SCENEN
En lun sommeraften. I baggrunden aftenblå himmel med fuldmåne. Træer står i silhuet mod himlen. Foran dem en velklippet hæk ca to meter høj. Og foran denne en hvidmalet havebænk lidt til venstre for midten.
PERSONERNE
Ida, omkring 25, køn, sidste nye frisure, negle, påklædning.
Marcus, lidt ældre end Ida, iført korte, sorte bukser og hvid T-shirt
——————– EN ENAKTER————————
IDA: (sidder i venstre hjørne af bænken med mobilen)
MARCUS: (kommer ind fra højre, får øje på Ida og sætter sig i bænkens andet hjørne): Hej. Måneskin gør noget ved dig.
IDA: Det er …den mest fladpandede scorereplik jeg har hørt.
MARCUS: Godt ord igen. Lidt selskab, det forstår du vel.
IDA: Efter elektrochok har du bare brug for ro. Ikke kaste dig ud i nye bekendtskaber
MARCUS: Jeg synes at jeg kender dig.
IDA: Det var mig der lavede de indledende undersøgelser af din personlighed, og..
MARCUS: Det kan jeg ikke huske. Men så kender vi hinanden, jeg var nervøs for at trænge mig på.
IDA: (Koldt) Du trænger dig på, jeg har brug for at være lidt alene. Livet kan også være svært for mig, må du forstå. Det her er min pause.
MARCUS: Men så kender jeg en anden replik. (Deklamerer) Et lille skridt, for et menneske, et stort skridt for menneskeheden – og et gigantisk skridt for mig. (Han kaster sig på knæ og griber efter hende læg) Vil du gifte dig med mig?
IDA: Hvad har de gjort ved dig Marcus? Elektroconvulsiv terapi er en beroligende behandling, og vi understøtter medicinsk. Hold op med sådan noget pjat.
MARCUS: Jeg kom til at spytte deres bras ud, jeg følte mig som en mus i fælden eller en ost i klokken eller et skod i rendestenen…
IDA: Tak, jeg har forstået at du ikke er helt tilfreds. Rejs dig op fra den latterlige stilling, og sæt dig roligt ned. Husk på at jeg ved mere om dig end du selv gør.
MARCUS: Hvorfor er jeg her? (han rejser sig besværligt, børster knæene af og sætter sig – lidt tættere denne gang)
IDA: I hvert fald ikke for at fri til mig. Du kan jo forsøge om du kan få fat i nogle af de andre klienter, måske har du en chance hos Martha-Matilde
MARCUS: Du er enestående smuk, ingen andre kommer op på siden af dig. Din venlighed, din stemme gør mig tryg. Det eneste jeg husker er noget fra min barndom. Min hæslige barndom.
IDA: Ikke dårligt, efter to dage begynder dine minder at vende tilbage.
MARCUS: (taler overdrevet dramatisk) De minder forsvinder aldrig. Min far der skoddede på mit lår. Nogle dage måtte jeg spise græs, han syntes at jeg var for dyr i mad. Er du klar over at jeg skulle sove i et bur, der lå en avis til at skide på og tisse på. Det er noget jeg husker: stanken. Men resten af mit liv er væk. (Han kryber sammen på bænken som om han er spærret inde i en lille kasse.)
IDA: Erindringen kommer igen, du er på vej. Husker du mere om din far?
MARCUS: (Holder sig om halsen og ryster på kroppen. Pause.) Hans næse, kæmpe næse med de sorte porer og lugten af øl når han lagde sine svampede hænder om min hals og trykkede til. Når jeg vågnede, lå jeg i buret.
IDA: Du mangler det vigtigste om din stedfader. Det du gjorde…
MARCUS: Det vigtigste er, at jeg sidder ved dig. Nu dirrer det ikke i mit bryst. (Han sukker og sætter sig op, lidt nærmere) noget af sorgen letter, din måde at tale på.. du får min verden på højkant … vi sidder her sammen i parken, månen skinner, jeg lever igen fordi jeg mærker varmen fra dig. (Han sidder nu så tæt på hende at deres ben næsten rører hinanden).
IDA: (stryger ham roligt over panden, sender en sms, stryger ham igen over håret) Jeg aflyste lige en aftale, så vi kan sidde i fred her. (Giver ham et lille kys på kinden). Så, så, det skal nok gå.
