Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet

Rasmussenrapporten

33 kommentarer

rektor

Mor lægger madpakken ned i mit tornyster, sammen med et stort brev.
– Husk nu at du skal aflevere brevet til inspektøren.
– Mor, jeg har det virkelig dårligt, jeg må hellere blive i sengen i dag. Det er rigtigt.
Jeg prøver at snøfte.
Hun mærker på min pande: – Sludder. Se nu at komme afsted. Du kan lige nå det.

Døren smækker bag mig og jeg står på gaden.

Her skal jeg dreje ved det store hvide skilt med ”Ridning og Cykling Forbudt”. Stien går ned ad bakke, jeg løber, har ikke tid til at se på mit armbåndsur. Fødderne bevæger sig så hurtigt som muligt, hælen skrider i gruset, jeg bliver presset bagover, fægter med armene for at holde balancen. Kommer ind i tjørnehækken, den river mig i hånden og kinden. Der sidder to torne i hånden, men jeg faldt ikke.

Det plejer at være slemt når jeg får brev med hjem fra hr. Rasmussen, men at mor sender brev til inspektøren er uhyggeligt. Ikke komme for sent – til inspektøren. Min hånd gør ondt, jeg prøver at trække tornene ud mens jeg løber, men de knækker af, der er ikke tid til at standse.

Den anden gangsti ligger lige efter den første. Den er flad og uden grus. Jeg hader de stier, de fører til skolen, hver dag ønsker jeg at blive syg så jeg kan være hjemme. Mit ur viser stadig tyve minutter i otte, sekundviseren bevæger sig ikke. Det er nemt nok at trække det op mens jeg løber, men der er nogle steder hvor jorden er ujævn så jeg er nødt til at se ned i stedet for på uret, og jeg ved ikke hvordan jeg skal stille det når jeg ikke ved hvad klokken er.

Et øjeblik standser jeg for at få vejret og trækker uret helt op, så går det i det mindste, og hvis jeg kommer for sent kan jeg sige at uret har tabt, det sker hver dag så jeg skal kontrollere. Gruset knaser bag mig, jeg vender mig om, en mand med store, sorte briller.

– Er der noget galt, lille ven, har du brug for hjælp? siger han.

Det er børnelokkeren! Jeg spæner op ad næste sti uden at se mig tilbage. Der er kun lyden af mine egne skridt, så jeg er løbet fra ham. Bare ordet børnelokker er nok, jeg skulle være gået en anden vej. Min mor har fortalt om ham. Han tager børn med hjem og gør noget farligt ved dem, jeg ved ikke hvad. Nu orker jeg ikke mere at løbe.

Ind i skoven. Det har regnet i nat, så cyklerne har opkørt stien helt, den er rent mudder og der hvor jeg skal over åen er der meget vådt. Jeg hader det mudder, og jeg hader skolen, og jeg hader at jeg skal vandre til skole hver dag. Min mor gider ikke hjælpe mig så jeg kan blive hjemme, de andre i klassen vil ikke lege med mig og maser snebolde ned ad nakke på mig om vinteren og vasker mig i ansigtet, så sidder jeg i klassen og er våd og fryser, og mor skælder ud fordi mit tøj er vådt og beskidt.

Jeg er bange for at skride i mudderet når jeg skal over åen, hvis jeg vælter bliver tornystret fuld af vand og brevet til inspektøren ødelagt. Tornystret er spændt godt fast på min ryg, men jeg vrider det af og tager fat i håndtaget, det skal kastes over åen så brevet ikke bliver vådt. Luften suser i tornystret da jeg svinger det rundt og slipper. Godt op i luften, et fint kast, men havner halvvejs på bredden og halvvejs ude i vandet.

Mine bukseben er smøget op til under knæene, de bliver ikke våde, det gør mine sko, fulde af pludder er de, da jeg er vadet over på den anden side. Og tornystret er helt slimet. Det er ikke til at lukke den op fordi mine fingre glider hele tiden. Jeg kigger ned i den. Stilehæftet er plaskvådt og sejler i mudder: Ha! Det glæder mig. Men brevet, det forbandede brev er helt bulet. Skal jeg sidde efter i en måned? Slår han lige som hr. Rasmussen? Skal jeg rykkes ned i en anden klasse fordi min mor også er sur over mine stile, som jeg selv har skrevet – helt alene!?

