At blive teenager er en beslutning

20. februar 2018 by jesperodlp 14 kommentarer

Han tog sejlet ned og surrede det fast til bommen, derpå hentede han deres bagage i kahytten, hans egne ting i en kanvaspose og Nanas i hendes skoletaske.
– Far, sagde hun, jeg glæder mig altså sådan til at jeg bliver teenager.
Han nikkede: – Vi skal jo op og besøge mor. Det er allerede ved at være sent.

De gik op mod Mohrø landsby, en samling af små huse, omkring femten. Gammeldags med stråtage og gulkalkede, skæve mure, vinduerne skaldede af. Forbi gadekæret og videre til kroen, hvor de lagde deres ting i værelset og fik en hakkebøf, bare et hurtigt måltid.

Solen var ikke langt fra trætoppene, da de begav sig op mod kirken. Herfra kunne man se ud over Mohrø i klart vejr. Men tågen var kommet ind over øen mens de havde spist, turen var klam og kold. Nana holdt ham i hånden og havde den anden hånd nede i lommen om glasrøret.
Oppe ved kirken var dens hvide mure næsten ikke til at få øje på i tågen, hendes øjenvipper var fugtige af fortættet væde. Faren fortsatte, han kendte vejen til gravstedet hvor han satte sig tungt på den lille grønne bænk.

Nana tog et skridt frem, knælede ned ved siden af morens sorte gravsten, og lod en finger glide hen over den iskolde flade, fingeren efterlod et spor i fugten. Hun lod prøvende neglen trækker endnu et spor, ingen ujævnheder overhovedet. Stenen havde ingen revner.
I lommen lå reagensglasset med sin gummiprop, hun drog forsigtigt glasset frem og holdt det op foran øjnene. Indeni fandtes noget der kunne være en forvitret post-elastik, den raslede når hun rystede glasset, det var hendes navlestreng.

Helt henne langs stenen stak hun reagensglasset ned igennem mos og grus, helt ned i jorden, og endnu længere så hånden forsvandt, og underarmen, indtil den klisterede jord nåede helt op til armhulen.

Hun kunne ikke slippe reagensglasset, det trak hende ned. Hun prøvede at frigøre sig, men hendes hånd knugede sig sammen og hun mærkede med ét en skarp smerte i pegefingeren, glasset var gået itu, og hendes navlestreng var faldet bort i jorden. Hun famlede blindt efter den.

– Far, udbrød hun, men han sad med lukkede øjne, hensunket i sine erindringer. Hovedet bøjet.
– Far!
Han hørte hende ikke.

Nana ville have navlestsrengen med op igen, den havde været hos hende altid, det var for tidligt at give slip, for smertefuldt, måske når hun blev tretten år, ikke før. Ikke nu. Hånden søgte rundt, men det var som om den sad fast, noget holdt den fast, hun greb fat i dette noget og mærkede i det samme glassplinten. Det stik betød ikke noget. Hun lænede sig bagover og langsomt kom armen, og hånd og glassplint og det hun holdt i hånden. Overalt på hendes jakke og ærmets kant sad fugtig jord og plantedele.

I hånden fandt hun et par gule tænder og en halv underkæbe.
– Far, vågn op, udbrød hun med en stemme der kun kunne hviske. Jeg vil hjem nu! Nu!

Hun stak hånden i lommen og slap kæben og tænderne, lidt havde hun da tilbage af sin mor. Så længe det varede.
De gik langsomt ned ad bakken, tilbage til kroen, mens hun pillede glasskåret ud og sugede blod og jord af fingeren.

– Hvad skete der, Nana? spurgte faren, du er så underlig.
– Måske må det gerne vare længe inden jeg bliver teenager … jeg kan ikke holde ud at skilles fra mor endnu.