MARCUS: (lægger hovedet i hendes skød og smiler tilfreds)
IDA: (stryger ham over ryggen i nogen tid, som en kat) Det er sent nu.
MARCUS: Måneskin gør noget ved dig.
IDA: (bøjer sig ned og kysser ham på munden, et langt kys)
—————————————TÆPPE————————————-
Jesper de la Porte Ovesen 
14. oktober 2017 kl. 02:14
Hej Jesper,
Hold da op, det er godt nok dramatisk hvad han har været ude for. Ingen under, han har brug for hjælp. Regner med behandlingen han har fået er det, som oprindelig blev betegnet som elektrochok. Hvor patienten for nogen tid glemmer alt, hen ad vejen kommer en del af hukommelsen så tilbage.
De to er absolutte modsætninge: behandler og patient.
Der er jo ligesom ikke mere at sige udover, at jeg morede mig, selvom det er en stakkel, der er hp. Min yndlingsreplik “husk på, at jeg ved mere om dig end du selv gør!”
Hilsen Ella
LikeLiked by 1 person
14. oktober 2017 kl. 14:02
Hej Ella
Marcus har en svær rolle, han skal være lidt smart i starten, og finde ud af at det ikke fungerer. Hun er jo psykolog så han skifter personlighed, kan udnytte en hård barndom ved at give den en tand til – jo det fungerer og hun bider på.
Jeg blev inspireret af Peter Lundin der er fængslet for mordene på kæresten, hendes to børn og sin mor. Alligevel lokkede han en pige ind i fængslet og blev gift med henne. Hun blev skilt og sagde at det var frygteligt, fortrød bittert ægteskabet. Han havde en teknik med at indynde sig ved at være ynkelig.
Glæder mig at du fik både drama og fornøjelse ud af stykket.
Kh jesper o
LikeLike
14. oktober 2017 kl. 06:50
scenen er sat og de to typer overrasker mig flere gange som jeg læser, dette kan jeg virkelig godt lide. En tekst at tænke over, overraskende, man smiler også og græmmes. Den har det hele flot og det tragiske er at det er alt for tæt på hvad der kunne have været virkeligheden. K H ina
LikeLiked by 1 person
14. oktober 2017 kl. 14:05
Hej Ina
Manage tak for din kommentar, især glæder det mig at det fungerer godt med overraskelserne undervejs. De kan så let overdoseres, så rart at du er med.
Kh jespero
LikeLike
14. oktober 2017 kl. 12:40
Hej Jesper
Marcus lægger ud med at være anmassende, Ida afvisende. Men da han ændrer karakter, bliver navlepillende og går ind i sig selv, skifter hun også, så vil hun pludselig have ham. Og den samme scorereplik, der i begyndelsen blev latterliggjort ender med at udløse et kys. Hvis de to skal have en fremtid sammen, må han sørge for aldrig at komme videre, han må forblive i buret, må forblive i patient / behandler rollerne.
Overraskende og kontrastfyldt hele vejen igennem, både i replikkerne og i deres måde at agere på. Sjovt at læse om Ida og Marcus i andre roller end mine.
Kh Sarah
LikeLiked by 1 person
14. oktober 2017 kl. 14:13
Hej Sarah
Du har virkelig læst (og set?) stykket, altid spændende for mig hvor meget eller lidt der kommer fra mit hoved ned på papiret og frem til læseren. Marcus er ferm til at finde ud af hvilken rolle der giver bonus, HVOR hård hans barndom har været kan man måske tvivle en anelse på, men han skal nok vide at vende den til sin fordel. En romantiker er han absolut ikke.
Tusind tak for din super kommentar.
KH jespero
LikeLiked by 1 person
14. oktober 2017 kl. 17:21
Hej Jesper,
Tak for en fin og velkomponeret tekst! Og det er muligt, det er upassende, men jeg jo højt, da jeg læste sidste linie! Meget tankvækkende, du burde næsten sende denne tekst til skoler med teenage-klassetrin :-)
KH Maria
LikeLiked by 2 people
19. oktober 2017 kl. 01:52
Hej Maria
– uhyre passende med at le, især på upassende steder.. EN spændende idé med at sende den til en skole, stykket varer måske små ti minutter, længden er nok god. Hvor gamle skal skuespillerne være, nok ikke under seksten.Tror du at de fatter en brik? ikke uden en times forelæsning. Jeg ville elske at se alle vores forestillinger spillet ud til fores juleafslutning (øh, vi er virtuelle, desværre).
