blotte øje. Jeg har været med her et par år, og det er vildt spændende. mail: sheheresade@gmail.com ellers er du velkommen på Facebook hos "Jesper Dela Porte Ovesen" (staveformen ikke helt rigtig, men den eneste FB vil acceptere)

33 thoughts on “Vi fandt ud af at bruge en kamel

  1. Sådan, Jesper! Så er den ged barberet :-) Flot historie, og jeg elsker virkelig, når du/de sprænger alle rammerne og går til den i vanvid og blodrus! Det er herligt at deltage i sådan et svine-til-orgie, når man (som vi) ikke behøver gøre rent bagefter!
    Og så flyder sproget jo lige så fint, som blodet – som altid…
    Tak for det!
    Go’ Påske, på gjensyn, Maria

    Liked by 1 person

    • Hej Maria
      Godt at du ikke lider af angst for blod, det er måske ikke så udbredt i disse krimitider. Glæder mig at du kunne goutere en påskefantasi.
      De bedst hilsener fra jespero

      Like

  2. Enig med Maria i, at dit sprog flyder som din forfatterfantasi, hvor du på en og samme tid fastholder tærte og kaffe. Trivialitetens dagligdag møder ørkenens sønner, og så skal jeg da nok love for, blodet springer.
    At du på billedet viser en dromedar med kun én pukkel gør ikke spor. Man skal ka mele sin egen kage, når det gælder.

    Liked by 1 person

    • Hej Finn
      Man tager ikke mere en skelnen mellem dromedar og kamel alvorligt – ikke siden cigaretmærket Camel kom på markedet med billedet af en dromedar. Jeg har opgivet den gamle skelnen og flyder bare med. Nu har du lukket Ørkenens Sønner ind i min historie, dér fralægger jeg mig definitivt ansvaret. Dejligt at du ville være med og læse, altid en opmuntring for mig.
      De bedste hilsener fra jesper o

      Like

  3. Hej Jesper

    Herlig total surrealistisk, gak gak historie, men fyldt med god mening og håb for de to gamle koner, der keder hinanden ihjel. Et kort øjeblik frygtede jeg,, at Margrethe ville hugge hovedet af Ellen, som straf for hende ondskabsfulde insisteren på at tale om den forsvundne søn.
    Men nej, Margrethe har bare lyst til et voldsomt blodorgie. Hende ville jeg nødigt være uvenner med.
    Dit sprog er fyldt med fantasi, sprudlende( af blod) af billeder og fortælleglæde.
    Men mere Kafka end Murakami. Ikke at det gør noget.Tværtimod.
    Tak for god underholdning.
    Vh
    Nina

    Liked by 1 person

  4. Der er noget med synsvinklerne der forvirrer mig, selv om jeg flere gange prøver at finde ud af hvad. Men der er faktisk ligegyldigt, det er ikke det det handler om her.

    Her bevæger vi os fra det trivielle til det ekstreme med få skridt, fra tærte til blodbad, fra langvarig, behersket kedsomhed, med en undertone af nedrighed til et ubeskriveligt svineri, hvor alle barrierer er nedbrudt. Ikke engang på et psykologistudie ville de studerende blive præsenteret for en lignende case.

    Og det beskriver du så det “næsten” er muligt at følge med uden at blive fuldstændigt overrumplet, men også kun næsten. Jeg kunne godt have ønsket mig en lidt længere overgang fra kaffe og tærte til kødøksen kommer “på bordet” og vanviddet tager over.

    Og jo, det er underholdende på den ulækre, smattede måde og som sædvanlig skrevet med sikker hånd.

    Kh livsglæde

    Liked by 1 person

  5. Hej Livs
    Overgangen fra tærte til økse. Nok sandt at de kan virke en anelse brat, på den anden side tænkte jeg at for mange ord ville få læseren til at opgive inden handlingen tager fat.
    Ikke godt at du føler forvirring med synsvinklerne, jeg må kigge igen. Måske en replik hvor det er svært at placere afsenderen- noget jeg afskyr, men det kan ske. Tak for påmindelsen, værdifuldt.
    Og mange tak for din læsning.