Brevet lægger jeg ind på maven så det kan tørre. Uret viser tyve minutter i otte, det er gået i stå igen.

Skolegården er stadig fuld af børn på rækker, jeg er næsten ikke kommet for sent. Op til inspektørens kontor. Sekretæren er sød og giver mig et håndklæde til at tørre det værste af. Men brevet er stadig fugtigt.

Døren ind til hans kontor går op: – Kom bare ind, lille ven, siger han og stirrer på mig igennem sine sorte briller.

Tænkte nok at han også er børnelokker.

Han sprætter det bløde papir op med en finger og læser mors brev: – Det er alvorligt, siger han og betragter mig.

Der er fodspor efter mig på inspektørens gulv, mine fødder er iskolde, min højre hånd ryster. Efter at have slynget tornystret, – eller fordi jeg venter på dommen?

Alvorligt? Ja, det regnede jeg med, når der skulle breve med og hen til inspektøren og kigge ind i hans sorte briller.

Han fortsætter: – Din mor klager over hr. Rasmussen. Han retter ikke dine stile ordentligt, man har den skrift man har, det skal han ikke skælde dig ud over. Desuden skælder hr. Rasmussen ud over at du ikke regner de frivillige regnestykker – det behøver du da ikke når de er frivillige. Han gør dig til grin foran hele klassen med at du både sjusker med tøjet og arbejdet. Og han slår lussinger.

Inspektøren tager et stykke papir og skriver noget på det, lægger det i en kuvert og tager brillerne af, han ligner ikke nogen børnelokker i virkeligheden: – Bed sekretæren give det her til hr. Rasmussen, jeg vil tale med ham.

Reklamer

Forfatter: jesperodlp

Han 1947, det er midt om natten nu. Elsker Philip K Dick, Bach, sproget. Min hjerne er mere surrealistisk end realistisk, men jeg prøver at leve i den fælles, fysiske verden. Naturens perler som vi ikke kan se med det blotte øje. Jeg har været med her et par år, og det er vildt spændende. mail: sheheresade@gmail.com ellers er du velkommen på Facebook hos "Jesper Dela Porte Ovesen" (staveformen ikke helt rigtig, men den eneste FB vil acceptere)

33 thoughts on “Rasmussenrapporten

  1. Det er godt at have en mor, der tager sit forældreansvar alvorligt og gør noget ved ham Rasmussen. God, stigende intensitet i din historie, og selvfølgelig har man jo en fornemmelse af det brev, men du overrasker alligevel, fordi du starter læseren med en vag fornemmelse af, at noget er galt, men konkretiserer det først i afslutningen.
    Det er dog ikke helt realistisk, at inspektor giver en elev et brev med til en lærer og ber eleven om at sige til ham, at han skal møde på kontoret. Inspektor kunne have vendt sig mod sekretæren og bedt hende tage sig af det.

    Liked by 1 person

  2. Hej Finn
    Nu er du ikke klar over at sekretæren plejer at sige til rektor: “Rend mig i nakken med de beskeder. Jeg er bagud med mit arbejde. Gør det selv eller send en elev” – det er måske heller ikke helt realistisk. OK jeg bryder sammen og tilstår at jeg ikke ved hvad der foregår mellem en rektor og sektæren eller på lærerværelset. Godt at jeg har en vaks beta-læser! Men resten af stilen er godkendt, så vidt jeg kan fornemme, dog uden nogen karakter, vi er moderne mennesker.

    Mange tak for din kommentar.Jeg er glad for at du kigger med i Skriveskolen, selv om du både er helt udlært og travlt optaget.

