Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet

Hun tænker på Beethoven, endnu en gang

11 kommentarer

Det er behageligt sommervejr udenfor, men indenfor i hytten raser uvejr, solskin, galskab, smil, leg. Det vælter alt sammen ud af flyglet som sort og skinnende fylder halvdelen af den lille stue. Ida sidder på sin klaverbænk og har tændt en smøg, snart den sidste i pakken. Hendes hår er som flyglet, sort og skinende, autoritativt, hendes mund smiler mens en lille Mozartsonate triller ud af fingrene, blidt og let. Imens sidder Frederic med sine mægtige papirark, en kommende bygning, retter et par streger og tilføjer noget tekst. Hendes øjne hviler på ham, ikke på tangenterne, som fingrene kender ud og ind. Men så skifter hendes humør.

Hun rynker brynene, Rachmaninovs anden klaverkoncert, fuld af russisk tyngde, våd muldjord, snestorme, folkesange. Hun ser lidt fraværende på Frederic mens fingrene stadig passer deres.

En pause og hendes blik glider over på et hæfte med Beethovens klaversonater, hun sætter hæftet op i stativet og slår op på den sidste, den hun skal spille til debutkoncerten om tre dage. Noderne kan hun udenad, men der er nogle passager hun vil være sikker på, og er fingersætningen nu helt rigtig?

For at komme i stemning spiller hun hele sonaten forfra, tænker på busten af Beethoven med stenansigtet, sådan skal den lyde. Der kommer nogle usikre triller og løb, hun må øve dem igen. Lytter til sit spil, standser så brat op midt i løbet og tænder en ny smøg, holder cigaretten ud for sig og betragter røgen. Den skælver, hendes hånd er begyndt at sitre.

Frederic har løftet hovedet: – Driller den? spørger han mens han flytter et af sine store, knitrende ark så hans hoved et øjeblik er forsvundet bag papiret.

– Jeg kan bare ikke beslutte mig, siger hun, skal jeg sætte under med tommelfingeren, så bliver det mere præcist? Til gengæld går det så ud over hastigheden.

– Du må spørge hende portugiseren.

– Martha Argerich er Argentiner. En kæmpe chance at jeg får lov til at spille for en af de helt store. Det er musikken jeg skal spørge hende om, ikke fingersætningen.

– Mon ikke du skulle holde op med at øve nu?

– Jo, jeg er træt og bange for at overtræne musklerne. Hun skodder cigaretten, lidt aske falder af på flyglet undervejs.

————-

Solen skinner. Ida har den lyse forårsbluse på, får øje på et tabt hår på den og fjerner det, så er blusen er helt ren. Vejen over Kongens Nytorv virker lang, forbi stakitter og udgravninger, hesten er væk bag plankeværket, trafikken kommer i hidsige stød styret af lyssignalet. Martha bor på HOTEL D’ANGLETERRE der er nyrenoveret, ikke en plet at få øje på, tykke, bløde gulvtæpper overalt, væggene beklædt med gobeliner som æder lyden. Her er ingen atmosfære. Martha har været så venlig i telefonen, et besøg passer hende godt, hun er blevet dårlig og har været nødt til at aflyse koncertturneen, så der var tid til overs til at hjælpe en ung pianist, noget hun holder meget af.

Martha har en suite med tre rum, det ene med flygel. Da Ida kommer ind ligger hun i lænestolen, kan ikke andet.

– Jeg rejser mig ikke, og jeg giver ikke hånd, siger hun. Eller rettere nærmest hvisker hun. – Kom nærmere og sæt dig et øjeblik. Vi skal tale om dig. Hvad du vil. Jeg kan godt lave en masterclass hvis der ikke er andet du har lyst til.

Ida sætter sig meget høfligt.

– Jeg må holde op med at give koncerter, fortsætter Martha, jeg har levet dette omrejsende vagabondliv for længe. Det er ad helvede til med min sygdom, den suger al min kraft ud. Jeg orker lige at sætte mig i lænestolen og tænde tv på fjernbetjeningen. Mine ben synes at der er for langt hen til klaveret, men du må gerne spille for mig.

Ida har svært ved at finde sin stemme, Marthas udstråling er for stærk fuld af overlegen musikalitet, mange diplomer og vundne konkurrencer – og så nu, standset i sin kometflugt af sydommen, af modermærkekræft. Først gælder det min koncert, tænker hun. Jeg ved ikke hvor længe Martha har energien, jeg ser at hendes ben er arrede af kræften, hun trækker vejret med besvær.

