Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer

Opgave 5, Endnu en gang lykkedes det

41 kommentarer

Opgave 5. Fredag den 28. November
TEMA: Handlingsskift/Vendepunkt
ARBEJDSTITEL: Fra i går til i dag.
BESKRIVELSE: Skriv en tekst der begynder i al almindelighed, personerne er genkendelige
og i vante situationer. En tilfældig begivenhed bliver et 
væsentligt vendepunkt,
og i løbet af få timer bliver intet som før.
VIGTIGT: Find på en god titel til din fortælling.
Antal ord: 400-700. Eller mininovelle. Vælg selv..

 Version 1.3 d. 30. november, små forbedringer 

Endnu en gang lykkedes det

Det er lørdag. Aftenen før søndag, så jeg skal til at arbejde. Der har i dag været begravelse, og kordegnen ville have et bryllup oven i. Han har ikke tjek på noget. Og sygebesøg hos Anna Frederiksen som har været formand for menighedsrådet, hun er afmægtig nu, hun som plejede at herske med hård hånd. Heldigvis ingen konfirmander i dag, jeg skal huske ikke at være frisk over for de unge med deres mobilkristendom; salmerne på mobilen, det er ok, så behøver jeg ikke salmebøgerne. De skal begribe at Luthers lille katekismus stadig er en grundsten for den danske kristendom, han har forstået budskabet for fem hundrede år siden, bedre end et nutidigt bymenneske i stadig teknologisk forvandling.

Jeg sætter mig ved skrivebordet med papir og et glas rødvin. Nu gælder det min prædiken til Højmessen, om Jesus der bespiser fem tusinde mennesker med to fisk og fem brød, sådan er det med ordet, det er rede til at give af sig selv uudtømmeligt. Enkelt. Det er som at kopiere fra internettet, du får noget, men originalen forbliver uberørt. Mytens objektiverende tale om det der ikke kan tales objektivt om, betyder at vi må analysere den tilgrundliggende eksistensforståelse. Kun sådan kan moderne mennesker få noget ud af Bibelens budskab, men forstår folk i Vestre Ulstrup en tysk teolog som Bultmann? Eller skal jeg sige at det er lige som et fodboldhold? Det passer sgu ikke, jeg nægter at bruge lignelser med fodbold.

Det er søndag, jeg står på prædikestolen med mit renskrevne manuskript. Endnu en gang lykkedes det. Der bliver stille i kirken og jeg begynder. Det gør jeg alligevel ikke. Det første ord er skjult under en plet blod, – der er dryppet blod over hele min prædiken. Der er sår i mine håndflader, jeg mærker tornene i mit hoved, og det drypper herfra.

Jeg tager de døde papirer og sønderriver dem, mine hænder lyser, mine øjne brænder igennem til deres forpinte sjæle nede på bænkene. ”Mit manuskript er kun ord uden liv, nu giver jeg jer den evige, gavmilde ånd! Lyt, I halvdøde får. Nu er det Jesus selv der taler.” Menigheden er lamslået. Godt. Jeg samler dem i en kreds, velsigner dem og taler til dem – også medlemmet af menighedsrådet, organisten, kordegnen og kirketjeneren, alle skal være med. De forstår ordløst i det øjeblik jeg lægger hånden på hovedet af dem, de får noget af mit lys omkring sig, de gennembæves, bliver mere klare – men forstå det jeg siger? De fatter ikke en brik. 

Bagefter er de tavse. Ikke en lyd i kirken, ikke en skramlen og ingen salmer. De bevæger sig ud med bøjede hoveder, for en gangs skyld fyldte af ånd.

 

Da mandagsbegravelsen er overstået har jeg Marianne Jelved fra Kirkeministeriet i telefonen:
– Hva’ har du gang i dernede hvor du huserer? Husk at der er visse regler for præster.

– Jeg har en bog med alle reglerne, tak. Den hedder Bibelen. Der er de 613 regler i det gamle testamente, og de er uden betydning, lige som Ministeriets regler, der er mere talrige end himmelens stjerner. Der er kun én regel i Det nye Testamente: Du skal elske din næste som dig selv. Jeg har ikke overholdt den før jeg blev mig selv i går. Det gør jeg fra nu af, for jeg har Jesu ånd live i mig.

– Er det sandt at du går uden tøj?

– Nej, men jeg har foræret mine skjorter væk. Jeg har bar overkrop nu. Der bor 72 syriske flygtninge i præstegården, de har mere brug for det jeg ejer. Min kone måtte jeg sende til et hjem for mishandlede kvinder, fordi en af syrerne begyndte at tæve hende. Jeg havde instrueret hende om at forkynde for dem, det kunne han ikke klare.  Det er en velsignelse at hun nu kan vise de mishandlede kvinder Evangeliet.

– Du skal overholde tjenestemandsloven. Kirkeministeriet har ansat dig, og jeg kan fyre dig hvis din vandel er i modstrid med sædeligheden, eller du ikke overholder reglerne for gudstjeneste i ”Den danske Ritualbog”. Dette er en officiel advarsel.

– Kære Marianne, jeg vender den anden kind til din advarsel. I går forrettede jeg min hospitalstjeneste. Tre patienter blev ægte troende og jeg helbredte dem i Faderens og mit eget navn. Der står intet i tjenestemandsloven som forbyder at helbrede.

– Biskop Krabat i Helsingør stift vil helbrede dig for din forvildelse som de andre præster hun har belært. Og hvis hun ikke kan, så er det ud af Folkekirken.

Hvor lang tid får jeg til min gerning denne gang? Kun tre år som for to tusinde år siden da jeg var her sidst? Men var det blod på min prædiken, eller var det en rødvinsplet ?

Forfatter: jesperodlp

Han 1947, det er midt om natten nu. Elsker Philip K Dick, Bach, sproget. Min hjerne er mere surrealistisk end realistisk, men jeg prøver at leve i den fælles, fysiske verden. Naturens perler som vi ikke kan se med det blotte øje. Jeg har været med her et par år, og det er vildt spændende. mail: sheheresade@gmail.com ellers er du velkommen på Facebook hos "Jesper Dela Porte Ovesen" (staveformen ikke helt rigtig, men den eneste FB vil acceptere)

41 thoughts on “Opgave 5, Endnu en gang lykkedes det

  1. Hej Jesper.
    Igen får man så brugt Lattermusklerne. Sidder og spekulerer, hvad er der helt præcis med den præst? Er han blevet lidt for vild med rødvin, og har drukket alle hjernecellerne væk.? Eller har han bare set lyset ? Han har alt for meget at lave. Det har gjort ham bimmelim. Du har stor indsigt i mange ting. Det præger alle dine tekster. Du skriver dejligt og har en god humor. Glæder mig altid til at læse her.
    Kh Marli.

    Liked by 1 person

  2. Hej Marli
    Han har haft sin vision, rødvinspletten ligner blod, vin forvandlet til blod, hvis man tager kirkens ritualer alvorligt. Måske er han gledet i en psykose som er blevet næret af studiet, og gerningen som præst, hvor han er tvunget til at leve sig ind i den kristne mytologi. Der er kun én kristen, som Kierkegaard til sidst mente, nemlig Kristus. Der er vitterlig folk som får blødende sår på hænderne, stigmata, jeg synes at det ligger tæt på præstens psykose – eller åbenbaring, hvad ved vi små mennesker. Måske er han på vej ud af psykosen til sidst, tilbage til den håndgribelige verden.

    Jeg bliver glad og ydmyg over hvad du skriver om mine tekster. Mange tak skal du have for dine smukke ord. Man bliver dybt handicappet hvis lattermusklerne ikke bliver trænet.

    De bedste hilsener
    jesper o

    Like

  3. Hej Jesper
    Hold da op for en fin txt. ‘Sjovt’ nok grinede jeg ikke sådan som Marli gjorde. Det er et humoristisk indslag med Marianne Jelved, men ellers ser jeg en præst, der har mistet fodfæstet meget alvorligt. Og så mener jeg, at din fortælling er for kort. De syriske flygtninge kommer pludselig ind i billedet i 2. halvdel, og konen er sendt afsted til krisecenter. Som jeg ser det, er din 1. halvdel langt den bedste og med det største potentiale (og her giver du dig tid til at dvæle ved detaljen). Og hermed mener jeg virkelig stort.
    Tak for en rigtig god historie.
    Bedste hilsner,
    Lise

    Liked by 1 person

    • Hej Lise
      Jeg havde en anelse dårlig samvittighed ved at køre anden halvdel af historien hurtigere igennem (<700 ord), du har nok ret. Du må også tage i betragtning at hp er noget manisk, måske er der kun fire flygtninge men planen er 72, i hans hoved er de alle installeret. Kristendommens historie er fuld af mennesker der har følt sig overskygget af Jesu ånd – jeg er villig til at tro på alt, for en stund. Nogle gange er jeg tilbøjelig til at tærske langhalm på en idé og jeg vil heller ikke trætte læseren.