kh
jespero
LikeLiked by 1 person
20. oktober 2017 kl. 10:45
“børn” fatter mere end vi sådan lige er klar over – især når det er skuespil –
LikeLiked by 1 person
20. oktober 2017 kl. 11:29
Yes, det må kunne la’ sig gøre, virtuelle eller ej! :-)
Og yes, jeg tror, de fatter en brik, de unge. Har for nylig gennemfotograferet (som frivillig reportagefotograf – flue på væggen, men med deres tilladelse, of course) en skoleklasse workshop på Lyngby Bibliotek om medborgerskab. De havde selvironi og humor og masser af gode idéer i øvrigt!
LikeLiked by 1 person
15. oktober 2017 kl. 07:35
Hej Jesper
En bizar kærlighedskomedie. Der sker temmelig meget på kort tid, men det er nemt at følge udviklingen og logikken i den.
Jeg er indimellem lidt i tvivl om stilen. Mest læser jeg det som farce på grund af de pludselige skift og brud, som ikke fornemmes helt naturlige, som jeg ser det. Indledningen er meget akavet; jeg har lidt svært ved at se dem “passe til” deres roller, at opfatte deres replikker som naturlige for behandler og patient, men det kan så være en del af det farceagtige. Jeg savner måske lidt temposkift; det er som om det hele forløber efter samme metronom, at de “store skift” ikke giver noget tilbageholdt åndedræt el.lign., hvis du forstår, hvad jeg mener; lidt stilhed før storm får stormen til at storme bedre, tror jeg.
LikeLiked by 2 people
19. oktober 2017 kl. 00:32
Hej Glenstrup
Tempo. Jja, det kan virke en anelse hurtigt, tænkte jeg også. Men forhåbentlig hjælper det når der kommer skuespillere og krop på. Jeg har forsøgt at sænke tempoet mod slutningen hvor replikkerne bliver længere.
Det er nærmest farcen. Marcus hopper fra den ene rolle til den anden fordi han føler at den er mere effektiv – og det passer. Nogen kærlighedshistorie er det slet ikke, mere en advarsel til den pæne, inderst inde usikre pige der længes efter at kaste masken og pleje den mand der kaster sig i hendes skød. Henvisningen til Peter Lundin skulle pege i den retning.
Tempo, temposkift tager jeg til mig. Om de passer til rollern eller eh er jeg for tæt på til at se, men du skal have mange tak for at give mig dine observationer.
.
LikeLike
15. oktober 2017 kl. 14:39
Kære Jesper
Jeg kan så gentage mig selv fra sidste uge, med dit valg af typer og handling, og med efterskriften, så er historien godt nok uhyggelig.
En psykolog og en psykopat, rimelig kintrastfyldt, men dialogen ligner til forveksling en ganske ufarlig dialog.
Hvordan han får hende manipuleret derhen hvor han gerne vil, er i sig selv et kunststykke og foregår uden bump på vejen, måske kunne der indflettes et enkelt eller to. At du formår at lade det ske, er et andet kunststykke.
Du har ikke voldsom mange regibemærkninger med i dit manus, en stor del af det er rene replikker, en del af det skyldes selvfølgelig, at det hele foregår på bænken og ikke kræver rekvisitter.
En meget levende forestilling, som jeg nød at se.
Kh Livsglæde
LikeLiked by 1 person
19. oktober 2017 kl. 00:38
Hej Livs
Hvor mange regibemærkninger har man brug for? Et godt spørgsmål. Jeg tænkte på at der skulle komme skuespillere og udfylde ud fra situationen. Hvis jeg orkede det, ville jeg foreslå mig selv at skrive stykket som en rigtig prosahistorie – dér ville alle de udeladte regibemærkninger være indflette t, blikke, bevægelser, pauser, måske se ind i Ida, det kunne være interessant at få hendes tanker med, for hun er ganske kontrollerer i sin dagligdag.
kh jesper o
LikeLiked by 1 person
15. oktober 2017 kl. 19:57
hi Jesper
Det er en velskrevet meg speciel historie – det er ikke sikkert det holder i byretten med det patient behandlerforhold – men interessant er det . Jeg plejer at “drille påstå”, at folk beliver psykologer for at redde sig selv. I den forstand passer dine personer fint sammen.
Dialogerne flyder let og mon ikke der kunne komme en fin enakter´ud af det.