– Jeg er i gang med Beethovens sidste klaversonate til min debutkoncert, hvis du klarer at høre på den.

– Lidt vanvittig som kvartetterne, siger Martha, så voldsom og så blid. Jo, den vil jeg gerne have lov til at høre. Unge musikere kan have brug for et ord på vejen, jeg selv fik engang en bemærkning som sparede mig for flere års misforstået træning. Hjælp mig nærmere flyglet, jeg skal sidde på venstre side af dig. Støt mig i armene – du må endelig ikke røre mig på ryggen eller benene.

Ida tager fat i hendes hænder og ved fælles hjælp kommer Martha op at stå. I dette øjeblik rører hun de hænder hun har beundret og drømt om, så glatte, kølige, muskuløse, så fulde af viljestyrke. Så kløgtige på klaviaturet.

Martha kommer over i den lænestol der står parat. Hun lukker øjnene: – Jeg lytter.

Ida tager en lille talkumdåse frem mod svedige fingerspidser og dupper dem, sidder stille og forestiller sig indledningen. Gennem hotellets tredobbelt ruder aner hun trafikken og lyden af en rambuk. Nu er hun klar, de første akkorder klinger ud i stuen, fortvivlede, befalende, manende – og så kører den af sig selv. Men de løb hun har øvet føles akavede da hun kommer til den passage man kalder Beethovens ragtime. Musikken klinger til slut ud med nogle lange triller, uendelig lange, synes hånden – for lange.

Fra lænestolen kommer dybe åndedrag, Martha er faldet i søvn. Der er stille i stuen, ikke et støvfnug rører på sig. Selv Kgs. Nytorv er stille. Ida er skuffet, hun har givet sin sjæl og hvor er den blevet af, måske er den blevet til nogle børnebørn i Marthas drømme.

– Jeg har hørt alt, kommer det fra lænestolen hvor Martha retter sig op. Du har forstået både de store linjer og detaljerne, det er sjældent i så ung en pianist. Alligevel er der et par steder hvor jeg, om jeg så må sige, var lige ved at vågne op, – det spjættede i mig da du kom til det sted hvor han skifter til det jazzede, synkoperne, de vilde løb.

– Dem har jeg øvet rigtig meget.

– Det er det jeg kan høre, de falder udenfor helhedens naturlighed. Det bekymrer mig. Lad mig vise dig.

Martha rejser sig – denne gang uden hjalp – og sætter sig på den endnu varme klaverbænk:

– Sådan her…

Martha Argerich er berømt for sin glasklare teknik og musikalitet. Intet er gået tabt under sygdommen, men efter fem minutter kan Ida se at hun er ved at blive bleg.

– På den måde er der mere sammenhæng, siger Martha og standser. Lige her har du ikke styr på højre hånd, det er som om den ikke hører til. Bare her. Resten behøver du ikke røre ved nu. Lad mig fortælle om første gang jeg spillede den i Buenos Aires…

Ida prøver at høre efter, det lykkes lidt, men mest tænker hun på at det ikke var gået helt godt – især det sted hun havde øvet så meget, og Martha var ikke faldet i søvn. Hun kigger ned på højre hånd: er den lige ved at gøre oprør? Den ser så uskyldig og ren ud, den skal bare øves langsomt så er der nok ingen problemer.

– … Du forstår at den sonate har sit eget liv, den er revolutionær, komponeret efter at Napoleon smadrede Europa. Men nu skal jeg hvile mig. Det bliver fremragende hvis du får kigget på de steder. Får du tid efter koncerten vil jeg gerne spille en firhændig med dig … og det var godt at mødes.

Martha følger hende ud af hotelsuiten, men Ida kan se at hun er blevet tømt for energi, opmuntret og træt på samme tid.

På vej hjem igen. Den hvide bluse er våd af sved og lugter indeklemt, men den friske luft hjælper. At spille for en berømt musiker og få gode råd med på vejen. Det skal alligevel fejres, hun køber en flaske Cremant med på vejen, for hendes hjerte er lettet. Skyer driver tæt ind over København, det bliver koldere. Hun tager bussen som går næsten til døren, og er også glad for at hun ikke har nogen taske med, kun bæltepungen. At bære en taske udmatter hendes hænder, det gør hun aldrig før hun skal spille, og i overmorgen er vigtig. Ved et stoppested overhaler en slangetæmmer på Christanialadcykel bussen, cyklen er malet i voldsomme farver. Hun beundrer ham, det er et job farligere end koncerter.

