Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet

Nu skal I tænke på Beethoven

12 kommentarer

Ida står bag scenen og tripper. Lidt mere nedringet end hun bryder sig om, sådan er moden i år, kjolen skal være rød så hun bliver set, har hun fået at vide. Det er godt at være nervøs, men det er ikke godt hvis man ryster eller sveder. Koncerten kan starte eller stoppe hendes karriere, der er vigtige mennesker blandt tilhørerne, anmeldere og hendes lærere. Hendes flygel og en reparation skal betales. Frederic skal være stolt af sin kæreste.

Klokken ringer sidste gang, publikum leder efter deres pladser, rasler og klaprer med sæderne, taler dæmpet, kigger i programmer, hoster. Lyden tager af og de bliver stille, et eneste dæmpet, fælles åndedræt. Forventning.

Ida tænker på de første akkorder i Beethovens sidste sonate, hører dem for sig selv, de fortrænger alt i hendes bevidsthed, der bliver ikke plads til at være nervøs. Hun træder ind på scenen og går roligt hen til flyglet, bukker dybt for publikum mens applausen dør ud, hun ser ikke på dem, det ville forstyrre koncentrationen. Sætter sig på bænken, justerer højden.

Musikken begynder at strømme fra hende akkurat som hun har forestillet sig, og hun nyder det. Hun kan høre at publikum er med, alt det hun har tænkt, fungerer, musikkens blidhed og voldsomme gennembrud taler sammen, uskyldige melodier over for vulkanske udbrud. Hendes ansigt lever med, det har Frederic fortalt, og han siger at det er en fordel at hun viser musikken foruden at spille den.

Hun er nået til det sted hvor Beethoven lyder som ragtime. Hun elsker overraskelsen her, og har øvet det så meget, har glædet sig til at spille for et publikum. Men der er noget galt, hun kan ikke genkende musikken, selv om hendes hånd spiller den, det går for hurtigt, tonerne bliver filtret ind i hinanden, og nogle gange kommer de slet ikke, selv om hun trykker hårdere på tangenterne. Hånden gør oprør, sådan noget vil den ikke finde sig i, den ved nok hvordan det skal lyde. Hånden – hun stirrer på den, som lever den sit eget liv. Det kan ikke blive ved på den måde. Musikken er standset.

Men hun ved hvad en pianist skal gøre i den situation: man hopper videre til næste helle og fortsætter derfra. Hun forsøger at hoppe, der er ikke noget helle, hovedet er sort. Der er ikke mere musik. Hun falder ned i en tom brønd, falder og falder. Ligger på den tørre bund omgivet af fugtige mure. Murene trækker sig sammen om hende, der er kun en stump himmel som et frimærke oven over. Og nu kommer tavsheden, publikum er dødstille, stille ved begravelsen af hendes ambitioner, af hendes karriere. De ønsker bare at flygte ud af pinligheden, om et øjeblik vil de rejse sig og forlade salen. En koncert er som cirkus med løvetæmmere. Det plejer at gå godt, men en gang imellem bliver løvetæmmeren ædt. Ida bliver ædt og er allerede begravet.

Oppe over hende klinger endnu de sidste toner hun har spillet. De bliver ved med at klinge fra flyglet. Hvorfor kan hun høre dem nede i brønden?

Hun rejser sig og vender sig mod publikum, ser dem for første gang mod projektørerne. De er nervøse, linedanseren har mistet balancen og er ved at falde ned i nettet. Men der er intet net. Hendes højre hånd bevæger sig akavet hen foran hende og smækker låget over tangenterne i. Bang! så det brager i flyglet. Koncerten er lukket.

Hun finder nogle ord til tilhørerne: – Tænk på Beethoven. Lyden kom og gik for ham da han komponerede denne sonate i 1822, næsten helt døv. Kanonerne havde tordnet over Europa og klang stadig i hans hoved. Men han ville noget andet, en anden verden. I har hørt tonerne klistre sig sammen i en høstak, måske har det lydt sådan for ham, men jeg vil om lidt spille som han hørte musikken med sin sjæl.

– Jeg må bede koncertsalen om reserveinstrumentet at spille på, fortepedalen har sat sig fast på det her hakkebræt, derfor lyder det som et ekkorum når jeg spiller.

Publikum ånder lettet op, linedanseren overlever, løvetæmmeren har stadig magten.

Med et nyt instrument og en ny klarhed spiller hun forfra. Det er som om en ukendt byrde har hvilet på hende, noget hun ikke havde vidst. Den er blevet løftet, et krav om det sublime, om at spille på en bestemt måde, at være artig, er forsvundet. Hun spiller en anelse langsommere, og noget der har manglet i musikken dukker frem. Højre hånd nyder de vilde steder hun har frygtet og trænet så meget. Ro og glæde gennemgløder den sidste del af sonaten – og hende.