      Like

      • Hej igen Jesper
        Tjah, selvfølgelig kan præsten være manisk, og så går det hele stærkt og kan være ret så overdrevet, meeen jeg synes nu alligevel, at der er for stor forskel mellem de to dele. Jeg har selv pænt overskredet de 700 ord i denne uge, da vi også måtte lave en mininovelle.
        – Og så er det mig, der ikke har styr på, at Jesus var på jorden i tre år – jeg ugudelige kvinde kan ikke min kristendomshistorie :( Jeg synes, du har fået gjort det tydeligere nu. Det er også derfor jeg først nu fatter den med i Faderens og eget navn :) Jeg burde vist gå i kirke noget tiere…
        Ønsker dig en god dag,
        Lise

        Like

        • Hej Lise
          Med hensyn til kristendom er min primære kilde religion i 1.-4. klasse på Skovgårdsskolen, måske hed det bibelshistorie. I kirken lærer man ikke noget, det meste er psalmesang, jeg kommer der ikke frivilligt.. Selv om jeg orkede at skrive anden del af historien ud, tror jeg ikke at den ville få andre læsere end dig, kære Lise. En god søndag med en børnefødselsdag, lad mig se hvor længe jeg holder. kh jesper o

          Like

  4. PS – har din præst lavet samme stunt en gang før – henviser du måske til en faktisk begivenhed for tre år siden? Jeg har den ikke present, men det kan du sikkert fortælle mig om ;)
    Kh. Lise

    Like

    • PS mange tak for dine smukke ord om historien!
      Præsten føler at han ER Jesus og kun fik tre år at arbejde i sidste gang han var på jorden. Jeg tror at det står uklart og har lavet det om.
      Med din sidste sætning, mener du at jeg har skrevet en lignende historie eller den samme tidligere? Jeg har for længe siden haft en katolsk pater der forelskede sig i kirken. Desuden har jeg i krimiskolen haft en Fader Grey (en slægtning til ‘father Brown) der møder en rasende bisp i dennes kirke, “Vi må lukke hele bispedømmet”. kh jesper o

      Like

  5. Hej Jesper! Du er fuld af finurlighed og gør det på fast grund. Du har sat dig ind i tingene og ved, hvad du taler om. Din præst er ikke syg; han er simpelthen begyndt at tro på alt det, han har stået og prædiket i årevis, i hvert fald i tre siden sidst. Eller han har set lyset, som de siger på de kanter.
    Det morsomme og nærmest absurd satiriske, når han møder den grå virkelighed, læs Marianne Jelved, med hendes tjenestemandslov og regler, får mig til at tænke på den lille kortfilm, hvor Jesus kommer med på stop hos en mand, hvis mobil er holdt op med at virke.

    Liked by 1 person

    • Hej Finn
      Dejligt at du kom og læste her, med gode venlige ord til mig. Jeg har ikke set den film du omtaler. I historien har jeg ikke lagt mig fast på hvad der er sket med præsten, den form for åben slutning tillader jeg mig, men heller ikke mere. Lise kræver næsten at jeg skriver anden halvdel ud i detaljer og i det tilfælde må jeg beslutte hvad der er sket med ham. Som jeg sagde til hende, tror jeg ikke at jeg får alle til at læse en gang til i en længere historie.
      De bedste hilsener jesper o

      Like

  6. Hej Jesper

    Har læst din tekst et par gange, og hver gang er jeg lige vidt. Eller rettere i vildrede, for jeg forstår ikke din fortælling. Jeg kan læse, at det handler om en præst, og han/hun gør noget der ikke er godt, men …

    Lidt usædvanligt, har jeg læst de øvrige kommentarer, en griner, en anden ser det mere alvorligt, og en tredje ser dig med fast grund under fødderne. Jeg blev ikke klogere efter jeg har læst kommentarerne. Kan du hjælpe mig lidt på vej? Så vil jeg hjertens gerne kigge forbi igen.

    Kh. Helle :-)

    Liked by 1 person

    • Kære Helle
      Du er i tvivl om hvad der sker for hisdtoriens præst, sådan læser jeg din kommentar. Han bliver en reinkarnation af Jesus, måske kun for en kortere tid. Eller han går ind i en psykose hvor han tror at en rødvinsplet er blod og han oplever sig stigmatiseret, så tror han at være Jesus, og som præst må han følge sit forbillede. Eller han er prophysterisk.

      Jeg hælder mest til den anden mulighed, lad os bare sige at sådan er det!

      KH jesper o

      Liked by 1 person

  7. Altså Jesper din filur, du skulle selv være præst, så fik vi da vist nogle prædikener med ramasjang i. Jeg var meget alvorlig under min læsning af din tekst også da Marianne Jelved ringer din hp op, så begynder det vanvittige – skjorter til flygtninge ok, konen på kvindehjem – sikke et vendepunkt!! Du slutter af med en perle: rødvinen er blodet – akkurat som nadveren har forkyndt i århundreder: at tuc-kiks og kirsebærvin er jesu kristi legeme og blod, det kunne jeg ikke kapere, at skulle gå ud og få eleverne i folkeskolen til at tro på, jeg blev faktisk visiteret af en udsendt “kontrolassistent” fra undervisningsministeriet tilbage i 70, da jeg var nyuddannet lærer, dum nok til at påtage mig kristendomsundervisning. Jesper, jeg er ikke længere specielt kirkelig men er stadig meget optaget af religioner, så din historie går lige i “blodet” på mig denne dagen efter “sort” fredag. I dag er “rød” lørdag lige før advent, så må vi hellere gøre” vore hoser grønne”

    Du forholder dig strengt til fakta i kirkelige og ministerielle kredse – og så laver du sort satire – det er tankevækkende. Du gav mig faktisk lyst til alligevel at skrive opgave i denne uge, var ellers ved at droppe det helt. Tak for skøn satire og inspiration. mille

    Liked by 1 person

    • Hej Mille
      Det var det allerbedste hvis historien kunne give dig et sidste skub! Kristendomsundervisning kunne man da bruge til alting, diskutere livets formål, verdens natur eller UFOer, med din flyvske tankeverden burde det have været en lækkerbidsken. Mange tak for dine ord.
      KH jesper o

      Like

      • Hej igen Jesper
        – det var og er en “godbid”rent skrivemæssigt at tænke kristendomsundervisning, din historie satte hele mit forstyrrede forhold til religion i svingninger, så jeg næsten lettede – ved ikke, hvad det modsatte af skriveblokering hedder?
        – mit problem er ikke et blankt papir, men en hel spiralblok med himmelråbende tanker, der er svære at få orden på, så lige nu har jeg kladde til fire forskellige ende- vende-jeg ved ikke hvad er – punkter
        – var lige nu på nippet til at lade et par søde damer med bibelen i hånden komme ind for at diskutere koran contra bibel, men styrede mig i sidste øjeblik – i stedet får du lige en af mine fanden-i-voldske kommentarer, det er godt du er her i den nye skriveskole
        1.dec. hilsen fra mille

        Like

  8. Hej Jesper

    Det er godt nok en flot og særlig tekst, du her har skrevet.

    Vi starter i almindeligheden, som for denne mand lyder vældig travl.
    Så kommer vendepunktet, så fint vist ved en synshallucination – han ser rødvinspletten som blod. Og så kører psykosen ellers derudaf. Meget flot vist, hvordan hans oppustede ego svæver afsted som en varmluftballon.

    Ikke engang opkaldet fra jelved kan punktere denne varmluftballon. Så det er (for mig) først der tydeligt her, at der ikke er tale om narcissistisk grandiositet men at der reelt er tale om en psykose.

    Det er jo en ret alvorlig historie, men du får skrevet den, så der samtidig er humor, som f.eks. den samtale med Jelved :-)

    Eneste sted jeg standser op og undres er her: “Min kone har jeg sendt til et kvindehjem fordi en af dem har tævet hende.” Har en syrer tævet præstens kone? Eller har præsten? Og efterfølgende forvrænget historien?

    Psykoser er jo ofte resultat af psykisk belastning, så jeg sidder og her funderer over, om du antyder, at præsten er voldelig? Har det belastet ham til bristepunktet at forsøge at fortrænge denne kendsgerning. Det er helt ude i gætterier, det her. Tolkning med meget spinkel hjemmel i teksten. Så jeg vil gerne vide, hvad din ide med den sætning er?
    Hvis det bare er en syrer, der har tævet sin kone – og dermed ikke et spor – kan du måske gøre det tydeligere?

    Eneste del af opgaven, du ikke følger helt er “tilfældig hændelse” (den så jeg også først selv efter jeg havde skrevet)

    Tak for en flot læseoplevelse :-)

    Kh Jytte

    Liked by 1 person

    • Hej Jyhark

      Det er en af syrerne der har tævet præstens kone, han gad ikke høre på hendes kristendom. – Jeg har ændret i teksten for at gøre det mere klart.

      Jeg opfatter overhovedet ikke præsten som voldelig, nok er han noget ude af trit med virkligheden, men han er også Jesus så han kan ikke tæve nogen.

      Er en rødvinsplet ikke en tilfældig hændelse? Det er den der trigger pastoren. Iøvrigt skal du have mange tak for de pæne ord om historien.

      De bedste hilsener
      jesper o

      Liked by 1 person

      • Hej igen Jesper

        Så det var en syrer, der havde tævet prøstens kone, fordi han ikke gad høre på hendes prædiken :-) Ha-ha.
        Så var jeg jo helt ude på et vildspor, da jeg troede du havde lagt et spor om at præsten tævede sin kone – pardon me!

        JO, selvfølgelig er en rødvinsplet en tilfældig hændelse. Jeg sprang bare på synshalucinationen og tænkte, at der var bygget op til psykose i et stykke tid. Og det ville jo så stadig være et vendepunkt, udløst af en tilfældig hændelse.
        Jeg var vist ikke helt nærværende, da jeg læste her sidst. Pardon me.

        Nu ser jeg i kommentarer, at du hælder til mest til stigmata. Ja, ja, da – det sker. Det tror jeg på. Men hvis det skete for ham, her, ville de papirer han krøllede sammen blive røde – og i løbet af dagene efter, ville nogen have set det. Der ville have været hundred sendebiler fra hele verden – i stedet for Jelved i røret :-)
        Pardon me ;-)

        Tak for endnu en super historie!

        Kh Jytte

        Like

  9. Hej Jesper,
    Carlo Milos bud nr. 1: Du skal først sige rosende ord. Jesper, du har en bred viden. Du dækker stort set hele spektret,-musik. malerkunst, historie, abernes kønsliv , hospitalernes arbejdsgang og altså også kristendom og præsternes virkeområde.
    Du ironiserer tit og mange gange lidt kraftigt, ja går helt ud i ekstremerne i dine skal vi sige fabler.
    Den her gang er det en “fabelagtig” god historie du beretter. Manden er ramt af det der en gang hed religionsvanvid. Efter mange års præstegerning ser han noget nedfladende sin menighed og alle omkring den som en flok stakkels uvidende individer, og at udrette sin gerning blandt dem oplever han som et nødvendigt onde. Han overlever til dels vha. et glas eller flere.
    På prædikestolen omtalte dag bliver han ved synet af rødvinspletten overvældet af sin momentale psykotiske tilstand, hvor han vanvittigt råber og skriger ned til menigheden. Han dirigerer alt og alle til alters, for nu skal de sgu smage Kristi legeme og blod. De tilstedeværende kender ham, kommer måske oven i købet i kirken i håb om at han får et af sine udfald? (Jeg ved det ikke helt, men mon ikke Grundtvig har haft lignende øjeblikke?)
    Men præsten har levet sig ind i buddet om næstekærligheden. Endda så meget, at han ikke griber ind, da en flygtning kommer til at tæve præstefruen. I stedet sender han hende til et kvindehjem, – der er nok et eller andet de kan lære der.
    Der er tilsyneladende tidligere klaget over ham, så hos kirkeministeriet får han den sædvanlige treårs respit.

    Nu er det sådan, du ved, at jeg gerne vil finde et sted at sætte min finger. Det fandt jeg i dit svar på Marlis kommentar:
    “Den kristne mytologi” – mytologi betyder læren om guder. Men det første bud hedder “Du må ikke have andre guder end mig”. Ergo, mytolog hører myterne til. I biblen findes ikke myter. Der findes dogmer.
    Det var 5. og sidste opgave i denne omgang, men i forventningen om flere gode historieer i nye perioder i DnS sendes du
    Hilsner fra Ella

    Liked by 1 person

    • Hej Ella

      Jeg håber at du synes at det var en god historie. Stigmatisering og tungetale, fx, er en del af kristendom visse steder, så hvorfor skulle Jesu ånd ikke kunne besætte en præst. Jeg synes ikke at det er så slemt som du antyder med ironi i mine historier.

      Du har en spændende idé, at præsten regelmæssigt har fået sådanne “anfald” a la Grundtvig. Det var ikke faldet mig ind, men den giver stof til en lang novelle – han er nødt til at rydde op efter sig bagefter.

      Den kristne mytologi. Jeg opfatter en myte som en symbolsk fortælling om grundlæggende forhold. Guden der lader sig dræbe for at redde og opretholde verden, altså Jesus og korsfæstelse, – det synes jeg godt man kan kalde en myte.

      Gud der skaber verden i begyndelsen af første Mosebog, vil jeg også kalde en myte. Dogme: en uantastelig læresætning, kan bygge på Bibelen eller argumenter herudfra, fx Paavens ufejlbarlighed i trosspørgsmål, den ubesmittede undfangelse, kødets opstandelse, den treenige gud. Jeg vil påstå at dogmerne er bygget oven på Bibelen. “Du må ikke have andre guder” er et simpelt forbud, ikke nogen læresætning. Nu har du sat din finger, og jeg tror ikke at vi er helt enige, og jeg tror heller ikke at det er vigtigt.

      Det vigtige er at du har læst, tænkt og skrevet her. Det sætter jeg stor pris på.

      De bedste hilsener, jesper o

      Liked by 1 person

      • Hej Jesper,
        Jamen jeg er da ked af, at du har misforstået kærnen. i det jeg skriver til dig.
        Mon ikke jeg var ret tidligt ude for at kommentere, – og efterfølgende har rigtig mange af vore medskribenter “moret sig” over din fortælling om den besatte præst. Jeg ser det med modsat fortegn.
        Faktisk gjorde jeg mig umage for at læse ind bag præstens bevæggrunde, og fandt en mand i krise. I splid med sig selv.
        Du håber jeg fandt din historie god? -. Jamen jeg kalder den “fabelagig god”, hvilket vel ikke kan gradbøjes.
        Jeg nævner, du tidligere har været ironiserende, men historien her tager jeg for for pålydende, og det er mine meninger set fra det synspunkt, jeg skriver ud fra.
        Hvis du læser igen vil du se, at jeg opfatter præsten som værnede i dyb psykotisk krise, og det er – eller var vel – almindelig kendt, at en præst kunne blive grebet af en tvivl, når han skulle forkynde evangeliet. Talte biblen sandt, og hvordan skulle han kunne forholde sig til dogmerne – altså læresætninger, som man ikke skulle betvivle, men bare erkende.
        Præsten her har ikke været et enestående tilfælde, læs litteraturen.
        At du kalder 1. bud et simpelt påbud, er jeg ikke enig i dig med. Du nævner vist selv Luthers katekismus, som kristenheden bygger på. De ti bud modtog Moses på Sinais bjerg på ørkenvandringen. Dem må man indenfor den kristne kirke ikke betvivle! At de samtidig modtog en række andre PÅBUD beroede i,at hele stammen skulle nå hjem til Israel og ikke dø af forkert levned, heri f.eks. påbudet mod at spise svinekød, da svinet var et urent dyr befængt med farlige bakterier. Der står også en hel del om samkvem mellem mennesker, hvilket kunne resultere i, at de slog hinanden ihjel og derved udslettede stammen.
        Mht,. den kristne mytologi må vi vel leve med, at vi ikke er enige og ikke kan overbevise hinanden. Enig, dogmer er det, som man læser i biblen og ikke må stille spørgsmål ved.
        At det gamle testamente og ikke mindst Mosebøgerne er overordentlig underholdende historier, som ikke skrives bedre i vore dage, kan du ikke blive uenig med mig i. Men hvad der står, må ikke drages i tvivl.
        Så nu kunne jeg godt tænke mig du læste og tænkte over, hvad jeg har skrevet-
        Ordet “Ironi” er hentydende til mange af dine tidligere produkter. Jeg mente faktisk at skrive, at jeg vurderede det her ud fra et realistisk synspunkt.

        Hilsen Ella

        Like

        • Tak, Ella, for en god, lang genkommentar. Din opfattelse af præsten ligger egentlig ikke langt fra hvad jeg havde tænkt mig (selv om jeg prøver at holde døren åben for den tolkning at Jesu ånd virkelig kunne have slået sig ned i ham.
          Jeg tror at vi kunne få en lang, interessant passiar om kristendom og ironi. Folkekirken bygger på lige dele Bibel og Luther hvilket har den pudsige konsekvens at de ti bud ser forskellige ud eftersom man er lutheraner eller katolik. – Den del af første bud der siger at man ikke må gøre sig et udskåret billede af Gud er gledet ud hos os. Mere hellig er bibelen altså ikke.
          Det glæder mig at du ikke fik det indtryk at jeg ironiserede i denne historie – selv om nogen tolker det sådan.
          De bedste hilsener
          jesper o

          Like

  10. Hej Jesper
    Ak ja, så gik det galt. Der er ikke langt fra geni til idiot, som man siger.
    Vendepunktet rammer hårdt. Forstår godt at menigheden lister stille af.
    Han er Jesus, har flygtninge boede, har sendt konen på mission. Selv under samtalen med Marianne er han fast i sin vildfarelse.
    Først til sidst får han et øjebliks klarhed. Mok han klare at komme ud på den anden side og blive normal igen.
    Ja, sådan er det med overdreven religion, det kan fører til meget dårligt.
    En velskrevet og anderledes historie. God læsning.
    Vh hilleborg

    Liked by 1 person

    • Hej Hilleborg
      Tak fordi du ville læse her og skrive til mig, det glæder mig meget. Et øjebliks tvivl, vil jeg kalde det, men præster har lært at bevare deres tro samtidig med at de tvivler en gang i mellem – det kan også være farligt som her. Nok sundere for ham at følge tvivlen.
      De bedste hilsener
      jesper o

      Liked by 1 person

  11. Hej Jesper.

    Fnis. Så selv biblen har politiske regler? Der kan man bare se. Og hvem kan da også se forskel på blod og rødvin? Intet under at han bliver forvirret. Er jo også en smule stresset, såh … Thi hi tak for det smil.

    Kh Uhrskov

    Liked by 1 person

    • Hej Uhrskov
      For en præst er der rent professionelt ingen forskel på blod og på rødvin. Han prøver at tage læren alvorligt, det kan godt give en slem hovedpine at rumme alle dens paradokser i et enkelt menneskehoved. Godt du smiler, det klæder dig virkelig.
      kh jesper o

      Liked by 1 person

  12. HeJ Jesper
    Nu bliver jeg altså nysgerrig, hvor er det dog du henter din inspiration? Har på fornemmelsen at jeg kan trække en linie fra dr. Rullebrædt til præsten her, mon de er i samme loge eller sådan noget? Det er i hvert fald endnu en skør og meget velskrevet tekst, hvor skæve og kreative hjerneceller er involveret. Og teksten bliver ekstra indbydende, fordi jeg bliver blæst bagover af en troværdig, akademisk tone. Måske skulle han skifte til hvidvin.

    Kh Livsglæde

    Liked by 1 person

  13. Hej Livsglæde

    Inspiration: først eliminere at begivenheden skulle være en ulykke, en lotterigevinst, huset der brænder, forelskelse, skilsmisse., UFOer, møde med en genial delfin. Så er der religion tilbage som noget der har ændret menneskers liv. Vi skal starte i almindeligheden så væk med eksotiske religioner og sekter og shaolinklostre i Kina. Derfor en præst rig på ord og fattig på ægte oplevelser. OK jeg giver han en oplevelse der kan ryste ham og som han er forberedt på i almindeligheden – og hvem ved, måske bliver han anerkendt som den genkomne Jesus. Det skal nok give genlyd. Præsten er ikke på stoffer eller wihisky, blot et kultiveret glas rødvin eller to. Glæder mig at du finder historien velskrevet, tak for det.

    HK jesper o

    Liked by 1 person

  14. Hej Jesper.
    Et farverigt liv hos præsten som endnu en gang lykkes med sig selv og sin tro. ;) Han bliver Kristus i sin egen overbevisning for en stund og med ønsket om at være den jordiske Jesus Kristus i tre år.
    Næstekærlighed er foldet ud i dagligdagen. En spændende mand, et spændende liv, hvor det aldrig bliver kedeligt. Psykosen raser i præstegården.
    Vendepunktet er Jelved og hendes love og regler for hans virke. Får han lov til at fortsætte som præst i sit sogn?
    Realitetscheck om blodet kan være rødvin, ja, bare det ikke er vand. ;)
    Tak for en humoristisk løsning på ugens opgave og god underholdning.
    kh Bente

    Liked by 1 person

  15. Hej Bente

    Jeg kan se at jeg har udtrykt mig uklart i historien. De tre år henviser til de tre år hvor Jesus vandrede rundt og underviste – jeg har ændret i teksten på det punkt.

    “Psykosen raser i præstegården” – den er supergod, og skulle næsten have været overkrift.

    Når du føler dig godt underholdt er jeg yderst tilfreds og siger mange tak for dine ord.

    De bedste hilsener
    jesper o

    Liked by 1 person

  16. Hej Jesper.

    Han taber rødvin på sine hænder og tror han er Jesus. OK- han er rablende gal, på vej til opløsning.
    Mange præster tror ikke på de budskaber de sender ud. Her går du den modsatte vej og lader ham tro som bare helvede. Morsomt og iderigt.
    Hvad sker der med et menneske der vågner op med sømhuller i hænderne. Ja det har du svaret på.
    Tak for morsom læsning.

    Le©nius.

    Liked by 1 person

    • Hej Leonius
      Hvis du har moret dig er jeg vældig tilfreds og historien er lykkedes til trods for at jeg følte mig usædvanlig fortabt i starten, fordi opgaven ikke havde noget konkret at sætte tænderne i. Bare et miljø ville have været så dejligt. Eller en gensstand, nej, det var ubarmhjertig, find selv på!
      De bedste hilsener
      jesper o

      Liked by 1 person

  17. Hej Jesper

    Man kan sagtens blive kristendomslærer uden at forstå, hvad det vil sige at være kristen.
    Jeg opfatter din præst som værende træt af en menighed, der ikke forstår dybden i det at være kristen.
    Han bliver frustreret over deres hykleri og orker ikke længere at ‘kaste perler for svin’.
    Dette indser han i et syn, mens han står på prædikestolen.
    Og herefter indtræffer vendepunktet.
    Han kaster alt overbord og taler ‘til’ sin menighed, krænger sig selv ud, går ud over vedtagne regler og hvad der ellers står i ‘Den danske Ritualbog’. (Findes der virkelig sådan én?)
    Denne præst har set lyset og gør nøjagtig, hvad der står i Biblen: At man altid skal være parat til at forlade sit hjem for at drage afsted med Jesus.
    Hurra for ham og for din kompetente og fortræffelige fortælling.
    Kh. Genboe

    Liked by 1 person

  18. Hej Genboe
    Ritualbogen – jeg fandt den omtalt på nettet som ministeriel rettesnor for Folkekirkens ritualer, jeg har ikke set den, men det virkede meget autentisk. Det er skam en meget samvittighedsfuld præst der studerer og tænker før hver enkelt prædiken – for meget for hans sindsfreds skyld.. Mange tak for dine gode ord om min historie.
    KH jesper o

    Like

  19. Kære Jesper
    Jeg elsker hele første del af historien. Jeg kan mærke at det er her du bruger din kreative energi. Næste del med den danske fordømmelse virker ikke på mig. Det virker nærmest som om du slår dig selv med pisken……
    Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige.
    Hilsen
    Anne

    Liked by 1 person

    • Hej Anne
      Godt at første del af historien kunne glæde dig, jeg var lidt i tvivl om den var for tør. Jeg forstår til gengæld ikke hvad du mener med at jeg slår mig selv med pisken i anden del. Præsten fortsætter som Jesus og kirkeministeriet er bekymret for at Folkekirkens ro og orden vil blive forstyrret – hvor er min pisk?
      De bedste hilsener
      jesper o

      Like

  20. Hej Jesper. Som altid formår du at skrive en anderledes, lærerig og kryptisk tekst. Skønt som du kan jonglere med ordene og en gang imellem tænker jeg at det kunne være vældig interessant at komme ind i dig hoved og se hvad der foregår, men jeg vil sikker ikke kunne finde rundt i alle de snirklede kroge. Tak for endnu en særlig tekst. Merete

    Liked by 1 person

  21. Hej Merete
    Du har været inde i mit hoved flere gange, kan jeg forstå, du er altid velkommen! Anderledes, lærerig, kryptisk og særlig – det lyder som om det har været en god oplevelse, omend en anelse tåget. Jeg kan kun være glad for at du skrev. Mine snirklede kroge – en spændende beskrivelse af min naive verden.
    De bedste hilsener
    jesper o

    Like

  22. Hej Jesper
    Du har da også den mest syrrealistiske fantasi i flere afskygninger :-) Flotte billeder du giver – og godt HP kommer lidt ned på jorden igen med, at det måske var en rødvinsplet.
    Jeg har ikke læst kommentarerne, men hvad mener du med, “…,at Luthers lille katekismus stadig er en grundsten for den danske kristendom,…”? Jeg er ikke særlig bevandret i religiøse tekster, men hvad tror du, de forskellige missions linjer (indremission, pinsemission osv.), der jo ikke er lutheranere, siger til det? :-) . Men det er selvfølgelig rigtigt, at det var Martin Luther, der fik danskerne vendt fra katolicismen. Bare en sidebemærkning.
    Tak for spændende og anderledes læsning!
    Bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  23. Hej Anne
    Til din sidebemærkning. Jeg har altid tænkt at fx Indre Mission var luthersk, og de siger selv (ifølge opslag på nettet) om formålet “på evangelisk-luthersk grund og så vidt muligt i forbindelse med folkekirkens præster at virke til troslivets vækkelse og de troendes sammenslutning i de helliges samfund.” Adventister er vist lutherske. Mormoner er helt en sekt for sig, med deres egen bibel på guldtavler der desværre er forsvundet før andre end stifteren nåede at se dem.

    Min hjerne er indrettet af en surrealist, det kan jeg ikke løbe fra. Godt at det ikke skræmmer dig bort, men at du læser igennem. Tak for det.

    De bedste hilsener’
    jesper o

    Liked by 1 person

    • Hej Jesper
      Du har jo ret, og så ved du meget mere om det end jeg. Jeg har altid troet, at Lutheranere og Indremissionske var to uafhængige grene, men selvfølgelig begge løsrevet fra katolicismen. Der er flere trosretninger, der bygger på evangelisk-luthersk grund, kan jeg se – på nettet. Tak for oplysning! Altid dejligt at blive lidt klogere :-) .
      De bedste hilsner igen

      Liked by 1 person

Skriv en kommentar