Mens bussen starter og stopper gennem København, sidder hun og holder med venstre hånd om den højre. Er de ikke bror og søster? Elsker de ikke hinanden? Har hun nogen sinde gjort forskel på nogen af dem? Det skal nok gå, hun holder fastere om den, det SKAL gå.

Hjemme igen vasker hun sig hastigt under armene i køkkenet og skifter bluse.

– Hvad så? råber Frederic inde fra studiet.

Hun tager plads på klaverbænken: – Martha er tilfreds, siger hun, kun et par steder at kigge på, jeg skal bare have helt styr på højre hånd. Jeg har været sammen med verdens største pianist! Hun inviterede mig til at spille firhændig – større ros kan jeg ikke få.

På vej ud i fryseren med flasken kysser hun hans uglede hoved. De omfavner hinanden.

– Jeg er også lettet, tilstår han. Og visker en streg ud på tegningen. – Sæt dig og fortæl alt.

Tilbage ved flyglet beretter hun længe, usikkerhed om hun kan holde til det, følelser, tanker og selve oplevelsen, alt imens små franske suiter af Bach kryber ud af hendes hænder og ned i flyglet. De smiler til hinanden og opdager at flasken er kommet ind i stuen af sig selv, og af sig selv er blevet tom.

– Jeg har en champagne i køleren, siger Frederic. Vi tager den nu, det skal fejres ordentligt.

Om det nu er fordi hun skulle vise et løb i luften, eller fordi flasken stod dumt på flyglet, eller fordi de var i så godt humør, eller fordi skummet væltede uventet ud, eller fordi flasken var for glat at holde på, eller fordi de to kun havde øje for hinanden – så ender det med at champagnen løber ned i flyglet, en hel flaske. Hun løfter lamslået højre hånd: er det den der har væltet flasken? Vil den ikke være med til koncerter? Ida ryster på hovedet for at få de tåbelige tanker ud, det nytter ikke:

– Jeg skal have fat i klavermanden Just fra sidste gang. Det er helt nødvendigt at øve nu, ingen strenge må springe, ingen hamre svulme op, eller klangbunden – milde Moses, klangbunden! En katastrofe. Hun trykker et par af bastangenterne ned. Der kommer en dump, klangløs lyd, ingen tone og tangenten vil ikke falde på plads. Trykker igen med mere kraft, og endnu en tangent sidder fast.

Der går at par timer med at få fat i Just som sidder i et middagsselskab, men er villig for en gammel kundes skyld.

– Er du fuldkommen idiot, stille en flaske på instrumentet?! er det første han siger da han ser flyglet. Flasker på flygler er fuldstændig forbudt, det ved du.

Ida ser ned i gulvet, det er så pinligt og hun har brug for at spille.

– Lad mig se på det, men polituren kan jeg ikke redde. Jeg laver ikke fransk polering.

Ida og Frederic forlader stuen, de kan ikke holde ud at se flyglet adskilt. Gennem døren lyder mærkelige knirkelyde, noget der falder på gulvet og Just der mumler forbandelser undervejs. Den altid så pæne Just forbander Ida.

Da klokken er over midnat kommer Just ud til dem i køkkenet.

– Hun skal nok komme til at spille igen. Jeg vender tilbage i morgen formiddag med et par reservedele.

– I morgen! Ida spærrer øjnene op. – Jeg skal øve i aften og i nat så jeg kan holde lidt fri i morgen og nå et bryllup.

– Kom med ind i stuen, siger Just. Flyglet ligger splittet ad i sine bestanddele, hamre taget ud, klangbunden forbundet som efter en ulykke, tangentarme adskilt i splinter, en løs streng vridende sig ulykkelig. Hele stuegulvet fyldt af flygel og værktøj.

– Det eneste vi kan gøre, konkluderer Frederic, er at lægge os i sengen og håbe på det bedste.

– Håbe, håbe, håbe. Det hjælper ikke en skid når jeg skal øve, øve, øve.

