Nu skal I tænke på Beethoven

10. august 2017 by jesperodlp 12 kommentarer

Ida står bag scenen og tripper. Lidt mere nedringet end hun bryder sig om, sådan er moden i år, kjolen skal være rød så hun bliver set, har hun fået at vide. Det er godt at være nervøs, men det er ikke godt hvis man ryster eller sveder. Koncerten kan starte eller stoppe hendes karriere, der er vigtige mennesker blandt tilhørerne, anmeldere og hendes lærere. Hendes flygel og en reparation skal betales. Frederic skal være stolt af sin kæreste.

Klokken ringer sidste gang, publikum leder efter deres pladser, rasler og klaprer med sæderne, taler dæmpet, kigger i programmer, hoster. Lyden tager af og de bliver stille, et eneste dæmpet, fælles åndedræt. Forventning.

Ida tænker på de første akkorder i Beethovens sidste sonate, hører dem for sig selv, de fortrænger alt i hendes bevidsthed, der bliver ikke plads til at være nervøs. Hun træder ind på scenen og går roligt hen til flyglet, bukker dybt for publikum mens applausen dør ud, hun ser ikke på dem, det ville forstyrre koncentrationen. Sætter sig på bænken, justerer højden.

Musikken begynder at strømme fra hende akkurat som hun har forestillet sig, og hun nyder det. Hun kan høre at publikum er med, alt det hun har tænkt, fungerer, musikkens blidhed og voldsomme gennembrud taler sammen, uskyldige melodier over for vulkanske udbrud. Hendes ansigt lever med, det har Frederic fortalt, og han siger at det er en fordel at hun viser musikken foruden at spille den.

Hun er nået til det sted hvor Beethoven lyder som ragtime. Hun elsker overraskelsen her, og har øvet det så meget, har glædet sig til at spille for et publikum. Men der er noget galt, hun kan ikke genkende musikken, selv om hendes hånd spiller den, det går for hurtigt, tonerne bliver filtret ind i hinanden, og nogle gange kommer de slet ikke, selv om hun trykker hårdere på tangenterne. Hånden gør oprør, sådan noget vil den ikke finde sig i, den ved nok hvordan det skal lyde. Hånden – hun stirrer på den, som lever den sit eget liv. Det kan ikke blive ved på den måde. Musikken er standset.

Men hun ved hvad en pianist skal gøre i den situation: man hopper videre til næste helle og fortsætter derfra. Hun forsøger at hoppe, der er ikke noget helle, hovedet er sort. Der er ikke mere musik. Hun falder ned i en tom brønd, falder og falder. Ligger på den tørre bund omgivet af fugtige mure. Murene trækker sig sammen om hende, der er kun en stump himmel som et frimærke oven over. Og nu kommer tavsheden, publikum er dødstille, stille ved begravelsen af hendes ambitioner, af hendes karriere. De ønsker bare at flygte ud af pinligheden, om et øjeblik vil de rejse sig og forlade salen. En koncert er som cirkus med løvetæmmere. Det plejer at gå godt, men en gang imellem bliver løvetæmmeren ædt. Ida bliver ædt og er allerede begravet.

Oppe over hende klinger endnu de sidste toner hun har spillet. De bliver ved med at klinge fra flyglet. Hvorfor kan hun høre dem nede i brønden?

Hun rejser sig og vender sig mod publikum, ser dem for første gang mod projektørerne. De er nervøse, linedanseren har mistet balancen og er ved at falde ned i nettet. Men der er intet net. Hendes højre hånd bevæger sig akavet hen foran hende og smækker låget over tangenterne i. Bang! så det brager i flyglet. Koncerten er lukket.

Hun finder nogle ord til tilhørerne: – Tænk på Beethoven. Lyden kom og gik for ham da han komponerede denne sonate i 1822, næsten helt døv. Kanonerne havde tordnet over Europa og klang stadig i hans hoved. Men han ville noget andet, en anden verden. I har hørt tonerne klistre sig sammen i en høstak, måske har det lydt sådan for ham, men jeg vil om lidt spille som han hørte musikken med sin sjæl.

– Jeg må bede koncertsalen om reserveinstrumentet at spille på, fortepedalen har sat sig fast på det her hakkebræt, derfor lyder det som et ekkorum når jeg spiller.

Publikum ånder lettet op, linedanseren overlever, løvetæmmeren har stadig magten.

Med et nyt instrument og en ny klarhed spiller hun forfra. Det er som om en ukendt byrde har hvilet på hende, noget hun ikke havde vidst. Den er blevet løftet, et krav om det sublime, om at spille på en bestemt måde, at være artig, er forsvundet. Hun spiller en anelse langsommere, og noget der har manglet i musikken dukker frem. Højre hånd nyder de vilde steder hun har frygtet og trænet så meget. Ro og glæde gennemgløder den sidste del af sonaten – og hende.

 

---

 

Hør den generende bid af sonaten her: