Som jeg altid siger, det er spildte kræfter..

3. januar 2018 by jesperodlp 15 kommentarer

Om aftenen plejer jeg at være sammen med mine to venner Næsen og Kurt på café O, hvor vi diskuterer eksistentielle emner. Ingen grund til at springe Nytårsaften over, vel?

Kurt bekendtgjorde: – En flaske champagne, tak!
Vedtaget med fire stemmer for og ingen mod. Den fjerde stemme var Selmas, serveringspigen.

Vi fik et par glas hver og der kom en ny flaske på bordet.
Næsen var der lynhurtigt: – Kurt, du har glemt noget. Hvad er dit nytårsforsæt?
Kurt svarede med beslutsom stemme: – Det er her.

Han smækkede et kondom i lækker indpakning på bordet: – I år aldrig uden kondom. Jeg husker det besvær vi havde med næsens blodprøve, da deltidskæresten var bange for at han havde smittet hende med aids.

Næsen pakkede den ud: – Et kondom skal kunne stå for lidt af hvert. Vi afprøver.

Han hældte et par glas vin i kondomet og afsluttede med en knude foroven. Sådan et kondom er meget elastisk så den gode vin samlede sig i bunden, en halv meter under knuden.

– Se engang, fortsatte han og viste Kurt at man kan bruge ballonen som yo-yo. Op og ned gled væsken. Meget sjovt, især fordi champagnen begyndte at skumme af og ballonen voksede til bristepunktet og lidt over – den brast. Resultatet af afprøvningen blev at Kurt sad med maven og bukserne våde.

Med rynkede bryn konkluderede Kurt: – Jeg har mistet tilliden til kondomer. Det nytårsforsæt er afblæst.

– Du griber det forkert an, forklarede Næsen: – Det drejer sig simpelthen om huller, jeg vil besøge alle huller i næste år. Nu skal jeg vise jer. Selma, bring mig en stiv grønlænder!

En stiv grønlænder var noget Cafe O i stilhed havde lært at destillere omme i garagen og hælde på karaffel, forklarede han. – Den hedder sådan fordi grønlandske fangere bruger den til at fange hvaler med. De klatrer op på ryggen af nærmeste hval og hælder en flaske i åndehullet. Hvalen begynder at piske vandet til skum og ender uvægerlig oppe på stranden på bugen med saligt lukkede øjne. Så er den ged barberet, som man siger.

Selma bragte flasken, Næsen greb den og hældte direkte ned i sit gab uden mellemlanding. Øjeblikkelig virkning. Øjnene kørte rundt i hovedet på ham, hver sin vej. Kinder blussede, panden brød i sved og snot løb ud af øjenkrogen. Med ørerne blafrende gled Næsen slap ned under bordet.

Vi var vel gamle kammerater, så vi hev ham op på plads igen, hældte resten af karaflen i håret og bad Selma om en skål isterninger. – Noget gik galet, hviskede han, det var en dårligt nytårsforsæt. Jeg holder mig til det vi plejer.

Hvad han så mente med det.

Det blev min tur. Jeg havde medbragt en brun, blød pakke som jeg åbnede. Mit nytårsforsæt skulle have et større, et humanistisk perspektiv: – Se her venner. En T-shirt med påskrift #MeToo. Jeg er i hele det kommende år solidarisk med kvindernes bevægelse ved at bære denne beklædning hvor kvinder kan notere deres underskrift! De skal ikke mere føle at vi misbruger dem, men at vi er partnere.

Næsen stirrede på mig, øjeblikkelig totalt ædru. Kurt holdt op med at tørre bukserne da jeg tog trøjen på, et stort spørgsmålstegn i ansigtet. I det samme hørte vi lyden af en dyttende taxa som jeg havde bestilt.
– Følg mig, befalede jeg.

Vi kastede os ind på bagsædet og jeg råbte til chaufføren: – Hurtigt, til Det Kongelige Teater, vi skal være der når forestillingen slutter.

Kurt – som altid analyserede – indvendte: – Skal man ikke snarere være i teateret når forestillingen begynder?

Jeg måtte forklare ham at ved slutningen af en forestilling er foyeren fuld af unge balletpiger som er blevet forulempet af deres lærere, her kan vi virkelig støtte.

Chaufføren fik besked på at vente mens vi assisterede de mishandlede kvinder. Indendørs var foyeren spækket med pels, nertz, mink (vistnok det samme), bæver, babysæl, endog leopard – alt sammen monteret på høje, mumificerede damer langt over pensionsalderen. Den hurtigste, med blåt hår og otte ringe på fingrene, greb straks kuglepennen og skrev sit telefonnummer på trøjen idet hun kneb mig i kinden: – Vi ses, min lille ven!

En hel skare lignende pelse samlede sig om mig med begejstrede udråb, klappende, gnidende, smilende, noterende træffetid, pudder- og prutteduftende, og i gang med at printe navn og adresse. Andre med telefonen fremme og fotograferende.

Det var mod forventning småt med balletpigerne. Langt om længe fik jeg øje på en enkelt sød numse i trettenårsalderen: – Har du ikke også lyst til at støtte manifestet? Hun greb kuglepennen og skrev rutineret: FUCK DIG DOT COM!

Det betød nok at vi skulle løsrive os fra de mange hænder og søge asyl i taxaen.

– Dannerhuset, brølede Kurt til chaufføren, overvældet af stemningen.

Den store festsal i Grevinde Danners stiftelse var fuld af nytårskåde mennesker: Lesbiske, heteroer med kort eller langt hår, og folk med nyt eller intet køn greb lejligheden og forgreb sig på mig. Kærtegnede mig op ad låret, klemte mig om nosserne, bed mig i knæhasen, satte stiletten igennem min fod, stak knyttede næver op i min næse, pustede mig i øret, slikkede mig på brystvorten og skrev mange ting som jeg endnu ikke har fået slået op i slangordbogen.

– Det er rent misbrug, tilbagetog inden det går helt galt! stønnede jeg, og vaklede baglæns ud til taxien. – Vi skal bare tilbage til Café O, hurtigt, inden de følger efter. Speederen i bund, chauffør.

Mig, Næsen og Kurt sank kort efter ned på caféens stampladser og fik hver en kop kaffe med forstærkning.
– Jeg må erkende, mumlede jeg med blikket sænket, at det her slet ikke holder et helt år, endsige en enkelt gang til. Selma, tag min trøje og brænd den, tak. Og giv mig en pude til at sidde på, jeg er forbandet øm i …

Kurt, der elsker intellektuel orden, opsummerede: – Kvinder vil åbenbart ikke hjælpes bort fra det udfordrende i at være chikaneudsatte. Vi fortsætter det kommende år uden forsætter.