– Nej, du skal ej. Husk hvad hende Argentineren sagde til dig!

———

Ida ligger med dynen over sig, eller under sig, på ryggen, på siden, på maven mens tanker tumler rundt i hovedet: – Jeg har stumme stemmer, dumme stumme stemmer som siger dumme ting. fx det gider vi ikke i dag. det bliver aldrig godt, det er lige meget hvad du laver her i verden så bare læg dig tilbage i sengen. Tag en chokolade, kig på blomsterne, en fugl flyver forbi. Håber på en dag i morgen uden at der er sket noget slemt, uden drama, uden katastrofer. Hvor pinligt at have sådanne stemmer, de er mine, de er en del af mig. Så må jeg da stå sammen med mig selv mod publikum, det kan ikke nytte noget at så splittelse med smålig kritik.

Ingen af dem sover, selv om de forsøger at slappe af. Med håret strittende sidder de om morgenen på taburetterne i køkkenet og venter på Just. Klokken bliver elleve, tolv, tretten, endelig ringer han på med sine remedier, og efter en time er flyglet klar.

Ida sætter sig hen foran tastaturet og lader nogle løb klinge, prøver hele tastaturet. Hun smiler, instrumentet er i orden igen – bortset fra den store plet på den blanke overflade.

– Så er klokken snart to, det tog lidt længere tid. Jeg er færdig, og du er tilfreds med instrumentet? Just står i døren med sine tasker og vinker afsked.

Idas bevidsthed vender tilbage fra musikken, og hun husker. De skulle være i kirken lige nu til brylluppet. Frederics søster bliver gift i dette øjeblik. I forvirringen og manglen på søvn har de glemt det.

– Frederic, du må af sted lige nu!

Han springer op fra sine ark og stormer ud uden et ord.

– Jeg bliver her, råber Ida efter ham.

En øvedag er forsvundet, fordampet i det blå eller snarere i blygråt limbo. Hun skulle, og det er tvingende nødvendigt, holde fri i dag, en dag før koncerten. Men samtidig er det lige så nødvendigt at hun får afpudset de steder Martha har påpeget. Bare øve lidt, ikke overanstrenge. Og nu, øve, øve de steder til de sidder perfekt. Ikke prøve noget nyt, kun øve

Hun bliver revet ud af sin spilletrance nogle timer senere, da Frederic vender tilbage fra kirken og smider smokingjakken på bordet:

– Nu må du holde op. Det her skulle være en fridag. Hvil dine hænder og dit hoved, du skal være klar til i morgen.

Der bliver stille, de sidder udmattede og betragter hinanden. Hun tænder en cigaret: – Du har ret. Jeg er udmattet, ikke mere spille. Sove længe i morgen, gøre mig istand, kjole og sko er parat i skabet. Kigge på træerne i parken, holde om dem, lytte til stammen og hvad den kan fortælle om himlen. Tømme mig for tanker og følelser. En sen frokost og så er jeg klar.

Hun følger røgen med øjnene, igen sitrer hånden, har hun overanstrengt sig? Et øjeblik føles hånden død. Hun mærker på underarmene, ingen ømhed. Strækker fingrene helt ud og bøjer dem tilbage, næsten ingen rysten, nok alligevel i orden, forhåbentlig: – Ja, lad os sove.

Ida står bag scenen og tripper. Lidt mere nedringet end hun bryder sig om, sådan er moden i år, kjolen skal være rød så hun bliver set, har hun fået at vide. Det er godt at være nervøs, men det er ikke godt hvis man ryster eller sveder. Koncerten kan starte eller stoppe hendes karriere, der er vigtige mennesker blandt tilhørerne, anmeldere og hendes lærere. Hendes flygel og en reparation skal betales. Frederic skal være stolt af sin kæreste.

Klokken ringer sidste gang, publikum leder efter deres pladser, rasler og klaprer med sæderne, taler dæmpet, kigger i programmer, hoster. Lyden tager af og de bliver stille, et eneste dæmpet, fælles åndedræt. Forventning.

Ida tænker på de første akkorder i Beethovens sidste sonate, hører dem for sig selv, de fortrænger alt i hendes bevidsthed, der bliver ikke plads til at være nervøs. Hun træder ind på scenen og går roligt hen til flyglet, bukker dybt for publikum mens applausen dør ud, hun ser ikke på dem, det ville forstyrre koncentrationen. Sætter sig på bænken, justerer højden.