 


 

Hør den generende bid af sonaten her:

Reklamer

Forfatter: jesperodlp

Han 1947, det er midt om natten nu. Elsker Philip K Dick, Bach, sproget. Min hjerne er mere surrealistisk end realistisk, men jeg prøver at leve i den fælles, fysiske verden. Naturens perler som vi ikke kan se med det blotte øje. Jeg har været med her et par år, og det er vildt spændende. mail: sheheresade@gmail.com ellers er du velkommen på Facebook hos "Jesper Dela Porte Ovesen" (staveformen ikke helt rigtig, men den eneste FB vil acceptere)

12 thoughts on “Nu skal I tænke på Beethoven

  1. Hej Jesper
    Du har rigtig mange gode sætninger, der forstår at vise, hvad du mener!
    Utrolig flot, at sammenligne en tom brønd, (fugtige mure der kommer tættere på, og toner, der er flettet ind i hinanden som en høstak) – med den rungende lyd, der kommer frem, hvor tonerne ikke når at slutte, før de næste kommer. At det netop er det, der sker, kommer som en overraskelse, hvor man så tænker: Ja selvfølgelig.
    Sammenligning med linedanseren er også rigtig god.
    Ligeledes det til sidst at glemme regler og bare spille. Jeg kan blive ved :-)

    Flot måde hp reder situationen på.

    Du bruger ordet ‘ædt’ tre gange. De to sidste gange rammer det helt perfekt. Men at det vil ‘æde’ koncentrationen, virker på mig lidt prosaisk.

    Tak for dejlig læsning!

    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  2. Hej Anne
    Dejligt at få en hurtig kommentar fra dig. Jeg var spændt på at få en reaktion for historien er en del af en lidt længere novelle. Jeg havde nær sagt: og er der nogen der kender Beethoven i vore dage. Selve musikken kan jeg ikke beskrive, men noget uden om går an. Aldus Huxley har prøvet både at skrive om musik og at skrive SOM musik, dvs. nogle strukturer som findes i musik, fx i en fuga. Dur og mol, tema modtema – hvad der ikke er specielt for musikke, synes jeg. Vi kan da også arbejde med kontraster i det vi skriver (måske som en opgave! Jeg tænker).

    Jeg har fjernet noget “ædt” – og du har fuldstændig ret med koncentrationen der bliver ædt, det har også irriteret mig selv!

    Du hæfter dig ved nogle steder med metaforer. Det er nok steder som giver teksten ekstra liv, vil jeg mærke mig. Tak skal du have for dine kommentarer.
    kh jesper o

    Liked by 1 person

  3. Hej Jesper.

    Pyyh, det endte heldigvis godt.
    Det er virkelig godt beskrevet, hvordan hun har det, da det hele går galt.
    Historien er også god som helhed.
    Det funger bl.a rigtig godt, at du sammenligner med situationer fra cirkus

    Vh. Amanda

    Liked by 2 people

  4. Hej Amanda
    Sådan en koncert er sær, blot et sekunds tøven kan være en Katastrofe. Publikum kender musikken og har på forhånd en idé om hvordan den skal lyde – uanset solistens fortolkning. Det er spændende om musikeren klokker i det. Man glemmer næsten at lytte. Og så kan de det hele udenad, imponerende. Mange tak for din gode kommentar, du har grebet forløbet, det glæder mig.
    De bedste hilsener Jesper o

    Like

  5. Hej Jesper

    Det er en meget “cool” hovedperson du her skriver frem Selv om hun inde i sig selv har et drama kørende, så har hun på overfladen situationen helt under kontrol. Det lange afsnit, hvor brønden åbner sig forestiller jeg mig kun er et par sekunder i virkeligheden. Godt skrevet. Du følger opgaveformuleringen til punkt og prikke – mon det nu også er helt tilfældigt?? Det hele fungerer i hvert fald perfekt. Der er ikke nogen slinger i hverken vals eller Beethoven her. Det er værktøjet, der laver fejl.

    Din kommentar til Amanda står lige her over, så den påvirker mig lidt. Vidste ikke at publikum kender musikken og sidder og venter på, at solisten laver fejl. Det lyder ikke godt i min verden, har købt en koncertbillet her i august men kender absolut ikke den musik jeg skal høre. Men i din fortælling er det selvfølgelig en eksamenssituation, så der er det naturligt. Jeg er ikke så erfaren mht. musik og koncerter – måtte ty til den eneste komponist jeg nogensinde har spillet noget af for 50 år siden til lærereksamen nemlig Bela Bartok for at kunne skrive opgaven. Et eller andet erfaringsglimt med tilknytning til emnet er jeg altid nødt til at grave frem for at kunne formulere mig i opgaverne.

