Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet

Kysset ind i evigheden

6 kommentarer

 

SPONTANOPGAVE d. 7. januar 2016

Her i januar er du kommet på afstand af egne tekster fra 2015,- hvordan virker de tekster egentlig når du træder et skridt tilbage? Du kan nu i rollen som neutral læser bedre mærke hvordan teksterne fungerer. Nogle vil være en fryd at læse, andre måske en skuffelse. Det er nu man kan lære allermest om at skrive.
Altså: læs dine egne tekster fra 2015 igennem.
1) Find en historie det er bedst at genlæse (A). Er det på grund af handlingen, moralen, dialogen, personskildringen, fortællestemmen, miljøskildringen, en kombination, skribentens entusiasme, eller noget helt andet?
Der må også være en anden (B) historie som virker en anelse ufærdig, for ordrig, for tør, dårligt sammenhængende, udspekuleret, naiv, for kort, lidt ved siden af, forkert synsvinkel, eller bare kedelig. Den venter på at blive hjulpet frem til livet. Brug eventuelt læserreaktionerne til at finde den.
2) Fornem i tekst A hvad der fungerer, og anvend det som inspiration til at omarbejde tekst B, hjælp den til at nå det den ville udtrykke. Redigering og omskrivning er fantastisk vigtig for en skribent og noget som vi ikke har dyrket nok. Det er guld værd at redigere.
3) Fortæl om dine overvejelser og skriv historie B om. (Plus gerne en henvisning til den oprindelige historie).

 

Den forrige udgave af historien, opgave 4 2015, “Mine ord er for få og for mange” (https://jesperodlp.wordpress.com/category/opgaver-2015/opg-4-mine-ord/), indeholdt stadig kysset. Måske skulle historien have været meget længere for at fungere. Nu har jeg lavet den om men med samme tema. Jeg har skiftet synsvinkel til en levende person som taler til sin datter, i stedet for en søn der lader sin afdøde mor tale igennem sig. Mere personligt, lettere, med dialog.
Jeg har forsøgt at bruge de elementer der har virket bedst i tidligere historier. Forhåbentlig har jeg lært noget.
 

Kysset ind i evigheden


– Nu har vi haft gode mor-datter samtaler om befrugtning, sex og kærlighed, men der mangler en ting som er næsten lige så vigtig, selv om det ikke er noget man skriver meget om i bøgerne.
– Tænker du på transpersoner, så er jeg ikke interesseret.
– Nej, noget helt andet. Du har set det tit uden at vide hvad det kan indebære. Jeg tænker på kysset. Folk aner ikke hvor vidunderligt det kan være.
– Ja, jeg synes også at det er spændende at kysse med nye mennesker, Det bliver et helt andet forhold man får til hinanden.

– Nu skal du bare høre. Dengang jeg havde mødt din far satte vi en hel dag af til et eneste kys. Det skulle vare så længe vi overhovedet orkede, ingen pauser, ikke noget med at spise eller tisse. Det startede som et almindeligt tungekys, du ved nogle gange får man en hektisk tunge stukket ind i munden, den farer rundt som en elektrisk røremaskine.
– Det er ret irriterende, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at undgå det, andet end at lade være med at kysse den person.

– Sådan et kys er kun første fase. Man må have tålmodighed. Anden fase er ro. Noget åbner sig, tunger leger som sommerfugle i forårsluften. Mundhulen udvider sig. Tredje fase er når åndedrættet bliver ubesværet. Jeg vil kalde det en fælles ånd. I Første Mosebog blæste Gud liv i mennesket med sin ånde. Sådan gjorde vi med hinanden. Vi blev lettere. Overalt i kroppen åbnede cellerne sig fulde af ilt og lys. Det var også – det vil jeg ikke skjule – erotisk, men uden at man absolut skulle bolle.
– Helt ærligt, taler du om orgasmer nu? Bare sig det, jeg kan tåle at høre sandheden.
– Hvis det er en orgasme, så er det en der varer tre timer.
– Nu overdriver du altså.

– Overhovedet ikke, tværtimod. Nærmere fire timer. Vi blev helt bløde og forsvandt i hinanden. Man behøver ikke skrige og krampe. Følelsen er måske mere postorgastisk. Hvad jeg vil fortælle dig er, bliv ved. Brug timer og timer, så kommer belønningen og du ønsker kun at fortsætte. Alt bliver ligegyldigt, mad, drikke, tv, – ja, endog Facebook! Man skal bare give sig tid.
– Du mener at jeg skal ud og finde en fyr der vil bruge mere end de seks minutter der går inden han sprøjter i mig. Mor, du er noget gammeldags, Vi lever i zapperkulturen hvor ti minutter er ganske lang tid til sådan noget. Det bliver et helvede at finde en der forstår at et kys skal vare mere end et minut – og han vil endda selv mene at han er særdeles professionel hvis han orker to minutter.