Musikken begynder at strømme fra hende akkurat som hun har forestillet sig, og hun nyder det. Hun kan høre at publikum er med, alt det hun har tænkt, fungerer, musikkens blidhed og voldsomme gennembrud taler sammen, uskyldige melodier over for vulkanske udbrud. Hendes ansigt lever med, det har Frederic fortalt, og han siger at det er en fordel at hun viser musikken foruden at spille den.

Hun er nået til det sted hvor Beethoven lyder som ragtime. Hun elsker overraskelsen her, og har øvet det så meget, har glædet sig til at spille for et publikum. Men der er noget galt, hun kan ikke genkende musikken, selv om hendes hånd spiller den, det går for hurtigt, tonerne bliver filtret ind i hinanden, og nogle gange kommer de slet ikke, selv om hun trykker hårdere på tangenterne. Hånden gør oprør, sådan noget vil den ikke finde sig i, den ved nok hvordan det skal lyde. Hånden – hun stirrer på den, som lever den sit eget liv. Det kan ikke blive ved på den måde. Musikken er standset.

Men hun ved hvad en pianist skal gøre i den situation: man hopper videre til næste helle og fortsætter derfra. Hun forsøger at hoppe, der er ikke noget helle, hovedet er sort. Der er ikke mere musik. Hun falder ned i en tom brønd, falder og falder. Ligger på den tørre bund omgivet af fugtige mure. Murene trækker sig sammen om hende, der er kun en stump himmel som et frimærke oven over. Og nu kommer tavsheden, publikum er dødstille, stille ved begravelsen af hendes ambitioner, af hendes karriere. De ønsker bare at flygte ud af pinligheden, om et øjeblik vil de rejse sig og forlade salen. En koncert er som cirkus med løvetæmmere. Det plejer at gå godt, men en gang imellem bliver løvetæmmeren ædt. Ida bliver ædt og er allerede begravet.

Oppe over hende klinger endnu de sidste toner hun har spillet. De bliver ved med at klinge fra flyglet. Hvorfor kan hun høre dem nede i brønden?

Hun rejser sig og vender sig mod publikum, ser dem for første gang mod projektørerne. De er nervøse, linedanseren har mistet balancen og er ved at falde ned i nettet. Men der er intet net. Hendes højre hånd bevæger sig akavet hen foran hende og smækker låget over tangenterne i. Bang! så det brager i flyglet. Koncerten er lukket.

Hun finder nogle ord til tilhørerne: – Tænk på Beethoven. Lyden kom og gik for ham da han komponerede denne sonate i 1822, næsten helt døv. Kanonerne havde tordnet over Europa og klang stadig i hans hoved. Men han ville noget andet, en anden verden. I har hørt tonerne klistre sig sammen i en høstak, måske har det lydt sådan for ham, men jeg vil om lidt spille som han hørte musikken med sin sjæl.

Jeg må bede koncertsalen om reserveinstrumentet at spille på, fortepedalen har sat sig fast på det her hakkebræt, derfor lyder det som et ekkorum når jeg spiller.

Publikum ånder lettet op, linedanseren overlever, løvetæmmeren har stadig magten.

Med et nyt instrument og en ny klarhed spiller hun forfra. Det er som om en ukendt byrde har hvilet på hende, noget hun ikke havde vidst. Den er blevet løftet, et krav om det sublime, om at spille på en bestemt måde, at være artig, er forsvundet. Hun spiller en anelse langsommere, og noget der har manglet i musikken dukker frem. Højre hånd nyder de vilde steder hun har frygtet og trænet så meget. Ro og glæde gennemgløder den sidste del af sonaten – og hende.

Længe efter koncerten og den tilhørende selskabelighed ligger de i sengen, Frederic og Ida. Det er over midnat, huset knager, en skade hopper på taget med rytmiske bump. Lyset er slukket, for natten skal have en chance. Lettelsen skal sætte sig og vokse fast i hendes hjerte. Der har været for meget drama, det hun ville undgå.