Teknikken med at være stakkels tænder jo en del kvinder og Markus er åbenbart ekspert i den rolle. Måske i virkeligheden meget mindre stakkel end han giver udtryk for.
Tak for god underholdning.
Kh
Børge
LikeLiked by 1 person
19. oktober 2017 kl. 00:47
Hej Børge
Jeg synes at du har levet dig godt ind i stykket, det glæder mig virkelig, tak skal du have. Rart at du er med. . Det er nok sandt at mange psykologer har søgt uddannelsen for at blive klogere på sig selv eller få opløst deres traumer. Godt fordi de er engagerede, skidt fordi de tit projicerer deres egne problemer på patienten (nu hedder det klienten). Jeg er i gang med en bog af Jeffrey Masson, Against Therapy, hvor han bl.a. skriver om Jung. Han gad kun patienter med religiøst/eksistentielle problemer, hvis der var andet gale med patienten skulle Jung nok dreje terapien i dén retning uanset klientens egentlige problemer (de var bare uinteressante, ifølge Jung).
KH jespero
LikeLiked by 1 person
17. oktober 2017 kl. 00:04
Hej Jesper
Jeg kan virkelig godt lide at hele situationen udvikler sig i overraskende retning (fra sådan lidt plat og ubehjælpelig scorekarl til morder!). Det skaber virkelig spænding, at intet er som man tror ved første øjekast.
Og så er det jo i det hele taget et interesant emne, for hvorfor falder så mange kvinder for mordere? (Det kan godt være manden har haft en grusom barndom, men ikke alle bliver mordere af den grund). Det går måske en anelse hurtigt, at hun pludselig bærer fuldstændig over med ham, men uanset er det en spændende scene, situation og dialog. Jeg blev fanget ind helt fra start!
Meget interessant!
K.H. Nana
LikeLiked by 1 person
19. oktober 2017 kl. 00:55
Hej Nana
OK, tempoet er måske lidt for hurtigt, som Glenstrup også indvender. Jeg vil bare nåe det hele på 700 ord, og der skel være to “scener” dels begyndelsen hvor Marcus er en Karl Smart, dels anden del hvor han er en selvynker.. Måske kunne jeg klare problemet med et tilbageblik så stykket starter med at Ida siger “Da du satte dig her troede jeg at du var en glat overfladefyr …” – men det er lidt irriterende at hoppe ud af realtiden, sådan et lille stykke bør overholdet tidens, stedets og handlingens enhed – synes jeg. Samen med kontrasterne i dette tilfælde..
Det glæder mig at du synes at situationen udvikler sig i en overraskende retning, jeg ville gerne holde på dig så længe enakteren spiller.
kh jespero
LikeLiked by 1 person
18. oktober 2017 kl. 21:12
Hej Jesper.
Jo, scenen er sat – og den indbyder da til lidt romantik ;-)
Derfor beslutter Marcus sig for at lægge an på Ida – og det lykkes – tilsyneladende. Vi ved jo ikke, hvad der sker, når tæppet går ned.
Replikkerne er lidt lange, men det kan de vel godt være i en samtale. Og der er også nogle bevægelser at fokusere på. Der kunne måske godt være lidt mere gestik.
Stykket er bestemt klar til opførelse ;-)
Du placerer dig handlingsmæssigt mellem det realistiske og det postulerende. Det er klart for mig, at Marcus overdriver sin skrækkelige barndom for at score Ida. og det er sandt, at nogle kvinder “tænder” på ofre, der trænger til hjælp.
– men jeg ser altså ikke nogen klar forbindelse mellem det at lyve for at score (evt. have lidt svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi/uægte minder) og så det at være morder. godt nok skriver du “inspireret af …,” men for mig fremstår det som et postulat. Og det er jeg ærligt talt ikke begejstret for – men stykket kan vel lægge op til debat.
Vh. Pia (Amanda)
LikeLiked by 1 person
19. oktober 2017 kl. 01:19
Hej Amanda
Halvdelen af min kommentar forsvandt, den første del.
Gestikken overlader jeg i høj grad til skuespillerne, de kan sagtens fylde ud. Hvis jeg skrive det hele har jeg et stykke prosa ikke et m/s til teater. Marcus er egentlig ikke ude på at score, han vil primært have magten over Ida og fornemmer fint hvad hun falder for. Ikke kærlighed fra ham, og fra Ida mest moderlighed – men et godt kys kan tænde hormonerne selv om det ikke var meningen fra begyndelsen.