    Like

    • Den er go´ med dig, Jesper.
      Vi er sandt for dyden (sikke et udtryk) jævnaldrende og har gået i to forskellige skoler med to sæt forskellige forældre og et hav af forskellige lærere. Mine erfaringer var de enkle, at læreren altid havde ret, at lærerens højre hånd udførte dommen, og hvis man fortalte det derhjemme, fik man en til. Derfor synes jeg, at din hp har en interessant mor, der turde sige fra.
      Du kan få en høj karakter for at lykkes med at spille os et puds, idet udgangen ikke var, som jeg forventede. Plus pæn karakter for den stigende puls gennem historien.

      Liked by 2 people

  3. Hej Jesper

    Du får meget ud af den skolevej, du beskrev i dit første indlæg. Stakkels dreng, som både får torne i hånden, bliver forfulgt af en børnelokker ( dem hørte vi også meget om i min barndom, nu hedder de noget andet ), eller var det hans egen paranoia, han flygtede fra.
    Hvorfor er han så sent på den? Hvad tænkte den mor på? Nå, pyt”
    Historien lægger op til en katastrofe, og så vender det til sidst, måske en smule brat. Måske kunne du stramme det første en smule mere op og til gengæld gøre lidt mere ud af slutningen og vendepunktet, så man som læser lige får lov til at tvivle, før rektor viser sin flinke side. Bare et forslag, som du kan overveje.

    Liked by 1 person

  4. Hej Glenstrup
    Selvfølgelig er han sent på den, han vil ikke afsted og har diskuteret med moren som ikke tror på at han er syg. Det er han heller ikke, han er bare led ved skolegang. Du har ret i at tempoet er skruet op mod slutningen, jeg var bange for at det ville føles som fyld med en masse detaljer der skulle trække spændingen ud. Det er en mulig øvelse til mig, at bygge på til sidst (og så skære i starten, hm).
    Tak for din inspiration og konkrete kommentar.

    Like

  5. Kære Jesper

    Barnets verden er ikke nem. Selv den mindste ting kan være en trussel, når tankerne brænder omkring brevet til rektor. Hvis mor dog bare havde fortalt hvad brevet handlede om, så var skridende grus, torne og børnelokkere måske alligevel ikke så farlige.

    Du bliver så fint og sikkert i barnets verden, hvor alt er så stort og uoverkommeligt. Og som sådan en dreng dog kan hade skolen. Jeg kunne godt lide skolen, men husker dog hvor meget der foregik deromme som var så aldeles meningsløst, men helt umuligt at sætte sig op imod når man bare var et barn. Man kunne vælge at være fræk og pløkumulig, ofte drengene, eller rette ind og være et dydsmønster, ofte pigerne. Den bløde mellemvej husker jeg ikke.

    Børnelokkere, jo dem kendte jeg også i Odense, eller rettere havde hørt om dem. Nogle gange skulle jeg gå ad villaveje og igennem den store kirkegårdspark for at komme om til min mors veninde på den anden side. Jeg var livræd for parken, for det var der de var, havde jeg hørt. Skrækken for det farlige har jeg endnu. Så tak for den, dumme voksne.

    God ide med barnets lange fortælling sat op imod den som læreren fik at se. Sjovt nok var det også lige den vinkel der faldt mig ind. Og jeg har altså ikke stjålet den fra dig.

    Det er nok rigtigt at rektor ikke har sendt bud efter læreren gennem eleven, men pyt med det, sådan kan barnet jo godt have oplevet det, og det er jo netop barnets synsvinkel du fastholder.