Men også forløsningen: – Frederic, det er hårdt at gå i stå på den måde foran hundreder af mennesker. Men publikum var vidunderligt, jeg elskede dem. Jeg vil bare spille, være et medium. Jeg vil være mig selv og samtidig være musik. Jeg har haft lærere og jeg har været sammen med Martha og de har alle sammen givet råd, mange gode råd, men jeg vil helst være fri. Jeg vil glemme dem og kun huske det Beethoven gav mig, finde ind til det. Jeg er nødt til at glemme de råd, uanset hvor dybfølte erfaringer de udspringer af. Jeg er nødt til at være helt tom når jeg spiller. Det var sådan det skete da jeg fik det andet flygel at spille på. Jeg var blevet lettet for alt der ikke er mig. Forstår du, min ven, min kæreste. Du er den eneste i hele verden som kan være sammen med mig uden at tynge mig og skygge for min musik. Du sidder i dit hjørne med dine store papirark. Du lytter bare og dømmer ikke. Du er hos mig og jeg føler mig så ren og gennemsigtig. Vent et øjeblik, min kære.

Hun står ud af sengen og tripper på bare tæer ind i stuen, ind til sit eget instrument, og åbner for Bachs enkle toner. Månelyse toner der svæver bort over flyglets blanke flade.

______

Reklamer

Forfatter: jesperodlp

Han 1947, det er midt om natten nu. Elsker Philip K Dick, Bach, sproget. Min hjerne er mere surrealistisk end realistisk, men jeg prøver at leve i den fælles, fysiske verden. Naturens perler som vi ikke kan se med det blotte øje. Jeg har været med her et par år, og det er vildt spændende. mail: sheheresade@gmail.com ellers er du velkommen på Facebook hos "Jesper Dela Porte Ovesen" (staveformen ikke helt rigtig, men den eneste FB vil acceptere)

11 thoughts on “Hun tænker på Beethoven, endnu en gang

  1. Hej Jesper
    sikke en flid – læste hurtigt, for min dag er ikke til nærlæsning og kommentarer i dag, men kunne ikke dy mig for at se, hvad du havde lavet. Forhistorien fungerer fint ved en hastig gennemlæsning – er der mon sammenhæng mellem champagneflasken og fortepedalen? Eller er det to forskellige flygler, der “spiller” sammen. Fint fortalt, let læst, men skal læse igen for at forstå helt. Sådan er det jo med dygtige skribenters værker.
    kh m&m

    Liked by 1 person

  2. Kære MILLE
    Du er så hurtig at jeg slet ikke kan følge med. Egentlig ville jeg lægge et link ud på Skriveskolen for måske at lokke nogen indenfor. Mange tak for din utrættelige opmærksomhed, skønt at have et publikum, både for musikere og skribenter.

    Nej, champagneflasken var én dag, så en fridag, og til sidst koncerten på den tredje dag. Ingen ansvarlig musiker ville prøve at spille med en bøhmand på, det er simpelthen umuligt med den form for musik. Jeg vil gerne prøve længere tekster end vores 6-800 ord som vi har trænet i flere år, det er sjovt og til at overskue så små tekster, men noveller og romaner kræver noget mere – men egentlig hvad, bordset fra stædighed?
    kh jesper&o

    Liked by 1 person

  3. Hej igen Jesper
    – i øjeblikket tumler jeg med sammenhænge – måske noget spirituelt, noget vi ikke ved, hvad er – det var sådan en sammenhæng, jeg anede i din tekst – ikke en konkret teknisk “champagne i pedalen” – men mere en indirekte sammenhæng – det lyder måske “syret” men somme tider er det som om “noget” jeg ikke ved, hvad er styrer, hvad der sker. Jeg har prøvet at lade en heks eller en afdød sende tanker til nulevende i mine egne tekster, uden det helt store held. Nogen læsere forstår det andre ikke, men sådan vil det vel altid være.

    – det er en kæmpeopgave at sidde helt alene med f.eks. en novelle på ca. 10-15 sider. Jeg har gjort det et par gange med forskelligt held. Det var vel egentlig det, der i min optik var formålet med forfatterklassen, det fungerede bare overhovedet ikke, når admin (Lise) var så fraværende som hun var. Der skal være en nogenlunde jævn og hurtig respons, når nogen lægger noget ind, ellers glemmer man helt eller delvist, hvad det hele drejede sig om. Mener godt vi kan bruge vore blogge til at øve os. Tror det er nødvendigt at skrive hver eneste dag måske meget stålsat skrive så og så lang tid eller så og så mange timer. Sådan arbejdede min første exmand med sit skriveri og jeg kan efterhånden se, at det havde en årsag. Dengang var jeg rasende fordi jeg blev overladt alt det praktiske.