    God løsning på en god spontanopgave – og tak for din opbakning hos millemoses, der ikke er så god til alvorlige emner. kh m

    Liked by 1 person

  6. Hej Mille
    I hvert fald nogle af publikum kender musikken til sådan en klassisk koncert på forhånd. Koncert er både cirkus og alvorlig bestræbelse på at trænge længere ind i værket. En stor selvbeherskelse er nødvendig for at en pianist overhovedet kan klare sig, samtidig med at kan smile og se uanstrengt ud.
    Tak for de pæne ord om historien.
    Kh jespero

    Liked by 1 person

  7. Kære Jesper, jeg tænker ofte på Beethoven, som har skrevet så meget smuk musik. Tak for din fantastiske historie, som på alle måder “spiller”:) Jeg er også helt enig med dig i, at man koncertgængere (i hvert fald i bestemte genre/sammenhæng) kan “deres stof” og måske kan være lidt svære at stille tilfreds – har høje forventninger til musikere, sangere.
    4. afsnit skriver du “Musikken begynder at flyde fra hende” … jeg er ikke helt “venner” med den formulering, men samtidig har jeg pt. svært ved lige at ramme noget bedre/andet, men synes bestemt at denne sætning/formulering kan ændres.
    Jeg blev meget grebet af beskrivelsen af brønden, det virkede på mig, som hun faktisk fik et gigantisk angstanfald og/eller jeg var bange for at hun faktisk faldt om og endte på hospitalet. Men heldigvis gik det ikke så galt, men hun fik galant og professionelt reddet situationen sammen med Beethoven:)
    Jeg tolker også meget at noget af pointen i historien er den kunstnerens frie fortolkning af et stykke – hun vil ikke være “gemt inde” i nogle traditionelle kasser, men vil bryde ud og fortolke noderne/musikken/budskabet på sin måde, og så selvfølgelig stadig være tro mod komponisten.
    – Thank you for the music:)
    Fortsat dejlig mandag.
    KH
    Majbrit

    Liked by 1 person

  8. Kære Majbrit
    “Strømme” er måske bedre end “flyde”, det prøver jeg, så håber jeg at sætningen virker bedre.

    Du har fanget pointen eller moralen om man vil, at hun – og vi andre også – har brug for at være helt sig selv, at være ægte i det hun skaber. Nok så gode råd kan også blive en byrde fordi de stjæler opmærksomhed.

    Det interessante for mig i den forbindelse er at pointen først dukkede op her i slutningen, jeg anede ikke at det var dét jeg ville sige med historien. Sådan kan det gå.

    Tak for din kommentar, rart at høre fra en der tænker på Beethoven. Hvis du ikke kender sonaten har jeg lagt et link ind til slut når historien er færdig hvor man kan høre netop den jazzede del, ragtimebeethoven.

    Kh jesper o

    Like

  9. Jeg har bare et at sige Jesper, og det er, at jeg synes du har skrevet en super flot tekst.

    Hvorfor? Jo men, nu jeg skal forsøge at forklare.

    Tempoet og grebet om læseren. Begge dele er tilstede. Og rytmen, den sproglige rytme og ja men det handler jo også om musik. Historien udvikler sig på relativt få linier … berettermodellen? … jammen gerne for mig! Jeg oplever kriser undervejs. hvordan kommer det mon til at gå. Lidt syrealistisk da Ida mentalt ligger på bunden af en brønd (hilsen til Murakami?) … kommer hun mon op derfra … ja men f.f. hun er jo en helt, en rigtig professionel koncertdjævel. Gud ske lov for det. På næsten Trumpsk (sorry :) ) facon giver hun hakkebrædtet skylden og kræver en omstart. Publikum elsker hende. Jeg elsker hende. … og mon ikke også Frederik elsker hende efter denne præstation.

    Sikke en herlig formiddagslæsning. Tak for den Jesper, og tak for at du stillede opgaven. Khb

    Liked by 1 person

  10. Hej Bense
    Skønt at du læste med her og nød min historie. Faktisk er den den en del af en større novelle som er en øvelse i en sekspunkts berettermodel, startet på Grundtvigs højskole men skrevet helt efter at jeg kom hjem. Jeg var spændt på om dette udsnit ville fungere løsrevet fra sin oprindelse.

    Tempo og rytme fungerer, glæder mig altid når sproget støtter historien og danner en helhed med den.

    Du har også sporet at problemet med fortepedalen kunne være fup (hvem ved helt sikkert, ikke engang forfatteren). Fulgte du musiklinket? – men måske er det noget du kender alt til i forvejen, jeg syntes bare at det hører med for den nysgerrige læser.

    Mange tak for din kommentar – du er ellers en mester i at finde svagheder!
    Kh
    Jesper o

    Like

  11. Hej Jesper

    Tak for en dejlig opgave, og synes valget af at skrive en tekst om Beethoven er god, jeg kan nærmest fornemme publikums forventning i salen. Samtidig kan jeg mærke hendes angst for at præstere, men hun klare den næsten. Og så sidder jeg der med tilbageholdt åndedtræt, og så klare hun den. Genialt at stille sig op på den måde, og meget modigt er, er sikker på at Frederic bliver stolt af hende. Hmm kan læse at Beethoven faktisk komponerede i 10 år som døv, det er dælme godt gået.

    Kh Mimi

    Liked by 1 person

  12. Hej Mimi
    Tak for din gode kommentar. Ja, stokdøv til sidst, men det er gået den vej længe. Jeg ved ikke hvilken type døvhed det var.
    Kh jespero

    Liked by 1 person

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s