    Flot spændende beretning i børnehøjde. Et barn med sans for dramatik, måske?
    kh dorte

    Liked by 1 person

    • Hej Dorte
      Børnelokkere, det var kun i 14 dage, så var de glemt igen, men morsomt på en måde fordi jeg ikke kunne få at vide hvad de lavede. Jeg har rettet efter Finn så sekretæren bliver budbringer, så virker det mere officielt. Især var det strukturen i historien jeg var optaget af, den er principielt lige ud ad landevejen, men med plads til alt muligt undervejs. Det glæder mig at den fungerede; og mange tak til dig, Dorte, for din fyldige kommentar.
      kh
      Jesper o

      Liked by 1 person

  6. Hej Jesper

    Ov – der er fart på. Jeg blev helt forpustet, og teksten er meget spændende! Man føler med drengen.
    Da han kastede tornysteren over åen, måtte jeg lige holde vejret. Og det var ikke slut med det. Den forfærdelige vej til Rektor med det bulede brev var ikke overstået.
    Og en børnelokker. Uha – dem kan jeg godt huske. Jeg har selv mødt sådan en to gange. Og jeg drønende hjem med bankende hjerte. At det bare var en flink mand, der hilste, strejfede mig ikke efter de advarsler, man havde fået.

    Det er så fint, at du skriver, at rektor, når han tager brillerne af, i virkeligheden ikke er en børnelokker. God børnebetragtning!

    Det blev happy end.
    Gad vide, hvordan den lille elev bliver modtaget af lærer Rasmussen, når han kommer med brev fra rektor.

    Jeg bemærkede: “Men brevet, det forbandede brev til rektor er helt bulet.” Jeg tror ikke, et barn tænker ‘forbandede’; det er et voksenord. Måske ‘slemme’, ‘dumme’ e.lign.

    Der er spænding over hele linjen. Tak for en god fortælling!

    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

    • NB. Jeg kan rigtig godt lide det indledende selfi (billede af hr. Rasmussen) :-) Dejlig selvironi.

      Liked by 1 person

    • Hej Anne
      Skønt at du synes at historien fungerer så godt og endog er spændende! Og et par gode iagttagelser har du også fået med.

      Sproget. Jeg har ikke forsøgt at skrive med 9-10 årigs sprog, og jeg kiggede historien igennem, der er mange steder hvor syntaks og ordforråd ikke er rigtig i børnehøjde – kun stiliseret med enkelte dyk. “Forbandede” KUNNE godt være sevet fra voksensprog eller en bog ned i hp’s ordforrråd, så jeg ændrer ikke på det.

      Men du har en vigtig synsvinkel. I det hele taget jeg-fortællingens logiske problemer.

      Liked by 1 person

  7. Jeg bliver ganske stakåndet sammen med Knægten på turen fra hjemmet til skolen. Det er flot hvordan du formår at beskrive hvordan det er helt fysisk at være Ham, samtidig med at du giver os indblik i hans tanker. Uret, tasken, de våde sko, frygten for børnelokkeren, som vi alle på den tid var blevet opdraget til at frygte. Enhver mand der bare kiggede lidt for længe eller sendte en et smil var farlig.

    Puh … men han nåede det, frygten sidder der stadig, han er totalt uvidende om, hvad der venter ham, og så får vi historiens morale, som jeg håber knægten tog med sig videre i livet. Lad være med at tage sorgerne på forskud!

    Pudsigt nok kunne denne her fortælling også have været løsningen på sidste uges opgave.

    Slutningen realistisk eller ej, pyt det skal ikke forhindre en lykkelig slutning.

    Tak for turen Jesper.

    Kh Livsglæde

    Liked by 1 person

    • Hej Livs
      Glæder mig at du var med på skolevejen. Jeg har indlagt nogle realistiske detaljer, som du har opsnappet! Godt. Jeg har ændret lidt til slut efter Finns forslag.
      Kh jesper o

      Like

  8. Hej Jesper,

    Så fandt jeg også herind, men det var jo “fem linieshistorie fra lille Jesper om skolestien”, som jeg så først. Hvad og hvordan jeg fandt herind og fik chancen at læse ” hvad som skete derefter”, det ved jeg faktisk ikke. Men jeg kan garantere at jeg ikke fandt det her stykke via FB.

    Nå men det var i hvert fald dejligt at finde herind til denne fortsættelseshistorie, skrevet i en lidt ny stil, når det kommer fra din hånd. Jeg genkender tempo, spænding og momentum men i en ukendt, kan man kalde det for “intim” lidt form?

