Rasmussenrapporten

27. oktober 2017 by jesperodlp 33 kommentarer

Mor lægger madpakken ned i mit tornyster, sammen med et stort brev.
– Husk nu at du skal aflevere brevet til inspektøren.
– Mor, jeg har det virkelig dårligt, jeg må hellere blive i sengen i dag. Det er rigtigt.
Jeg prøver at snøfte.
Hun mærker på min pande: – Sludder. Se nu at komme afsted. Du kan lige nå det.

Døren smækker bag mig og jeg står på gaden.

Her skal jeg dreje ved det store hvide skilt med ”Ridning og Cykling Forbudt”. Stien går ned ad bakke, jeg løber, har ikke tid til at se på mit armbåndsur. Fødderne bevæger sig så hurtigt som muligt, hælen skrider i gruset, jeg bliver presset bagover, fægter med armene for at holde balancen. Kommer ind i tjørnehækken, den river mig i hånden og kinden. Der sidder to torne i hånden, men jeg faldt ikke.

Det plejer at være slemt når jeg får brev med hjem fra hr. Rasmussen, men at mor sender brev til inspektøren er uhyggeligt. Ikke komme for sent – til inspektøren. Min hånd gør ondt, jeg prøver at trække tornene ud mens jeg løber, men de knækker af, der er ikke tid til at standse.

Den anden gangsti ligger lige efter den første. Den er flad og uden grus. Jeg hader de stier, de fører til skolen, hver dag ønsker jeg at blive syg så jeg kan være hjemme. Mit ur viser stadig tyve minutter i otte, sekundviseren bevæger sig ikke. Det er nemt nok at trække det op mens jeg løber, men der er nogle steder hvor jorden er ujævn så jeg er nødt til at se ned i stedet for på uret, og jeg ved ikke hvordan jeg skal stille det når jeg ikke ved hvad klokken er.

Et øjeblik standser jeg for at få vejret og trækker uret helt op, så går det i det mindste, og hvis jeg kommer for sent kan jeg sige at uret har tabt, det sker hver dag så jeg skal kontrollere. Gruset knaser bag mig, jeg vender mig om, en mand med store, sorte briller.

– Er der noget galt, lille ven, har du brug for hjælp? siger han.

Det er børnelokkeren! Jeg spæner op ad næste sti uden at se mig tilbage. Der er kun lyden af mine egne skridt, så jeg er løbet fra ham. Bare ordet børnelokker er nok, jeg skulle være gået en anden vej. Min mor har fortalt om ham. Han tager børn med hjem og gør noget farligt ved dem, jeg ved ikke hvad. Nu orker jeg ikke mere at løbe.

Ind i skoven. Det har regnet i nat, så cyklerne har opkørt stien helt, den er rent mudder og der hvor jeg skal over åen er der meget vådt. Jeg hader det mudder, og jeg hader skolen, og jeg hader at jeg skal vandre til skole hver dag. Min mor gider ikke hjælpe mig så jeg kan blive hjemme, de andre i klassen vil ikke lege med mig og maser snebolde ned ad nakke på mig om vinteren og vasker mig i ansigtet, så sidder jeg i klassen og er våd og fryser, og mor skælder ud fordi mit tøj er vådt og beskidt.

Jeg er bange for at skride i mudderet når jeg skal over åen, hvis jeg vælter bliver tornystret fuld af vand og brevet til inspektøren ødelagt. Tornystret er spændt godt fast på min ryg, men jeg vrider det af og tager fat i håndtaget, det skal kastes over åen så brevet ikke bliver vådt. Luften suser i tornystret da jeg svinger det rundt og slipper. Godt op i luften, et fint kast, men havner halvvejs på bredden og halvvejs ude i vandet.

Mine bukseben er smøget op til under knæene, de bliver ikke våde, det gør mine sko, fulde af pludder er de, da jeg er vadet over på den anden side. Og tornystret er helt slimet. Det er ikke til at lukke den op fordi mine fingre glider hele tiden. Jeg kigger ned i den. Stilehæftet er plaskvådt og sejler i mudder: Ha! Det glæder mig. Men brevet, det forbandede brev er helt bulet. Skal jeg sidde efter i en måned? Slår han lige som hr. Rasmussen? Skal jeg rykkes ned i en anden klasse fordi min mor også er sur over mine stile, som jeg selv har skrevet – helt alene!?

Brevet lægger jeg ind på maven så det kan tørre. Uret viser tyve minutter i otte, det er gået i stå igen.

Skolegården er stadig fuld af børn på rækker, jeg er næsten ikke kommet for sent. Op til inspektørens kontor. Sekretæren er sød og giver mig et håndklæde til at tørre det værste af. Men brevet er stadig fugtigt.

Døren ind til hans kontor går op: – Kom bare ind, lille ven, siger han og stirrer på mig igennem sine sorte briller.

Tænkte nok at han også er børnelokker.

Han sprætter det bløde papir op med en finger og læser mors brev: – Det er alvorligt, siger han og betragter mig.

Der er fodspor efter mig på inspektørens gulv, mine fødder er iskolde, min højre hånd ryster. Efter at have slynget tornystret, – eller fordi jeg venter på dommen?

Alvorligt? Ja, det regnede jeg med, når der skulle breve med og hen til inspektøren og kigge ind i hans sorte briller.

Han fortsætter: – Din mor klager over hr. Rasmussen. Han retter ikke dine stile ordentligt, man har den skrift man har, det skal han ikke skælde dig ud over. Desuden skælder hr. Rasmussen ud over at du ikke regner de frivillige regnestykker – det behøver du da ikke når de er frivillige. Han gør dig til grin foran hele klassen med at du både sjusker med tøjet og arbejdet. Og han slår lussinger.

Inspektøren tager et stykke papir og skriver noget på det, lægger det i en kuvert og tager brillerne af, han ligner ikke nogen børnelokker i virkeligheden: – Bed sekretæren give det her til hr. Rasmussen, jeg vil tale med ham.