    – jeg har i foråret deltaget i et kursus rettet mod romanskrivning. Underviseren uddannet i USA gav en god indføring og gennemgik systematisk opbygningen af en roman. Mine tekster vurderede hun ville egne sig bedre som noveller og noget hun kaldte nedslag. Men jeg lærte en del af et par af de andre, der målrettet skrev romaner, fordi jeg kunne følge deres skriv fra måned til måned. jeg kunne bestemt også godt tænke mig at arbejde videre med tekster, der bliver længere og mere sammenhængende. Det er bare et meget ensomt forehavende. For mig fungerer det bedst, hvis jeg isolerer mig totalt og bare skriver, så kan jeg, på nogen gode dage få sammenhæng i mere end 7-800 ord.
    kh m

    Liked by 1 person

    • Hej mmmmm mm
      Jeg har spekuleret på hvordan vores Skriveskole også kunne bruges til længere tekster. Enten skulle skribenten finde en ligesindet til forpligtende partnerskab, evt baseret på udveksling af tekster.

      Eller man kunne udbyde sin tekst frit og se om nogen ville være med som betalæser, måske i et lille
      delforum.

      Hvis der er et fast persongalleri og et tema har du næsten en roman.

      Har du noter fra romankurset? Jeg kan ikke huske at jeg har set dem. Vi må se hvad vi kan hugge fra andre steder.

      Kh j

      Like

  4. Hej igen
    noter fra Writers Academy, som Britt Tippins leverede strakte sig over 5×4 timer har jeg kun i kladde. Udgangspunktet var hver gang deltagernes tekster, derfor er det svært at give videre. Hun talte uafbrudt og hældte guldkorn ud, som vi energisk prøvede at samle op. Vi skulle også læse rigtig meget amerikansk litteratur. Måske kan jeg sammenstykke noget til brug i DnS, men det bliver svært, fordi det er bundet op på lange tekststykker. Det er også kun mine egne tekster, jeg kan sætte ud til læsning, de andre i gruppen satser på udgivelse via det forlag Britt er redaktør på.

    Fast persongalleri og tema er absolut ikke nok. I Britt`s undervisning startede vi med at gøre rigtig meget ud af indledningsscenen. Den skulle indeholde tonen i resten, give spor til helheden. Plot skulle afløse plot i en lind strøm, det arbejdede vi meget med. Måske kan jeg gengive min indledning på bloggen. Men vil ikke love noget, for efter et intenst arbejde med “Anna” (kvinder i 1900-tallet) er jeg nødt til at lade den hvile sig, indtil jeg igen er i stand til at arbejde videre med den. Britt foreslog, at jeg helt skulle droppe det skrevne, og bruge episoderne i en anden sammenhæng, sådan arbejdede hun selv og det tror jeg er vejen frem. I hvert fald er jeg overbevist om, at næste gang jeg skriver den om, bliver det hele både meget anderledes og sikkert også bedre.

    Vi har alle sammen forskellige formål med at skrive, mit formål er en blanding af noget selvterapeutisk og et ønske om at” noget” kommer videre til mine døtre. De har begge to skubbet meget til mig og vil helt sikkert arbejde videre med det jeg producerer. Akkurat som de konstant aftager diverse tekstile produkter. Som det ser ud i øjeblikket mht til udgivelse via forlag har jeg ikke noget ønske om at komme ud den vej med større ting. Det er sjovt når en lille novelle kommer ud sammen med alle de unge i en antologi, men det er egentlig ikke nogen større tilfredsstillelse for mig på længere sigt.

    Den indstilling til skriveri deler jeg nok ikke med så mange af jer andre, men sådan har jeg i mit arbejdsliv lavet kostumer, fastelavnsoutfitts, lerfigurer osv. Det er processen, der er god for mig, så føler jeg mig levende, produktet er sekundært, men det er selvfølgelig sjovt, hvis nogen kan bruge det – under alle omstændigheder har jeg sparet timebetaling til psykolog/ terapeut.