    Historien følger oplægget. Brevet fra mor er en gåde, og det skal bringes til rektor. Det er en farefuld opgave. Der sker en masse. Brevet bliver fedtet til undervejs i åen og under trøjen bagefter. Børnelokker. Hvilket ord. Jo det er noget at tage alvorligt. Og børnelokkere lader allesammen til at have mørke (horn)briller her. Frygten personificeret, og opløsningen er jo en hilsen til forhistorien om Lille Jespers stil, som lærer Rasmussen var så tarvelig at “disse” og bruge til at nedgøre lille Jesper med foran hele klassen.

    Men det der sidste, vidste vi jo ikke indtil nu. Heldigvis kan man sige, for man må ikke være ond når man er lærer. Så det er virkelig skønt at retfærdigheden sejrer. Og det sker alene på grund af gode forenede kræfter: mors handlekraft, lille Jespers mod og rektors retfærdighedssans.

    Så er det man kan lade computer være computer og begynde at lave middagsmad med ro i sindet :)

    I går så jeg den norske produktion “Kraftidioten” (med Stellan Skarsgård og Bruno Ganz). Her er det en far, der tager sagen i egen hånd på sin søns vegne. En noget mere makaber historie, men af samme skuffe som din. Ih hvor jeg dog elsker historier, hvor det gode bekæmper ondskab og uretfærdighed.

    Tak for endnu en skøn opgave i denne intensive efterårsomgang, og tak for herlig læsning her hos dig.

    khb

    Liked by 1 person

    • Hej Bense
      Du har læst oplægget og husket det! En stor glæde for mig, jeg har prøvet at samle lidt sammen hvad vi har beskæftiget os med, måske kunne det bruges når folk skriver. Du ar altid skarp til at se strukturen, og den er vigtig i denne opgave.
      Godt vs ondt har en overvældende betydning i den alder, senere bliver vi mere nuancerede.

      Kh jespero

      Like

  9. Hej Jesper,
    Jeg skal lige huske at sige, jeg bedst kan li’ den først udlagte historie.

    Jamen jeg sidder da her med tårerne løbende på tværs ned ad kinderne. For du skriver jo “jeg” og så må det vel være …
    Nå heldigvis kender jeg dig fra en anden side og ved, du kan digte en god historie. Så jeg vælger at tro, der ikke er et gran sandhed i historien. Altså selvfølgelig lige fra det genkendelige: Mor, jeg har det virkelig dårligt! jeg må hellere blive hjemme.
    Men det er da en trist historie. Og hvis det her svarer til det, man hører om forfulgte børn nu om stunder, så er det virkelig trist. Et barn som måske hver dag står op til en hadedag og må ha’ børnepamol for at klare udfordringerne.

    Nu har jeg selv valgt at skrive noget helt andet (håber det går an?), men når jeg tænker tilbage til min skoletid, så havde man en veninde/ven – alt efter køn – som man støttede sig op ad, og så var man på en måde urørlig. Nu hører man pædagoger udtale, at børn skal snakke/lege lige meget med alle, de skal være sociale.
    Men sådan forandrer tiderne sig alt efter hvor meget “ekspertise” vores samfund har råd til.
    Obs.: jeg håber, du har fået fjernet tornene, så de ikke er groet indad og har vansiret din hånd for altid.
    Hilsen Ella

    Liked by 1 person

  10. Hej Ella
    Sandt nok, moren der ikke er til at hugge eller stikke i er den mest realistiske del af historien. Jeg er åbenbart ikke tilbøjelig til at være helt realistisk, selv om der hverken er trolde,nisser eller ufo’er er historien ikke ganske realistisk. Kun på to punkter: moren og hadet til skolen – ud fra dette er historien spundet.
    De bedste hilsener fra
    Jespero

    Like

  11. Hi Jesper
    Sikke en hostorie. Mænd med mørke briller er børnelokkere – jeg kan fint husk den tid, hvor det var sådan man talte om pædofile. De indgød en hvis skræk, selvom man kun havde hørt rygterne.
    Skolevejen er usædvanlig – han skal over en grøft – er det fordi han valgte en genvej?
    Ellers er der godt nok fart over feltet her.
    Du skriver i mega hurtig stil. Jeg kikkede på sætninngslængde, helsætningerne er såmænd ikke specielt korte. Så kikkede på delsætningerne – mange af dem kunne godt skrives med punktum istedet for komma – ret interessant. Men det virker.
    Jeg kan god lide di stil.
    Det er også en fin pointe, at han med brevet, han er så bange for, i virkeligheden får hjælp. Dejlig varm slutning på historien og for den arme unge.