Er replikkerne for lange? De skal jo ikke siges i et åndedrag. Mimik kan skifte fra punktum til punktum, noget går hurtigere end andet. Stemmen varierer.
Lad mig se på replikken “Tak, jeg har forstået at du ikke er helt tilfreds. Rejs dig op fra den latterlige stilling, og sæt dig roligt ned. Husk på at jeg ved mere om dig end du selv gør.” 1. punktum markerer hun sig lidt såret. “. 2. punktum, her må hun se bevidst på ham, der kommer en ordre, hun forsøger at tage herredømmet. 3. sætning er et andet niveau, en lille pause inden, hun har hemmelige magtmidler.
Sandt nok kunne replikken være brudt op i tre, enten med regibemærkninger eller en eller anden verbal respons fra ham. Jeg synes at det går ud over sammenhængen og stigningen i hendes replik hen mod at hun har et hemmeligt våben. På den anden side har du måske ret, at jeg kunne bryde nogle af replikkerne op for at skabe variation i tempoet – herligt at diskuterer med dig. Sådan noget er besværligt at lave om på, men hvis du ABSOLUT KRÆVER DET, så gør jeg det.
De bedste hilsener
jespero
LikeLiked by 1 person
19. oktober 2017 kl. 13:20
Hej Jesper
Jeg tror, vi ser tingende fra den dementralt modsatte side. Det burde der efter almindelige gruppetests kunne komme noget godt ud af :-) .
Du har skrevet et godt flow, hvor fremdriften i teksten går ud på, at han prøver at komme tættere på hende med bagtanker, der dukker frem mellem linjerne, idet hun er behandler (den med kapacitet og viden) og han patienten (den, der skal hjælpes).
Da hun bliver en anelse tilnærmelig, vender historien og bliver uhyggelig. Han prøver at få magt over hende ved at ville hjælpes endnu mere, og hun falder for det.
Det er fint spillet op og det er også lidt utroværdigt at det lykkes.
Hans fremstilling af sin barndom er en parodi, som hun især i sin stilling burde gennemskue.
Men så var der jo ingen historie :-) Og eksemplet kan være godt i andre sammenhænge. Disse svage kvinder og psykopaterne findes jo.
Jeg har prøvet at se min egen løsning på opgaven gennem kikkertbriller og brugt (måske for meget) gestik og påklædning. Du har kun skrevet ‘påklædning’ ud for Ida.
Måske derfor synes jeg, du har skrevet et udmærket radiospil, for figurerne er ikke tydelige nok for mig til teater. Selvfølgelig skal skuespillerne udfylde de roller, du har sat op, men i det her tilfælde er det læserne, der skal se dem. Publikum er tilsyneladende gået hjem, fordi lyset gik ud, og har overladt stykket til hørespil.
De bedste hilsner fra Anne
LikeLiked by 1 person
19. oktober 2017 kl. 16:15
Hej Anne
jeg tænkte over det med regibemærkningerne, men ville ikk drukne stykket i dem. Måske har jeg været for nærig, det er svært at se så tæt på. Godt at du puffer til mig sig jeg kan tænke over det en gang til – men ikke i dag. Tak for din tænksomme og præcise gennemlæsning af stykket.
Om Ida skulle der stå sidsste nye påklædning – hvad det så er kommer an på hvornår stykket bliver spillet.
Ida kender godt Marcus’ baggrund, men her får hun den for fuld FØLELSESMÆSSIG udblæsning, og det er følelserne hun reagerer på, selv om de kun delvis er ægte.
De bedste hilsener fra jesper o
LikeLiked by 2 people
20. oktober 2017 kl. 11:18
Hej Jesper
To mennesker på en bænk, to hjerter i brand(sådan er der et sangnummer, der starter, tror det er med vores lokale folkesanger fra Fanø) – Dine to er bestemt ikke ukendte for hinanden. Har læst nogen af kommentarerne, fordi jeg kommer så sent ind i forløbet her i skriveskolen. Dumt at gentage de andres iagttagelser. Måske kommer jeg til det alligevel – men det må du leve med.