    Og tak fordi du lægger en lang forklaring om magisk realisme på vores side, jeg håber at det kan gøre at folk tør smide forsigtigheden og tænksomheden bert for en stund og bare gå i gang og se hvor historien ender. Min historie kunne lige så vel være endt på Bellevue badestrande eller …
    Kh jespero

    PS jeg har lavet et par ændringer, måske hjælper de på usikkerheden om synsvinkel.

    Like

  6. Hej Jesper
    Nu får du læsestof til resten af dagen, hvis du gider …
    Først: jeg blev nærmest gal på dig, da jeg så oplægget, fordi jeg hundrede procent fokuserede på denne japanske forfatter (Haruki Murakami), hvis bøger absolut ikke falder i min smag. Når jeg læser din historie, ser jeg, at min opfattelse og din idé med oplægget ikke stemmer overens. For ham japaneren er jo hinsides alt humoristisk og befinder sig i en eller anden psykadelisk sfære.
    Nu ville jeg jo gerne deltage, og for at blive i det overjordiske (hvad jeg havde opfattelsen af jeg skulle) koncentrerede jeg mig i stedet om ingefær, som jeg for min part både har indtaget med velbehag som shuts og ingefærpærer. Uden nogen påvirkning.

    Da jeg ikke af den vej har erfaret hallucinationer, lod jeg tankerne fare og landede i stedet hos en schweizisk læge, som engang i 1940’erne oplevede en rus fremkaldt af stoffet LSD i svampe. Samme erfaring gjorde Stanislav Grof (beskrevet i “Experimentere som en gal”), et eksperiment som de så også kastede sig over i Frederiksberg Hospitals kælderhvælvinge engang i 1950’erne. Med nedslående resultater. Det er afsindigt spændende, men det ville nærmere blive afskrift af en afhandling, som ikke hører hjemme her.
    Nu fik jeg så i arrigskab forfattet en vel nok lidt sarkastisk shortstory, som jeg har forsøgt at udgive. Men ak, det kan ikke lade sig gøre, for WordPress har udelukket mig fra det gode selskab. Min konto er ophævet, de kender mig ikke, skriver WP admin.
    (Randi har lovet at se på problemet).
    Din historie er som sædvanlig grinmorsom. Typerne og konstellationen Ellen og Margrethe kender vi måske alle, og nu har de sammen fået en oplevelse, som de sikkert kan leve videre på til deres dages ende.
    Hilsen Ella

    Liked by 1 person

    • Hej Ella
      Jeg var frygtelig bange for at jeg havde tabt dig, hvad guderne forbyde. Murakami var kun den sidste mulighed og har ikke noget at gøre med de to første emner. Murakami kom med fordi jeg så en dokumentar om hans danske oversætter, i filmen optrådte frøen som jeg syntes var så herligt absurd at jeg tog den med. Den vandrede rundt i Tokyo og København og talte med dyb, filosofisk stemme – stammer fra en af hans historier som jeg ikke har læst. Den er virkelig for viderekomne, men sådan en skal der være en gang imellem. Måske en skribent finder sin indre frø, hvad jeg jeg.

      Mærkeligt med WordPress. Problemet plejer at være at man skal lukke sig ind igen med sit kodeord. I værste fald kan du lægge historien ud på vores DNS hjemmeside i et separat vindue.

      Psykedeliske præparater og dig, en kombination jeg ikke havde ventet. Opgaven har bragt nye kendsgerninger frem i dagens lys!

      Mange tak for din kommentar, både til opgaven og det andet (og værdifulde).

      De bedste hilsener
      Jesper o

      Like

  7. Hej Jesper
    Elsker dit oplæg og din bloddryppende historie, men har en masse ting kørende i hovedet, som ikke har noget med skrivning at gøre, så du må lige vente på en mere indgående kommentar. Håber bare ikke du lader dig gå på af “vrøvleriet” i kommentartråden. Jeg har hele tiden ønsket mig sådan en opgave, og når det så kommer så er jeg selv “handlingslammet” kh m

    Liked by 1 person


  8. Uha Jesper, jeg har lige fået en reprimande fra Mille, som udtaler “at det her er en frivillig gruppe, og vi skal være kisteglade for at nogen overhovedet gider ..” osv.
    Jesper, det er et flot stykke arbejde du gør og jeg håber ikke, jeg har ødelagt dit gode humør – og frem for alt ikke din lyst til fortsat at lægge opgaver ud til os.
    God påske.
    Hilsen Ella

    Liked by 2 people

  9. Hej igen Jesper
    Så fik jeg så meget ro på mine egne tanker og følelsesladede konflikter i forbindelse med den aktuelle højtid, at jeg kunne læse og kommentere. Dine historier skal man være kvik i pæren for have lys i brillen for at kunne læse ordentligt, de er så fyldt med ekstraordinære ideer. Her har du to gamle kedsommelige tanter, der går bersærkergang på en stakkels kamel, der har forvildet sig fra kedeligt sand til kedelig sandkage og kaffeslabberas. Nu fik Ellen og Margrethe hul på deres indestængte raseri. Jeg læser en kamp med det ordinære “det der forventes to gamle sippenipper gør” altså drikke kaffe og spise kage. Første gang jeg i ganske kort tid boede med udsigt til en fælles gård lærte jeg to gamle kvinder at kende, som fik en drabelig tvist ud af en eller anden ligegyldig uoverensstemmelse. Du rammer præcist og med tilpas overdrivelse det, der også er i udtrykket: “Det stille vand har den dybe grund” – hvis der ikke sker noget omkring mennesker går de i stå og dør – det går ikke at kede sig ihjel, så hellere myrde en kamel. Kan huske jeg et eller andet sted i min ungdom, hvor jeg læste ret meget har læst om overlevelse i snestorm, ved at slagte hesten og kravle ind i skindet og æde hjerte og lever råt, kan ikke huske forfatteren eller om det var islandske sagaer, bare at det var så ekstraordinært, at jeg husker det endnu mere end 50 år efter.

    Skøn løsning, en tilpas overdreven speciel jesperdelaporte-tekst – tak for læsning, det satte gang i blodcirkulationen. kh m&m`s

    Liked by 1 person

    • Mmm, måske tænker du på Edbrødre af Gunnar Gunarsson? Også noget skolelæsning, så jeg er kke sikker overhovedet. Mange tak for din læsning, mine tekster er måske noget overdrevne, men heldigvis ikke mere end at du orker at læse.
      Kh jespero

      Liked by 1 person

  10. Kedsomhed er død! (Hvorimod det modsatte ikke er tilfældet).
    Kameler ER kedelige. Tæt efter dovendyret er det i toppen af de mest kedelige dyr.
    Så logikken er klar nok. Kamelen må udryddes, hvis der skal være plads til lidt liv.
    Og det bliver der så sandelig også.
    Død er forudsætningen for liv.
    Livet er absurd. Og blodigt. Fødslen er blodig.
    Personerne kæmper en drabelig kamp for at slippe ud af kedsomhedens favntag. Og det lykkes – lige indtil de får et tilbgefald, der viser, at det er er så let at undslippe hverdagens trivielle kedsomhed.
    ” Nu skal vi rigtig hygge”! – Nåh, var det bare det, der kom ud af det.

    Der er da noget at tænke over, synes jeg.

    Hilsen Per

    Liked by 1 person

  11. Hej Per
    Hygge KAN være på sin plads når den ikke dræber ægte følelser eller erstatter dem. Rart at jeg får besøg af en reflekterende kommentar som gennemskuer mig. Tak for din kommentar.