    Tak for fin underholdning.
    Kh
    Børge
    NB! jeg kan aldrig huske det mæ a man ska tryk på overskriften for at kunne kommentere.

    Liked by 1 person

  12. Hej Børge
    Tak for din kommentar her med en god iagttagelse. Hurtig skrivestil, viser at hp spæner afsted for ikke at komme for sent. Glæder mig at du mærker det, jeg kunne sætte flere punktummer, men så bliver teksten hakket op – kun virkemiddel til en virkelig acceleration. Jeg sætter nogle gange så mange punktummer at jeg ødelægger den logiske sammenhæng og atomiserer teksten, så må jeg gå efter og lave om.

    Der er en anden atomiserende tendens i moderne bøger, man indsætte en blank linje efter nyt afsnit – for mig får det sammenhængen til at falde fra hinanden.

    Du kan også trykke på ordet KOMMENTARER ved siden af overskriften for at komme ind, nemmere at huske for mere logisk.
    Kh espero

    Like

  13. Hej Jesper.
    Haha, en skøn fortælling, hvor det bare går derudaf i fuldt trav.
    Jeg vil gerne læse den igen, for det var en fornøjelse.
    Lige en ting først:
    Jeg tror, det er en gymnasieelev, for jeg kender kun rektorer fra gymnasiet. Eller var det en skoleinspektør.
    Og så er vi langt tilbage i tid med tornyster. Er vi det? Hvis det er et tornyster, så synes jeg, du skal bevare ordet hele veje igennem, hvor du går over til at kalde det en skoletaske.
    Der er power over den mor. Hun er ikke sådan at bide skeer med, heller ikke for hr. Rasmussen.
    Børnelokkeren er allestedsnærværende.
    I min barndom var der “en grim mand” på legepladsen, og han holdt til bagved Wc-et. Derfor måtte vi ikke gå alene derhen. Der gik mange historier mellem børnene om ham, så man tilsidst, når man stykkede det hele sammen fik en fornemmelse af, hvad det gik ud på.
    Jeg kommer igen senere
    Hilsen børnelokkeren.

    Liked by 1 person

    • Når jeg havde brev med til rektor, så skulle jeg aflevere det i hans private bolig, som man kom forbi på vejen. Det var altid noget om, at jeg skulle have fri eller havde været syg af et eller andet, min mor havde opdigtet.

      Liked by 1 person

    • Hej Marie Børnelokker
      Skoletaske/tornyster – du har ret i at det skal hedde tornyster, skoletasken er større og af læder. jeg var i tvivl men håbede (dom som jeg er) at dt ville smutte igennem, fordi jeg ikke rigtig kunne beslutte mig.

      rektor/inspektør, det er nok rigtigt. Men RRRekkktorrr lyder altså så godt. Har aldrig tænkt over det. På gymnasiet havde vi en inspektor til noget administration og så en ægte rektor aller øverst i hierarkiet.

      Alligevel fungerede historien, mange tak skal du have for din kommentar.

      Sikke mange børnelokkere der dukker op i historierne. Der har været en forskræmt bølge på et tidspunkt, for jeg husker det kun som en kortere periode med panikken. Jeg hørte dog aldrig om nogen kammerater der var blevet lokket – det lød egentlig pirrende og spændende fordi det var så forbudt.

