En rejse til universets grænse

20. oktober 2017 by jesperodlp 29 kommentarer

Jeg har været menneske for længe siden. Dengang havde jeg en kvinde, vi lå sammen, hendes hud mod min, jeg havde en hånd som kunne vandre over hendes krop, mærke hvor den gav efter; og somme tide at den ikke gav efter og nægtede at lukke min hånd ind. I et sært øjeblik kunne vores kroppe smelte sammen og skabe en ny verden, et barn.

Det var dengang jeg var et menneske. Efterhånden blev det menneskelige erstattet af maskiner. Først forsvandt mine ben og blev til en kørestol. Hænderne tabte bevægeligheden. Stemmen blev erstattet af syntetisk tale. Min spontanitet forsvandt, for alting skulle overvejes og planlægges, selv at frembringe et ord kræver min fulde opmærksomhed, ordene flyder ikke af sig selv længere. De skal planlægges og er kostbare, ingen småsnak. Et ord erstatter en hel samtale.

Mine afsondringer kommer ud i små poser som nogen skal overvåge og tømme. Jeg er begyndt at nyde at få maden gennem sonde, og glæder mig til at få ernæring udelukkende igennem venerne. Maskineriet bliver passet døgnet rundt.

Dette øjeblik er et af de få hvor jeg er alene, uden hjælpere vimsende rundt omkring mig. Det må udnyttes til disse private tanker, inden folk kommer igen, eller mine legekammerater bringer nye input eller der kommer indbydelser til at holde forelæsninger eller jeg bliver fanget af en helt ny idé.

Snart er jeg kun hjerne. Den nyder jeg til gengæld, min hjerne tiltrækker de bedste legekammerater på kloden, de mest frugtbare og stimulerende mennesker.

Her nærmer jeg mig min store opdagelse, – men ikke endnu, nogle trin mangler.

Sammen med legekammeraterne er jeg ude i universet, næsten til tidens skabelse, til rummets skabelse. Vi studerer sorte huller og Hawking-stråling, som jeg har forudsagt, – den er ganske vist ikke målt, men findes med matematisk sikkerhed. Vi regner på begreberne sort stof og sort energi.

Og endnu mere spændende: det tomme rum. Tænk på Jorden, solsystemet, Mælkevejen og de andre galaxer som udgør en galaxehob. Og så det store rum mellem galaxehobene. Mere tomt kan det ikke blive.

Spændende, ikke?! Helt, helt tomt. Nej!! og atter nej. I det tomme rum sker der noget. Partikler opstår spontant og forgår, skabes af intet og vender tilbage til intet. Hver gang jeg vågner – en morgen, midt om natten, hver eneste gang er jeg optændt af tanken om det tomme rum.

For mellem mennesker er der også tomhed, vi kan aldrig leve os ind i et andet menneske. Et menneske er summen af dette livs og cellernes, dvs. dna’ets, erfaringer, ethvert menneske er altså et væsen for sig. Jeg mærker tomheden i mine hjælpere, afstanden mellem mine legekammerater og mig når vi ved tavlen diskuterer formlerne og den store teori om alting. Ethvert menneske er ensomt, og et menneske der er blevet til en maskine er dobbelt ensomt.

Lige som tomheden alligevel er befolket af partikler, er der i hele universet også et mylder af liv, noget endog bevidst. Vi levende væsener kan bare ikke nå hinanden. Afstanden i kilometer og afstanden i millioner år er for stor. Vi kan aldrig nogen sinde at kontakte andet liv i universet. Ingen UFO’er. Menneskeheden er også ensom.

Men jeg ved hundrede procent sikkert at der i universet eksisterer væsener, som jeg umuligt kan forestille mig, med de samme tanker som jeg har, den samme erkendelse af individuel tomhed og fysisk tomhed.

Dette er min store erkendelse: vi bevidste væsener er forenet hen over tomheden fordi vi deler de samme tanker. Hele universet er sammensmeltet i fælles bevidsthed – selv om vi ikke kan nå hinanden fysisk eller med meddelelser. Sådan også her på Jorden: jeg lever ensom og dør ensom. Men med erkendelsen, så er jeg alligevel forenet med alle mennesker. Og ikke bare alle mennesker, med den samlede sum af universets bevidsthed.

Hold fast ved dette, indgraver det i din bevidsthed, lev med det og dø med det. Sagt på en anden måde, hvis vi erkender dette, forenes vi. Hvis vi ikke erkender det, er vi ligegyldige – nok en del af universet, men lukket ude fra det store samvær.

Nu er jeg en maskine. Noget bipper, urinposen skal tømmes og batterierne til min kommunikations/læse-skriveenhed blinker rødt, de skal lades op. Mine hjælpere er nogle sløve drog, men jeg kan ikke tilkalde dem når batterierne er flade. Jeg må spare på energien, for den nye iltforsyning afhænger også af batterierne, ilten bliver justeret efter min aktivitet. Jeg må slutte her.

Jeg elsker tomheden, men frygter den også. Den kan komme når som helst.