    Like

  12. Hej Jesper.
    Totalt syret historie. Fra trivialitet til blodrus tilbage til kaffe i kamelhud. Den så jeg ikke komme, men fantastisk som du formår at give kamelen plads, faktisk så meget plads, at den må lade livet så personerne kan svøbe sig i den. Tak for god, underholdende historie. Den kamel vil jeg reflektere over et stykke tid :-)
    Kh
    Mette

    Liked by 1 person

  13. Hej Mette
    Dejligt at møde dig her med din kommentar. Historien må starte hverdagslig og så få lov til at udvikle sig. Jeg mødte andre mulige udviklinger undervejs, men det blev denne der sejrede.
    Kh jespero

    Like

  14. Hej Jesper.

    Hvor kan du nænne det ?Stakkels kamel..
    ja, jeg får helt ondt af det arme dyr, der jo er så fredelig, og som du beskriver så godt. Historien er rigtigt godt fortalt og de to kvinders samvær virker virkelig dræbende kedsommeligt. Der lurer mange frustrationer i sindet hos dem begge – og dem får de så afløb for ved at dræbe kamelen. Og så kan de hygge sig med tærten.
    Ønsket om tøj af kameluld er vel en igangsætter for tanken om kamelslagtning – så jeg håber da, dyrets pels og evt. andet bliver brugt.
    Glimrende og velfortalt historie.

    vh. Amanda

    Liked by 1 person

  15. Hej Amanda
    Mange tak for din positive kommentar. Kameler er morsomme fordi de ser så gemmenført sure ud og bider folk i enden. På den anden side er deres uld lækker så historien kunne hælde til den ene eller den anden side. Nu kom det til at gå ud over kamelen, men jeg havde andre muligheder i tankerne.
    De bedste hilsener
    Jespero

    Like

  16. Hej Jesper.

    Tja … Man må sige, vi breder os her. Fra det absolut kedelige, trivielle til mordet på en doven kamel. Jov jov det er bloddryppende, når det er bedst. Jeg overvejede om hun gjorde for uldet. Eller for at se hvad der befandt sig i puklen. Der var jo en masse muligheder. Ingen af dem jeg legede med, mens jeg læste, var hygge i kamelen med tærte og kaffe. Måske de endda får set det afsnit af Matador?

    Tak for vældig god, blodig underholdning.

    Kh Uhrskov

    Liked by 1 person

    • Hej Uhrskov
      Måske var det ulden der skubbede hende ud over kanten, men grundlæggende var de begge drevet af eksistentiel frustration. Hun havde brug for det usædvanlige for at komme videre. Det kunne være så meget, en væltet kaffekop…
      Kh jespero

      Liked by 1 person

  17. Hej Jesper

    Ha ha ha. Man kan vel kalde det at ordne to problemer med ét ‘smæk’.
    En lystig fortælling om at udfolde sine inderste midlertidige ønsker og drømme for at komme ud af det trivielle. Herligt!

    Kamelen er beskrevet så godt. Måske er det lidt unødvendigt at fortælle to gange, at den har halvt lukkede øjne, men der er overhovedet igen tvivl om, at det er en kamel, du har fremmanet i stuen hos de to damer.

    Fin slutning – jeg skreg af grin. Tak for det!

    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  18. Ja da jesper, hvis man ikke kan sluge kamelen, eller få den ud af døren, så kan man naturligvis slagte den. Og så gælder det naturligvis om at sørge for at den kedelige veninde (der kan trykke på alle de forkerte knapper og tage livet af hvilket initiativ som helst) … at få hende som medskyldig. Man må sige at din historie udvikler sig. Veninden bliver virkelig nedsølet, men jeg sidder lidt til sidst og tror at hovedpersonen ikke følger med ned i dybet til veninden; nej, hun har nu ikke lyst til at komme med ind under huden på kamelen. Jeg tror hun i stedet trækker sig tilbage i sofaen, med benene trukket ind under sig. At ingenting kan lokke hende ind under den løse snaskede hud. Jeg tror hun sætter sig for at se på Matador og glæder sig til at sønnen måske snart kommer forbi og ganske givet har noget ekstraordinært at fortælle hende. khb

    Liked by 1 person

  19. Hej Bense
    Nu er hele hendes stue ødelagt og veninden har fundet en hule hvor man for en gangs skyld kan være intenst sammen – og så skulle hun falde i Matadorfælden. Min tolkning er den modsatte. Men at hun skulle se Matador ville gøre historien til enTRAGEDIE, og det kan jeg ikke klare.
    Kh jespero

    Liked by 2 people

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s