Behandler og patient – kvinde og mand. Hvem manipulerer med hvem? Virkelig spændende felt at bevæge dig ind på, men vi har lov til alt her. Interessant at du har tænkt på Peter Lundin og kæresterne i fængslet. Hørte en udsendelse på 24/7 om fænomenet. Selv om jeg ikke er så glad for at kategorisere mennesker efter om de er kvinder eller mænd, så er der måske en tilbøjelighed til at flere kvinder er underlagt deres omsorgsgen. Nok mest i min generation, hvor kvinder og mænd blev sat lidt i bås, jeg synes de unge(mine egne unge er i 40-erne) har flyttet grænserne meget. En sygeplejerske vil pr.def. have rigtig meget omsorg i sig, det er svært altid at være “professionel” – det gælder sådan set også, når man har været folkeskolelærer som jeg selv – nogen børn kunne jeg ikke undgå at holde af, andre var jeg mere ligeglad med – desværre. Ida falder for Marcus og det udnytter han.
Din kommentar til Anne lige herover fortæller mig om dine egne hensigter med scenen. Du har følelserne i fokus ligesom i opgave 1 og 2… jeg har ikke brug for en masse regibemærkninger… hvis sådan en scene som din skulle opføres, ville det afhænge af instruktøren, skuespillerne, stedet/scenen – udendørs/indendørs osv. – der er en serie på tv i øjeblikket, der hedder “En ny begyndelse” – en rædsom sag, men den kommer lige, når jeg har brug for at hvile benene og lave strikkegymnastik, så derfor svømmer jeg hen i sådan nogen følelsesladede relationer.
Du er altid god for en gedigen god historie, uanset om det er i den ene eller den anden litterære form. kh mmm
LikeLiked by 1 person
21. oktober 2017 kl. 01:48
Hej millle
Godt at du nåede at komme med i denne omgang. Jeg kender adskillige sygeplejersker, deraf en nuværende sygeplejerske kæreste og en tidligere kæreste. De har et veludviklet plejegen, som de nogle gange kæmper mod for at det ikke skal tage overhånd. Tak for at du kommenterede min tekst.
kh jesper
LikeLiked by 1 person
21. oktober 2017 kl. 01:12
Hej Jesper
Du skulle have udladt regibemærkingen til sidst om Peter Lundin.
Selve teksten peger ikke umiddelbart i retning af en seriemorder.
Ganske almindelige mennesker med dyb depression får elektrochok, og det var der, teksten ledte mig hen.
Faktisk troede jeg din hp var den samme som i de sidste to tekster, som nu var kommet lidt for langt ud og blevet indlagt og hans fokus på det kvindelige plejepersonale.
Der er måske noget konstrueret over teksten, fornemmer jeg. Noget akavet (ikke personerne i sig selv, men den måde, du lader dem agere og formulere sig på.)
Når jeg læser slutsætningen med rød skrift på himlen, så kan jeg først se, hvor du vil hen.
Men kontraster, det er der.
Og også overraskelser.
Kh
Marie
LikeLiked by 2 people
21. oktober 2017 kl. 01:42
Hej Marie
Jeg har slettet slutningen med henvisningen til Lundin, den leder tankerne i en forkert retning. Det er ikke morderen Lundin jeg tænkte på, men hans teknik med kvinder.
Marcus er meget beregnende – det akavede eller konstruerede stammer måske derfra? Hvad tænker du?
Jeg kan se at du ikke synes at teksten fungerer helt, og altså heller ikke hvis to levende erfarne skuespillere spiller den.
Måske er det formen med teater der er sværere end jeg havde forestillet mig. Men mange tak for din kommentar, den satte noget i gang.
kh jespero
LikeLike
21. oktober 2017 kl. 04:43
Hej Jesper
Hvis det ikke er morderen Lundin, så kræver det jo at man ved noget om hans teknik til at forføre kvinder. Det ved jeg f. eks ikke. Hvis stykket er tænkt som satire over det emne, så er det jo klart, det skal være sådan. Det kræver så vist også, at de, der går hen for at se stykket har kendskab til det emne. Det meste satire lever af at fremstille kollektivt kendte mennesker og hændelser om ingen kan undgå at kende til. Politikere f.eks. Man skal grine ad noget, man kender i forvejen. Jeg elsker satire.
Hmm, jeg tror ikke, man kan lægge ansvaret for sin skrivestil over på de fiktive figurer ;)
Om det ville være en anden oplevelse at se det opført af erfarne skuespille kan jeg vist ikke svare på. Dertil er min erfaring med teater for lille. Det skal komme an på en prøve ;)
Kh
Marie
LikeLiked by 1 person