    Vi havde en betalæserstation for nogle år siden, men ligesom forfattersiden gik den ned – for begge siders vedkommende er den væsentligste årsag, at en enkelt person, står for det tekniske og det blev for meget for både Lise med forfatterklassen og Charlotte med betalæserstationen, det er forståeligt nok. Både forfattersiden og betalæserstationen var ikke nær så professionelt sat op som f.eks. Jesper Jammers “Forfattersiden.dk” der kører stadigvæk. Noget med at lave alliancer på kryds og tværs praktiseres allerede. Jeg har lige for et par uger siden læst Annis “Forår i fletningen” – via Forfattersiden har jeg også betalæst for et par andre. Det synes jeg godt du kunne blive enig med Carsten om var en del af DnS.

    glæder mig til forløbet, men igen i år er det ærgerligt for mig, at det absolut skal ligge i oktober, men det klarer jeg nok også igen i år.

    kh m

    Liked by 1 person

  5. Hej Mille
    Oktober plejer at være vores periode. Generelt er den kold og mørk, noget må gerne ske, men november er erfaringsmæssigt for tæt på jul!
    Vi må tænke mere på længere tekster, mig og Carsten. Samtidig skal Skriveskolen være helt enkel.
    Kh j

    Liked by 1 person

  6. tak fordi du gad læse hele min lange “morgenmail” og ja oktober ligger fast, men det er en myte, at den er kold og mørk, jeg har ofte haft sommer”udklædning” på til fødselsdage i København fordelt hen over den smukke efterårsmåned. I år er det 70 år den 2.okt. og 18 år 22.okt. der skal fejres, men jeg skal nok få skrevet til DnS alligevel

    du har ret i, at skriveskolen skal være enkel og let tilgængelig.

    kh m

    Liked by 1 person

  7. – måske skal man klæde sig ud når man skriver.

    Like

  8. Hej Jesper

    Vil da lige også læse din lidt længere tekst (novelle), som jeg har gået og taget tilløb til.
    Jeg synes, det er en god idé at lave længere tekster. Måske skal vi bare gøre det, som vi før har gjort, ved at bygge dem sammen af mindre tekster. Ellers bliver det nok for voldsomt at læse 15 – 20 forskellige lange tekste på en uge. Men det har du også lagt op til i de nye spontan opgaver.

    Du bygger din Beethoven tekst meget fint op. Man kan næsten høre musikken komme ud af fingrene på Ida og flyde over til hendes kæreste, der sidder bag arkitekttegningerne og er med i hele oplevelsen. Det hele flyder og går i et med præstationsangsten, mødet med masteren og bommerten med Champagnen – og så slutningen, som du skrev til den sidste opgave.

    Den sidste del har du gennemarbejdet lidt bedre end det øvrige, tror jeg. I det øvrige er lidt skønhedsfejl, småting, som dog generer læsningen (mig) lidt.

    “Imens sidder Frederic med sine mægtige papirark, en kommende bygning, han retter et par streger og tilføjer noget tekst.
    Skal der ikke være enten punktum efter ‘bygning’ eller udeladelse af ‘han’?
    Talestregerne er der lidt “forglemmelse” i.
    Andet afsnit: Solen skinner. Hun har …
    Jeg blev forvirret, fordi du gik fra ‘hun’ og videre til Martha. Kunne der ikke stå ‘Ida’?
    “K. Nytorv ‘synes hende’ lang”. Hvad med ‘føles’ lang. ‘Synes hende’ virker for mig lidt afstandstagende. Måske er det en smagssag.
    Der er lidt småord sat forkert.

    Som sagt rene bagateller. Men en gennemlæsning af teksten ville gøre den optimal.
    Håber du ved, jeg kun skriver det udfra min ringe viden og som venlig ment hjælp.

    Men rigtig god og talende tekst! Musikkere, malere og skribenter skulle alle tænke lidt mindre, når de udøver.

    Tak for dejlig læsning!

    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  9. Mange tak, Anne, for at du gav dig tid til at læse igennem. Jeg må kigge på de punkter du nævner småordene kan jeg ikke se lige nu, teksten er for tæt på stadig. Synes/føles – – du har nok ret i det med det distancerende, det kan virke mærkeligt at der kommer en kølig tone hvor teksten ellers er mere inde i personen. Men skønt at du læste, altid ensomt at skrive ud i det tomme rum.
    kh jesper o

    Liked by 1 person

  10. … så, Anne, et par småændringer inspireret af dig, tak for hjælpen.

    Liked by 1 person

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s