      KH jesper o

      Liked by 1 person

      • – Marie, nu har du lokket mig til at rette. Så må sagen vel være i orden (indtil jeg opdager et eller andet)

        Liked by 1 person

        • Hej Jesper.
          Jeg kan se, at du har rettet til “tornysetret” et af stederne, så det skal du nok rette igen :D

          Jeg var ikke særlig præcis, da jeg skrev. Var der tornystre i din barndom??? Ikke i min i hvert fald.
          Jeg husker endda, at min mor, da jeg begyndte i skole i 1950, fortalte mig at i HENDES barndom havde drengene tornystre. Og så er vi tilbage i 1920-erne ;)
          Nå, du finder nok selv ud af det.

          Jeg kan godt lide, at du har rettet til inspektøren, selvom ordet rektor er mere imponerende. Måske hed det også rektor på børneskolerne for 100 år siden? Men der er vi jo nok ikke.
          I min barndom var spanskrøret endnu ikke afskaffet. Det stod efter sigende på skoleinspektørens kontor.
          Jeg havde engang en kæreste, som fortalte grusomme historier om, hvordan han lærte det at kende. For os piger, var det kun noget, vi hørte om. Det blev vist mest brugt til drenge.

          Jeg har ikke andet at sige, end at din tekst er velfungerende i sit hæsblæsende tempo. Intensiteten gør, at man ikke falder fra på vejen. Du holder læseren fanget.

          Kh
          Marie

          Liked by 1 person

  14. Hej Jesper.

    Sikke da en uhyggelig skolevej. Set helt fra hps perspektiv, fik jeg da næsten helt ondt i maven.
    Jeg læste faktisk din første besvarelse, og jeg synes det virker rigtig godt, at du nu har sat teksterne sammen. Det er da en fin stil og skriften er pæn; mine s`er vendte tit forkert.
    Mor kunne godt have fortalt, hvad brevet gik ud på, men så havde historien selvfølgelig tabt et spændingsmoment.
    Det er godt, hun reagerer. Måske kan hun også tage STORE ord i brug omkring den mobning hendes søn er ude for? Eller på anden måde gøre noget? hvis hp. da har fortalt det, hvad der desværre er børn, der ikke gør, for det er pinligt ;-(
    Meget underholdende og særdeles velfortalt.

    vh. Amanda

    Liked by 1 person

  15. Hej Amanda
    Historien fungerer fint, kan jeg forstå på dig, og uden at du er faldet over noget teknisk. Det kan kun glæde mig den gled lige ind, det var det jeg håbede på.
    KH
    jespero

    Like

  16. Hej Jesper
    Et skoleeksempel på at “folde en lille enkel situation ud “og gøre den til et veritabelt drama med tempo, klimaks osv.
    – tak for læsning. Du har fået mange kommentarer som jeg ikke orkede at læse – men din skolevej var rigtig god. Selvfølgelig skal hr. Rasmussen stå skoleret for både forældreråd og inspektør – sådan var det i hvert fald i 2004, året hvor jeg forlod mit job i folkeskolen. kh m

    Liked by 1 person

  17. Tak, Mille, jeg prøvede at gøre skolevejen spændende, det er sandt. Vi skal lære noget i vores Skriveskole.

    Like

  18. Nederen at han når at blive så våd. Nederen, at ipad’en nogensinde er kommet i børnehænder – de små er blevet frataget en masse oplevelser. Det er igen historien om børns frygt for de store, stygge voksne. lidt som om en barndom er levet i frygt. Men børn er jo nogle små sarte sjæle og meget påvirkelige. En historie med masser af lune og som fungerer supergodt i kraft af sanseoplevelsen – men der er jo også ilagt et drama.

    Liked by 1 person

  19. Hej Dorte
    Dette kommer lidt post festum. Det sanselige er på vej ud, i samme takt som ipaden er på vej ind. Jeg ser også en fare for psykisk og fysisk helse. Bare den ting at oplevelser i 3d med hele spektret af sanser SAMT at konsekvenserne ikke forsvinder af sig selv, kan give en forvrænget verdensopfattelse foruden at man husker det bedre end noget på en skærm mm.
    De bedste hilsener fra jespero og glædelig jul når vi kommer så vidt.’

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s