– Der er mere endnu. Vi fortsatte og fløj ud af kroppen sammen. Du ser skeptisk ud, men sådan er det efter fjerde time. Når kysset får lov til at var så længe. For mig er det en kosmisk oplevelse. Egentlig ville jeg fortælle dig at det er den største oplevelse i mit liv. Og en oplevelse som vi har givet hinanden mange gange siden. Altid lige som første gang. Men der er bivirkninger, enorme røde læber og meget følsomme. Når jeg ser i spejlet ligner jeg Anders And med rødt næb. Læberne tåler ikke at spise noget lige bagefter, selv om appetitten er enorm.
– Jeg har godt lagt mærke til at dig og far er glade for at kysse på hinanden. Mere end andre forældre. Og din mund har altid været så rød at jeg troede, at du brugte en formue på Collection Rouge Allure.
– Prøv det, og nyd det. Accepter under ingen omstændigheder små, tørre tantekys. Hvis din ven vil et megakys, er han manden til dig, ellers flygt bort fra ham så hurtigt som muligt.

Reklamer

Forfatter: jesperodlp

Han 1947, det er midt om natten nu. Elsker Philip K Dick, Bach, sproget. Min hjerne er mere surrealistisk end realistisk, men jeg prøver at leve i den fælles, fysiske verden. Naturens perler som vi ikke kan se med det blotte øje. Jeg har været med her et par år, og det er vildt spændende. mail: sheheresade@gmail.com ellers er du velkommen på Facebook hos "Jesper Dela Porte Ovesen" (staveformen ikke helt rigtig, men den eneste FB vil acceptere)

6 thoughts on “Kysset ind i evigheden

  1. Hej Jesper

    En hyldest til kysset, en handling mellem to, der elsker hinanden uden ord. Jeg aner en spirituel tanke i titlen. Handlingen kører i flere planer. Det overnaturligt tidløse, den jordbundne Anders And ironi, tilsat en del mellemstadier. Du skriver den som en dialog mellem mor og datter, det giver den et realistisk præg.

    Jeg har læst den flere gange, men den er svær at kommentere på. Du skriver, at det er en tidligere historie, du har omredigeret. Nu har jeg læst så mange både fra din hånd og de andres i skriveskolerne, så jeg kan ikke lige komme i tanke om hvilken historie, det har været. Kan huske en enkelt, som jeg vist ikke forstod, det har nok været den, for jeg husker ikke dem jeg må give fortabt overfor.
    Du ved: tæl kun de lyse timer og de gode historier.

    Som en samtale mellem mor og datter er denne udgave super. Tror dog ikke den kunne forekomme mellem kvinderne i min familie. Men hvem siger alt skal kunne relateres til egne oplevelser. Titlen er jeg vild med.

    Liked by 1 person

  2. Hej mille
    Jeg er så glad for at du fik tid til at læse denne udgave, tusind tak for det.

    Den oprindelige udgave af historien ligger på https://jesperodlp.wordpress.com/category/opgaver-2015/opg-4-mine-ord/, hvis du er nysgerrig. Jeg kan forstå på dig at min ombygning af historien har virket efter hensigten, jeg var nødt til at gøre noget ved en historie som mine læsere ikke forstod. Men det var en vanskelig opgave jeg havde stillet mig selv: at finde kernen i historien og give den en ny, forståelig fremtrædelsesform. Det tog lang tid. For jeg skulle ikke bare frisere nogle ord eller indlægge nogle manglende oplysninger.

    Det lettede at få den skrevet. Og jeg lærte at det kan lade sig gøre at ombygge en tekst, selv om det er vældig besværligt.

    KH jesper o

    Liked by 1 person

  3. Hej Jesper

    Jeg synes desværre ikke rigtigt din tekst overbeviser som dialog. Den får for mig mere karakter af et essay om kysset, der så bliver brudt af nogle ret intetsigende almindeligheder fra en datter, jeg ikke kan mærke som andet end prototype.
    Jeg fanges ellers af dit “Nu skal du bare høre”. Der begynder noget story-telling, men så kommer den måske lidt stilbrydende røremaskinemetafor. I hvert fald taber jeg stemningen der. Det følgende er mere skriftsprog end talesprog, som jeg læser det. Jeg føler mig ikke som tilhører til en talt dialog. Mere som tilhører til et foredrag læst fra manuskript. Et udmærket foredrag, mange gode, kloge, følsomme ord. Indholdet altså godt, men formen efter min læsning ikke den, der passer.

    Liked by 1 person

    • Hej Glenstrup
      Tak for dine bemærkninger. Selvfølgelig godt at du kan anerkende indholdet.

      Talen eller dialogen – øh, den må jeg gruble over når jeg kommer hjem igen om et par uger. Måske har jeg læst for mange af Platons dialoger.

      De bedste hilsener jesper o

      Like

  4. Hej Jesper

    Det med de følsomme læber, der berører en andens følsomme læger, må være en videnskab for sig.
    Spøjs måde at tage emnet op på.
    Kys er forskellige. Det har man da altid hørt. Og desuden er nogle mennesker gode kyssere og nogle dårlig. Nogle træner ligefrem i kysseriet :-) .
    Din dialog er lidt afstandstagende, lidt fortællende ‘tell’, belærende. Men det er også en god måde at forklare netop det kys på, for tænk hvis det var show, så ville det blive alt for vildt.
    personligt vil jeg indrømme, at netop sådan har jeg ikke prøvet det :-) .

    Din tekst er smuk!

    De bedste hilsner fra anne

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s